Hvor er kildekritikken blevet af?

I oktober skrev The Times Online om en sammenhæng mellem terror og pædofili. Historien bliver derefter taget ukritisk op af Politiken, hvor journalist Martin Selsøe Sørensen refererer den tekstnært.

I første omgang læste jeg kun artiklen i Politiken. Min konklusion var, at det var noget forfærdeligt vrøvl. Det er decideret ulogisk, at terrorister skulle forsøge at skjule terrorbeskeder i børnepornografiske billeder ved hjælp af steganografi.

Hvorfor skulle en terrorist øge sin chance for at blive fanget ved også at en anden slags kriminalitet. Især en så alvorlig form for kriminalitet.

Ifølge The Times bekræfter britiske sikkerhedskilder dog fundet af en forbindelse.

Artiklen i The Times viser dog kun en indirekte forbindelse i følgende sager, der i øvrigt ikke alle handler om muslimer:

En muslimsk prædikant, der havde forbindelse til terrordømte muslimske militante, blev dømt for voldtægt. Han blev tiltalt for besiddelse af børnepornografiske billeder, men det fremgår ikke, om han også blev dømt. Han blev ikke dømt for terrorvirksomhed.

En praktiserende muslim var involveret i en undersøgelse vedrørende børneporno.

I Italien er der fundet børnepornografiske billeder i en moske ledet af en al-Qaeda-hverver. Det italienske politi mener, at billederne er krypterede.

Hos en nazisympatisør, der blev dømt for terrorisme, fandt politiet 29.000 uanstændige billeder af børn.

I Spanien er en leder af en muslimsk celle tiltalt for både terror og download af børneporno.

Det er en vigtig pointe, at fordi der er sammenfald mellem hændelser, er det ikke ensbetydende med, at der er en sammenhæng mellem hændelserne.

Kun i nogle af ovenstående tilfælde er der tale om sammenfald mellem besiddelse af børnepornografi og en terroranklage.

I den italienske sag kan der siges at være en forbindelse kun og kun hvis de børnepornografiske billeder er krypterede med terrorbeskeder.

I en kommentar, som jeg formoder at være en reaktion på den og en anden artikel, strammer en professor i psykologi dog sprogbrugen en del.

Sagerne antyder dog, at en formodet terrorist godt kan være pædofil, hvilket, når det kommer til stykket, ikke kan siges at være en overraskende konklusion.

I artiklerne knyttes pædofili og terrorisme sammen på to måder. Brugen af steganografi og det, at terrorister og pædofile misbruger unges tillid.

Der gives ingen konkret dokumentation for det ud over henvisning til unavngivne kilder.

Brugen af pornografiske billeder (altså ikke af børnepornografiske slags) er derimod en rigtig smart måde at kommunikere krypteret på. Internet svømmer jo i porno, og der er jo ikke som sådan noget mistænkeligt ved at sende pornografiske billeder til hinanden.

Modsat vil brug af krypterede e-mails jo formentlig i nogle tilfælde i sig selv give anledning til mistanke. Lene Espersen har vist som justitsminister givet udtryk for en sådan holdning.

I den italienske sag, hvor politiet formodede, at billederne var krypteret, bekræfter Stefano Dambrusco, der er italiensk terrorlægdommer, at pornografi i henhold deres erfaringer anvendes til at kryptere beskeder i al-Caeda-relaterede terrorceller.

Men dernæst siger han:

'I would exclude the idea that they have paedophile tendencies. The most you can attribute to them is a relationship between men and women different from that of us Westerners, in which ' as in many parts of the Arab world ' wives are often very young girls of 11, 12 or 13 who because of family negotiations are given in marriage to men much older than them. But that is not paedophilia, it is a question of Arab culture.' Det vil sige, at terrorlægdommeren i den eneste sag, hvor der måske kunne være en sammenhæng mellem terror og pædofili, afviser, at der er tale om pædofili. Denne oplysning har Politiken i øvrigt ikke med i sin referathistorie.

Dermed falder historierne i The Times og Politiken om en sammenhæng mellem terror og pædofili til gulvet.

Og et evt. fremtidig samarbejde mellem antiterrorenheder og pædofiliefterforskere, som artiklerne stiller i udsigt, er meningsløst.

Der er altså muligvis anvendt børnepornografiske billeder til at kommunikere med, men i så fald skyldes det altså en kulturbetinget fejlopfattelse af, hvad der i vesten anses for at være (børne)pornografi.

Hensigten er jo netop ikke at gøre sig bemærket ved kriminelle handlinger.

Så hvad handler dette om?

For journalisterne handler det jo om en god historie, som de ikke undersøger synderligt. Nogle ville kalde det dårlig journalistik.

For de unavngivne sikkerhedskilder handler det jo formentlig om finansiering af deres virksomhed. For hvad er mere fælt en terror? Jo, terror blandet med pædofili er jo næsten så fælt, som man overhovedet kan forestille sig det.