Maximum Impact før du dør

Jeg var to uger i Spanien i sommer. Selvfølgelig med en passende mængde litteratur i bagagen. Desværre havde jeg overvurderet min lyst til at arbejde, og jeg løb tør for bøger at læse. Jeg havde tidligere lagt mærke til de spanske bøger i supermarkedet, men da nøden trak mig tættere på opdagede jeg, at der også var en hylde med engelske bøger. Jeg havde ikke den store forventning om at finde noget ordentligt og slet ikke egentlig litteratur. Men mellem Harry Potter og Danielle Steel fandt jeg bøgerne Maximum Impact af Jack Henderson og The Last Lecture af Randy Pausch. Min datter Sophia har det med at blive utilfreds, hvis jeg står for længe og falder i staver, så jeg så ikke særlig meget på dem, før jeg lagde dem i indkøbskurven. Udgangspunktet var nogenlunde som følger: Maximum Impact: På forsiden stod der '24 meets Tom Clancy'. På bagsiden skimmede jeg noget med en computergeni. The Last Lecture: Jeg kendte ikke Randy Pausch ligesom Therese, men på bagsiden stod der noget om en professor i datalogis sidste forelæsning. Hvor slemt kunne det være? Man skal ikke læse ret mange spændingsromaner, før man opbygger en overbærenhed over for forfattere, som måske ikke helt forstår, hvad der foregår. På den måde kan man læse bøger, der foregår i en atmosfære, som er tiltalende, uden at udvalget er mikroskopisk. Nu prøver jeg ikke at antyde, at Maximum Impact var lige så forfærdelig og tåbelig som Dan Browns Digital Fortress. Men der var bestemt brug for overbærenhed. Maximum Impact handler om en eneboer, der havde forudset attentatet den 11. september, og som nu skal opspores af NSA. Nå ja, og så har han nærmest opfundet eller konsulteret på alt, som vi i dag kender på Internet. Og hans computer er intelligent og kan selvfølgelig tale. Han skal så opspores af en smuk og ung kvindelig hacker, som arbejder for NSA. Hun har desuden skabt et overvågningsværktøj, som selvfølgelig kan samkøre alting og på det nærmeste er intelligent. Selvfølgelig er der også en sammensværgelse, som tvinger dem til at samarbejde. Bogen kan læses. Den er sådan set også spændende, men forvent nu ikke for meget. Så virkede The Last Lecture straks anderledes lødig. Men havde jeg læst længere ned på bagsiden, havde jeg nok studset en ekstra gang. Pausch havde fået diagnosticeret terminal cancer, og titlen på hans sidste forelæsning var 'Really Achieving Your Childhood Dreams'. Øh, måske ikke lige, hvad jeg havde forventet, da jeg købte den. Men jeg gik selvfølgelig også i gang med den. Bogen tager udgangspunkt i hans sidste forelæsning, som fik kultagtig status på internet, og fortæller nogenlunde samme historie. Tror jeg da (jeg har ikke set og holder nok heller ikke ud at se forelæsningen). Pausch fortæller om sin barndom og opvækst samt om kærligheden og hans andre bedrifter. Der er sådan set en del interessante ting i bogen, men den er også utrolig selvsmagende og emotionel. Til tider er direkte uinteressant og plat. Den er med andre ord rigtig amerikansk på den dårlige måde. Læs den, hvis du i forvejen synes, manden er interessant. Ellers er der absolut ingen grund til det.