
Forberedelse til konference
Tre dages konference står for døren, det er den årlige europæiske Perl-konference (YAPC::Europe), der står for tur. I år afholdes konferencen i København, så rejse og indlogering er vel overstået. Men hvad skal der ellers til for at forberede sig til en konference, så man får det optimale udbytte?
Først og fremmest skal man selvfølgelig have tid, så skrivebordet skal tømmes for presserende opgaver. Det kommer til at knibe, men jeg håber at nå det før prækonferenceøl i aften. Skal dog lige have dobbelttjekket at jeg i værste fald kan arbejde på konferencen.
Og så skal programmet nærstuderes. Hvilke foredrag er arbejdsrelevante, hvilke er jeg personligt interesseret i og hvilke foredrag burde jeg komme til af andre grunde. Jeg har stort set et fuldt skema, men jeg ved godt at jeg i virkeligheden kommer til at springe mindst en fjerdedel af dem over.
Hvad skal der ellers til af forberedelse?


Tilføj kommentar