Bonus frem for bod i it-kontrakter

Bodsbestemmelser synes at være standard i enhver it-kontrakt. Det er et enkelt og operationelt værktøj, der dels har til formål at holde leverandøren fokuseret på opgaveløsningen, dels fungerer bod som en på forhånd fastlagt kompensation til kunden for de omkostninger, der må formodes at være en konsekvens af en leverandørs evt. misligholdelse.

Man skal ikke have læst mange debatter på version2 for at konstatere, at det er en udbredt opfattelse af, at bod virker kontraproduktivt, idet leverandøren tvinges til (på uhensigtsmæssig vis) udelukkende at fokusere på (lavest mulig) opfyldelsen af de krav, der er knyttet bod til.

Selvfølgelig kan der etableres bodskonstruktioner, der ikke fremmer et godt samarbejde, eksempelvis hvis der ikke er proportionalitet mellem manglende handling og konsekvens. Men jeg er ikke enig i den generelle antagelse om, at om bod som sådan skaber dårlige projekter. Jeg har tillid til, at de fleste leverandører arbejder konstruktivt for at levere som aftalt og ikke taktisk for at undgå bod.

Når man kritiserer boden som instrument, skal man være opmærksom på, at alternativet til bod ikke er "ingenting". Alternativet vil være, at kunden ved et tab forårsaget af leverandørens misligholdelse i stedet vil rette et erstatningskrav mod leverandøren.

Man skal kigge lagt i vejviseren efter en kunde, der vil fraskrive sig muligheden for at få dækket et tab grundet en leverandørs misligholdelse.

Det er dog uomtvisteligt, at boden set fra leverandørside har karakter af en negativ incitamentsmodel. Og bod motiverer helt åbenbart ikke til innovative tiltag i projektet.

Rigtig mange leverandører (og kunder) vil derfor også gerne fokusere på etablering af bonusordninger, så der skabes et positivt incitament i projekterne. Grundlæggende må det være sådan, at leverandøren skal levere en fastlagt ydelse på et bestemt kvalitetsniveau. For levering modtager leverandøren sit vederlag. Bonus vil herefter være relevant, hvis leverandøren leverer mere end det aftalte, eller leverer på en sådan måde, at kunden får en ekstra forretningsmæssig værdi.

Herudover skal den betalingsudløsende aktivitet være objektivt konstaterbar, så der ikke opstår diskussion, om hvorvidt leverandøren er berettiget til sin bonus.

Den optimale incitamentsmodel etablerer en situation, hvor begge parter har en interesse i sammen at arbejde for et fælles mål, der giver værdi for kunden og samtidig bonus til leverandøren. Det er dog ikke så enkelt endda. Fastlæggelse af den rigtige bonusmodel kræver grundige overvejelser. Der kan let være en risiko for, at leverandøren afskriver bonussen, fordi den er for vanskelig at nå eller fordi omkostningerne ved at indfri bonusmålet ikke står i et rimeligt forhold til den gevinst, der kan hentes.

Heroverfor står de situationer, hvor leverandøren allerede fra projektstart har indregnet bonus i sin indtjening, fordi kunden har sat målet for lavt. Isoleret set er det positivt, hvis målet nås, men i praksis opnås ikke den positive gevinst i projektet, som bonusmodellen også havde til hensigt at levere.

En udfordring for offentlige myndigheders brug af bonus er den manglende mulighed for at have dialog med leverandøren om målepunkter og niveau. I private samarbejdsforhold får kunde og leverandør i forhandlingerne en højere grad af forståelse for hinandens forretning og herved også en langt bedre mulighed for at fastlægge operationelle målepunkter for bonus, end hvad der er muligt i et traditionelt offentligt udbud uden dialog. Det er rigtig ærgerligt for det offentlige.

I offentlig budgetpraksis er det oftest sådan, at et projekt får et fastlagt beløb, som de ansvarlige skal forsøge at få det bedste ud af. Hvis en del af dette beløb afsættes til bonus, risikerer den projektansvarlige, at pengene tages ud af projektet, hvis ikke de fastlagte bonusmål nås. Den projektansvarlige mister med andre ord penge, der kunne have genereret værdi, f.eks. til videreudvikling.

Da de projektansvarlige sjældent selv får en bonus for at spare penge, kan man frygte, at bonusmodellen udgår, og pengene i stedet går til en udvidelse af hovedprojektet, der ikke nødvendigvis er forretningsmæssig velbegrundet. Og det er sjældent vejen til et succesfuldt it-projekt.

Netop det offentliges budgetmekanismer og firkantede tilgang til bevilling af midler til it-projekterne kan være en hindring for incitamentet til at skabe fleksible bonusordninger i de enkelte projekter. Her er der plads til nytænkning.

Trods de åbenlyse udfordringer der er ved etablering af gode bonusmodeller, er jeg personligt overbevist om de udgør et uudnyttet potentiale i it-projekterne som supplement og modvægt til de klassiske bodsmekanismer.