Justeringspolitik

Der er i Danmark tilsyneladende en tradition for, at man tager beslutninger, der ikke er ordentligt gennemtænkt, og når det så viser sig, at disse beslutninger ikke fungerer efter hensigten, så laver man blot justeringer af beslutningerne i stedet for helt at skrotte dem og erstatte dem med noget, der fungerer. Om det skyldes, at beslutningstagerne ikke vil indrømme, at de har taget fejl, eller fordi man ikke vil lade beslutningsarbejdet være spildt, ved jeg ikke. Men frustrerende er det.

Multimedieskatten er et meget godt eksempel på denne slags justeringspolitik, men der er også gode eksempler fra Universitetets verden:

• Universitetsloven fra 2006 har stort set været universelt kritiseret, meget få kan se nogen fordel i den, og den har fået høvlen i nylige evalueringer blandt studerende og medarbejdere. Men disse evalueringer er sidenhen blevet filtreret gennem universiteternes ledelser (som er de eneste, der kan se fordelen ved en topstyret model), og er blevet udvandet i de tilbagemeldinger, som ledelserne har sendt til ministerierne. Så resultatet er utvivlsomt, at den grundlæggende struktur bevares, og der kun kommer kosmetiske justeringer.
• I forbindelse med ovenstående universitetslov lavede Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet en radikal ændret studienævnsstruktur: I stedet for fagspecifikke studienævn, der hver var ledet af en studieleder og tog sig af alle studier indenfor deres eget fagområde, blev der lavet tre tværfaglige studienævn: Et til alle bacheloruddannelser, et til alle kandidatuddannelser og et til alle masteruddannelser. Disse studienævn har ikke repræsentation fra alle fag, så selvom de i princippet skal foretage faglige beslutninger (såsom studieordninger, meritoverførsler og godkendelse af ansøgere), så bliver dette i praksis udliciteret til fagspecifikke studieledere, som organisatorisk ikke er med i studienævnene, men som hører ind under dekanatet. Denne konstruktion har givet meget lange sagsbehandlingstider og en følelse fra både studerende og undervisere af, at der er meget langt op til beslutningstagerne. Endvidere er studielederne grundlæggende enige om, at de hellere vil havde de fagspecifikke studienævn tilbage, og ved en nylig evaluering af studienævnsstrukturerne på alle universitetets fakulteter, var tilfredsheden med Det Naturvidenskabelige Fakultets studienævnsstruktur klart i bund. Alligevel er der ikke udsigt til, at dekanatet vil ændre strukturen (der har lige været valg til nye medlemmer af studienævnene under den gældende struktur) , men allerhøjest lave mindre justeringer.
• Universitetsloven indeholder (som et af de få gode tiltag) et krav om, at alle studerende skal tage et antal valgfri kurser udenfor deres eget primære fagområde. Det har givet nogen strukturelle problemer, fordi de forskellige fakulteter har kørt med forskellige årsstrukturer (nogle med kvartalsstruktur og nogle med semesterstruktur) og med en lidt tilfældig skemalægning, der gav stor risiko for at et kursus uden for egen uddannelse ville have skemaoverlap med kurserne fra egen uddannelse. For at fremme "Det Indre Marked på KU" (en klar Lykke Friis formulering), blev der nedsat et udvalg til at lave en fælles års- og skemastruktur for hele universitetet, og samtidig tage hensyn til udenlandske gæstestuderende, der skal hjem til eget universitet til kursusstart i januar og til ansatte med børn, som gerne vil have mulighed for at tage ferie i skoleferierne. Som resultat kom der en meget kompliceret årsstruktur, der stadig har både kvartals- og semesterkurser, hvor efterårssemesteret strækker sig til sidst i januar, hvor efterårsferien er rykket fra uge 42 til uge 45, hvor vinterferien er flyttet fra uge 7 til uge 9 og hvor undervisningen i forårssemestret starter dagen efter den sidste eksamen i efterårssemestret (hvilket giver de ansatte dårlig til til rettelse af eksamensopgaver og intet pusterum for de studerende). Strukturen er endvidere så kompliceret, at da den skulle beskrives i en folder til internationale studerende, blev den beskrevet forkert, så mange internationale studerende først kom tilbage fra ferie en uge efter, at undervisningen startede. Denne struktur blev indført sommeren 2009 og er nu ved at blive evalueret. De studerende, undervisere og studieledere, som jeg har snakket med, har kritiseret den nye struktur synder og sammen, men jeg tvivler stærkt på, at der kommer andet end mindre justeringer til strukturen, og der er risiko for, at disse justeringer blot gør strukturen endnu mere kompliceret, end den allerede er. Her burde KU have skelet til DTU's årsstruktur, som slutter efterårets undervisning (inklusive eksamener) i december, og som generelt er enklere. Dog ville jeg udvide undervisningen i trettenugersperioderne til fjorten uger og i stedet bruge en uge mindre til den efterfølgende eksamen. Men udvalget har nok været bange for at lave ændringer, der ville medføre større omstruktureringer af uddannelserne. Det kunne ellers godt være tiltrængt mange steder.

Det svarer til, at man i et softwareudviklingsprojekt ikke vil kassere en model, der ikke virker, og starte forfra, men i stedet holder stædigt fast i den grundlæggende forkerte model, og blot laver masser af lappeløsninger for at få det til bare at virke nogenlunde. Den slags giver sjældent gode produkter, og det samme gør sig gældende med tilsvarende grundlæggende forkerte politiske beslutninger med efterfølgende justeringer.

Jeg er sikker på, at I allesammen har eksempler på den slags politik – hvadenten det er på nationalt plan eller lokalt i en forening eller virksomhed.