Den metroseksuelle Mac og en våd klud

Man har glemt at der er hul hele vejen igennem, så designeren af grænsefladen kommunikerer med brugeren, på samme måde som hvis han eller hun skrev et brev. Og lige som i et brev er det vigtigste ofte ikke indholdet, men det indtryk som formen giver af afsenderen og følelserne overfor modtageren.

Designere set gennem deres grænseflader

Bloggene på Version2 kører på det samme system som Version2 bruger til artikler. Det har nogle særheder, men det er velfungerende, og man kan mærke at der er en eller anden faglig logik bag det, selv om man ikke kender den. Det giver en beroligende fornemmelse af at designeren er en ældre håndværker som kender sit fag, og som sætter en ære i at tingene er i orden. Min første Mac gav indtryk af at være lavet af nørder som selv havde haft sjov med at udnytte de grafiske muligheder i grænsefladen, for eksempel ved at lade en lille mand løbe på stedet mens søgefunktionen kørte. I årenes løb er Mac blevet stadig mere feminin - eller i hvert fald metroseksuel - som om designerne ville passe perfekt på redaktionen af et dyrt modeblad. Man får en følelse af at de går op i at skabe den perfekte oplevelse og forkæle deres brugere. Det modsatte indtryk fik jeg af et stort administrativt system, hvor man skulle gennem en stribe overflødige menuer, og genkalde totalt uforståelige talkoder, for at lave en ellers ret enkel opgave. Her fik jeg indtryk af at designerne var hentet fra et nedlagt kontor for østtysk planøkonomi, hvor de mente at mennesker kun var små brikker, som burde være taknemmelige over at systemet ville anvende dem.

Indtrykket af udviklingsorganisationen

****Tracy Kidder beskrev i sin klassiske bog 'The soul of a new machine' hvordan strukturen af IT har det med at efterligne strukturen i det firma som har skabt den. Det er der nok noget om. Samtidig er det forskellige typer som vælger at arbejde i forskellige firmaer, så der er nok en sammenhæng mellem strukturen i firmaet og hvilke typer der er ansat. Det gælder både designerne af grænsefladen og af den tekniske funktionalitet. Som bruger er oplevelsen og fornemmelsen af designeren en kombination af begge grupper. Jeg bruger et ellers udmærket program til tekstbehandling, som desværre ind imellem forvansker nogle linjer på skærmen, som om man har gnedet en våd digital klud henover dem. Det giver et indtryk af en ulastelig klædt designer som bare har glemt at lukke lynlåsen i sine bukser.

Hvordan man får hul igennem

****Man har i mange år prøvet at få designere til at tænke ud over selve grænsefladen og overveje hvem der skal bruge den og hvordan. Blandt andet ved at bruge personas. De er beskrivelser af fiktive brugere som skal give designerne en fornemmelse af de typer som skal bruge deres arbejde. Det er lykkedes at dokumentere, at det kan lade sig gøre at gennemføre projekter, hvor man bruger personas, og at folk kunne lide at bruge dem, men ikke at de gav bedre grænseflader. Problemet er, at personas stadig kun giver hul halvvejs igennem. Som designer laver man noget til en imaginær figur, man får ikke nødvendigvis følelsen af at lave noget til et levende menneske. Det er heller ikke tilstrækkeligt at tænke over at brugeren nok vil være tilfreds med grænsefladen. Det kan lede til ønsketænkning, ligesom når man overbeviser sig selv om at en ældre tante vil blive glad for en gave som man selv hverken vil eje eller have.

Et personligt og professionelt indtryk

****Man er nødt til tænke over det indtryk man vil gøre på brugeren, og se hvilke aspekter af grænsefladen der strider imod det. Det selvfølgelige spørgsmål er, hvordan man kan give et personligt indtryk, når man laver en anonym administrativ applikation som bare skal fungere. Det lige så selvfølgelige svar er, at man kan lave en grænseflade som giver indtryk af at man som designer er professionel og venlig overfor brugerne. At man vil gøre en indsats for at spille den rolle som bedst muligt kan hjælpe dem videre i deres hverdag.