Løsningen på mit Nokia/SMS-problem

Jeg har fået løst mit problem med min Nokia E60, der var 45 sekunder eller længere om at sende en SMS. Jubel.

Jeg har prøvet lidt af hvert - snakket med folk inde i Nokia både i Danmark og i England, spurgt på mailinglister, skrevet min blog...

Men så var det, at min geniale, engelske ven James Morle sendte mig en SMS forleden med en webadresse på en engelsk Nokia-hjemmeside, hvor man kunne se en liste over nyttige hjælpeprogrammer til sin E60 - f.eks. et program til at holde styr på sine udgiftsbilag.

http://www.nokia.co.uk/A4158026

Det første af disse hjælpeprogrammer hed 'SMS accelerator' og blev beskrevet således:

"This application accelerates the sending of SMS messages. It is recommended that you install this application to prevent slowness in SMS sending, which may occur over time if you send lots of SMS messages."

Det lignede jo unægteligt noget jeg havde hørt om, så jeg prøvede med det samme at downloade det, men det lykkedes ikke helt, og så tog jeg iøvrigt til Finland for at holde et foredrag for den finske Oracle-brugergruppe...

Finland er Nokialand, og min vært Tuomas Pystynen syntes jeg skulle besøge en helt ny Nokia-butik, som de havde fået i Helsinki.

Det er en meget, meget fancy butik med mystisk musik i HØJTtalerne og rigtigt mange Nokia-mobiler udstillet.

Men de har også noget andet og totalt unikt i denne butik: Tre-fire unge mennesker i Orange trøjer, der går rundt og spørger om de kan hjælpe kunderne med noget, inkl. måske at få installeret det nyeste firmware i deres telefoner, eller vise dem, hvordan de skal bruge en bestemt funktion i deres telefon.

Tuomas spurgte derfor straks, om de kunne hjælpe mig med at få installeret SMS accelerator'en i min E60? Jeps, det ville pigen gå ned i kælderen og gøre med det samme. Hun kunne evt også opgradere min firmware, hvis jeg ønskede det? Jotak, svarede jeg.

Så var hun væk i et kvarters tid, og nu sender jeg SMS'er ligeså hurtigt som i gamle dage. Hun havde dog ikke opgraderet min firmware, for det ville have taget en time mere, og hun regnede ikke med, at jeg gad at vente på det.

Og det var naturligvis gratis.

Det er lige før jeg er parat til at flyve til Finland en anden gang for at få ordnet mine telefonproblemer. Sådan er effekten jo, når man oplever god service. SonyEricsson får også rigtigt svært ved at overbevise mig om, at jeg ikke skal bruge Nokia-telefoner i fremtiden.

Men jeg lærte også et par andre ting i den her lille proces:

  1. De der fortalte mig, at jeg trængte til at opgradere min firmware, og at det måske/nok ville fixe mit SMS-problem, tog fejl. SMS acceleratoren er IKKE en del af firmwaren og bliver det heller ikke, kunne de fortælle i butikken. Og jeg savner fortsat en liste over, hvad det er for nogle ting den nye firmware fixer og tilføjer. Selv Microsoft frigiver sådanne lister til deres forskellige Service Packs.

  2. En bug - for det er det vitterligt - i noget software bliver nogle gange "løst" via et hjælpeprogram, der i virkeligheden er en bugfix. Det gør det nok lidt vanskeligere at finde bugfixes i fremtiden :-). Men sikke dog en snedig måde at give en bug et positivt spin på...

Så til alle E60 og E61-brugere derude: Bare se at få installeret SMS acceleratoren - og hold øje med nyttige hjælpeprogrammer.

admin adminusers billede

Kommentarer (3)

Nikolaj Hansen

Jeg har efterhånden rodet med mange telefoner, og det lyder lidt som om "Accelleratoren" netop arbejder uden om nogle fejl i firmwaren.

At din telefon i sig selv skulle være ekstra langsom til at sende sms'er og har behov for en sådan "Accellerator" lyder lidt underligt.

Jeg har en tendens til at tro, at en firmware update vitterligt ville have gjort det samme + fixet en hel stak andre fejl.

Mogens Nørgaard

Yes, det mente jeg også, og det spurgte jeg dem udtrykkeligt om i Nokia-superbiksen. De svarede meget selvsikkert at, nej, det ville ikke have løst mit problem.

De tilbød nemlig også at opdagere min firmware, hvilket jeg sagde ja tak til, men så droppede de det fordi det ville have taget en time, og de regnede ikke med, at jeg gad vente så længe. Derfor kom vi til at tale om, at hvis fixet alligevel var lagt ind i firmwaren, så var det jo nemmere.

Så jeg tror rent faktisk ikke at det ville have hjulpet i dette tilfælde.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer