10 PRINT "Tillykke med 30 års fødselsdagen Commodore 64!"

foto: Wikimedia Commons

'137, Summer Games'

Det var min barndoms svar på QR-koden. En vejviser til timers underholdning, hvor vi flåede i joysticket, mens bekymrede forældre foreslog, om vi ikke skulle ud og lege i det gode vejr?

Den lille notesbog med tal og spiltitler var fast inventar på drengeværelserne i min barndom, og vi spolede ivrigt for at få båndstationens tæller til at nå frem til det magiske tal, hvor notesbogen lovede, at det næste uprøvede spil lå og ventede på os.

Vi havde selvfølgelig sørget for først at indlæse programmet Turbo, så vi kunne få båndstationen til at køre i dobbelt hastighed.

Forvirret? Så er du sandsynligvis ikke en mand på 30 til 45 år og har derfor ikke en særlig plads i dit hjerte til den lille brødkasseformede maskine, som for en generation blev ikonet på den personlige computers tidsalder.

Commodore 64 blev lanceret i januar 1982, så drenge, det betyder, at den nu er 30 år gammel. Men ligesom med kvinder, så nævner vi ikke alderen på et kært barndomsminde.

Jeg var ikke selv én af dem, der var så heldig at eje en Commodore 64. Det var trods alt fattigfirserne. Men flere af mine klassekammerater havde én, og allerede før headsets på Xbox'en og guilds i World of Warcraft var computerspil en social aktivitet.

Efter skoletid cyklede vi gerne helt ud på landet for at sidde to knægte foran en tv-skærm fyldt med 8 bit-grafik, som dengang var det ypperste og ikke retro-hipt på den ironiske måde.

Jeg bliver dog nødt til at give et shout-out til Amstrad 464, som faktisk var den hjemmecomputer, jeg brugte mest tid i selskab med. Og nu vi er i det nostalgiske hjørne, så læs også Rolf Ask Clausens fortælling om Sinclair-computerne og ikke mindst ZX Spectrum.

Da vi bragte Sinclair til Danmark

En killerapplikation i sort plastik: ZX81

Succes i alle regnbuens farver: Spectrum

Dobbelt knock-out lukkede ZX-land

Men det var Commodore 64, der blev synonymt med de personlige computere, der var til at betale, og selvom der kom forbedringer i form af rigtige monitorer, diskettestationer og et mere kompakt design, så er det brødkassen fra 1982, som kunne sluttes til tv'et, der står klarest, badet i nostalgiens gavmilde lys.

30 år er taknemmelig lang tid, som enhver der har været til 10, 20 eller 25 års skolejubilæum kan skrive under på. Og ligesom hende den uopnåelige gudinde fra B-klassen med årene er blevet helt menneskelig med rynker, børn og et job hos kommunen, så ville genkendelsens glæde nok falme hurtigt i skæret fra den blåviolette startskærm, hvis jeg i dag tændte for en Commodore 64.

Hvis jeg mistede listen med talkoder og spiltitler ville jeg ikke ane, hvor programmerne på kassettebåndet begyndte og sluttede, og hvor mange gange skulle jeg spole frem og tilbage, før nostalgien ville tabe til den barske virkelighed.

Skærmopløsningen ville dårligt kunne hamle op med den billigste mobiltelefon på markedet i dag. End ikke en smartphone, men en 'dumbphone'. I 1980'erne kunne man i flere blade finde tætskrevne sider med BASIC-kode, som man kunne indtaste. En slags open source.

Vi sad mange eftermiddage og tastede løs, blot for at få smidt en SYNTAX ERROR tilbage i fjæset, hvorefter vi kunne bruge timevis på at prøve at finde ud af, om fejlen var vores slåfejl eller en trykfejl i bladet. Tak guderne for IDE'er, debuggere og SourceForge.

Måske var det også derfor, at jeg ikke kan huske nogen piger, der havde en C64'er. De ville nok hellere bruge deres tid på noget, der var sjovere end at skrive programkode af fra et blad.

C64'eren lærte også min generation en forfærdelig uskik: Lemfældig omgang med ophavsret.

Vi piratkopierede helt uden dårlig samvittighed. I 1980'erne kan jeg ikke huske at have set en original af et eneste program til Commodore 64. Det var et fast indslag i spisefrikvarteret at udveksle kopier af først bånd og senere disketter.

Og sådan fortsatte vi helt frem til internetalderen. Vi skabte Napster og fik pladebranchen til at true med at sagsøge hele verden langt ind i Helvede. Det beklager vi. Det var nemt, og det var som sagt fattigfirserne.

Commodore 64 fylder 30 år, og det er en evighed for en computer, men minderne om at spille Boulderdash, Barbarian eller Pitstop står stadig som en guldalder for computerspillene. Angry Birds ville ikke have fået et ben til jorden dengang. Sådan vil vi i hvert fald gerne huske det.

Heldigvis er mange af spillene blevet genskabt og kan spilles på nettet eller hentes som apps til tablet'en. Vi synes måske, at de har mistet noget i oversættelsen og ikke helt føles som de gjorde dengang, men det er selvfølgelig fordi de nye maskiner ikke kan levere den samme tilfredsstillelse, som den sprøde lyd fra C64'eren og et rigtigt joystick.

Hvad husker du Commodore 64 for? Eller var du mere til ZX81? Hvilket spil kostede flest af de timer, der skulle have været brugt på at skrive tysk stil?

Jesper Stein Sandals billede
Jesper Stein Sandal er journalist på Version2, men er også rollespiller, computerspiller, science fiction-bogorm, zombie survivalist, skabs-Trekkie og desillusioneret Star Wars-fan. Han blogger om nørdkultur fra film til cola.

Kommentarer (27)

Peter Nilsson

C64 var min første computer og det var en stor dag da jeg købte den i bilka kan jeg huske, har samlet lidt i en gammel artikel om den gamle brødkasse her:

http://www.pnilsson.dk/2011/11/13/commodore-64-lever-videre/

Z81 nåede jeg ikke at eje, men fik lov til at lege lidt med den og spille nogle spil, blandt andet jetpac hos en ven af familien, det var også lækker lille computer.

Sjovt at tænke tilbage til den tid, det var virkelig nogle primitive computere, men jeg kan huske hvor imponeret jeg var ;-)

Peter Nilsson

kan godt huske amstrad cpc464 den købte jeg faktisk først fordi den så sejest ud, men så valgte jeg at returnere den inden for fortrydelsesretten efter råd fra en af mine venner som havde styr på det der med "gratis" spil, der var flere spil til 64'eren så hvis man skulle bytte med vennerne så var det maskinen man skulle have. Jeg fik min i 1984, de første spil jeg prøvede var blandt andet Moon Buggy, H.E.R.O, Blue Max og Paperboy. Man manglede konstant kassettebånd og disketter til lager, så hvis man kunne skore nogle gamle Abba bånd fra sin mor som kunne genbruges til spil, så var det godt. Disketterne kunne man klippe med en saks så fik de dobbelt kapacitet for så kunne de vendes og så skulle man ikke købe de dyre disketter som var dobbeltsidede. Ja piratkopiering var desværre helt normalt dengang.

Torben Mogensen

piratkopiering var desværre helt normalt dengang.

Derfor var der nogle spil, der ved opstart eller med jævne mellemrum bad brugeren om at taste et ord ind fra manualen -- for det var i reglen sværere og dyrere at kopiere manualen end kassettebåndet.

Da spil begyndte at komme på disks i stedet for kassettebånd, lavede nogle producenter bevidst dårlige sektorer på diskene og testede disses eksistens, når programmet kørte. Et kopi af disketten ville typisk ikke have denne dårlige sektor, og kunne derfor ikke bruges. Det virkede dog kun indtil nogen lavede kopieringsprogrammer, der kopierede de dårlige sektorer med i stedet for blot at skippe dem.

Moralen er vel: Hvis computeren kan læse originalen, kan den også lave et kopi. Der har ikke været tekniske kopibeskyttelsesmekanismer, der ikke forholdsvis hurtigt er blevet omgået, og det er derfor, at medieproducenter har lobbyet for at opstramme lovgivningen (senest med SOPA), som dog desværre også går ud over legitim brug.

Nicolai Hansen

Tak for at minde mig om de decideret gyselige forsøg på kopibeskyttelse dengang som nu :) Jeg husker tydeligt diverse fotokopierede manualer, såvel som de salte tårer jeg græd over at skulle rode med min manual og tælle linjer når jeg ville spille en række af mine originalspil. Selv dengang var kopibeskyttelse til mindst ligeså stor gene for de lovlige brugere (og jeg var en god blanding), som for piraterne.

Mere lumpent var Pirates! til Amiga, hvor det var decideret nederen at spille uden det meget store og sært formaterede kort (medmindre man var rainman og kunne huske hvor alle byer lå). Viden om hvor byer lå var bygget sammen med spilmekanikken: f.eks. "find Åse Åsasson, hun er i byen Cartagena" - vidste man så ikke hvor den var, var man ilde stedt. Der var nemlig kun et analogt kort, og dermed incitament til at købe pakken. Ah, good times :)

Peter Nilsson

Pirates brugte jeg enormt meget tid på til c64, måske spillet kom fra amigaen, jeg mindes det som et af de "nyere" spil til 64'eren. Jeg fik købt mig en grøn monitor til min 64'er, den var sådan matgrøn og den syntes jeg var sej for jeg havde set War Games hvor hvor Matthew Broderick hackede WOPR. Læste også om en hacker som hedder "Kevin Mitnick" og som var meget berømt dengang, så selvfølgelig skulle min computer monitor være grøn og ikke et farvefjernsyn som mine venner og så skulle der programmes BASIC og PASCAL...suk det var sgu tider.

Bjørn Froberg

Selv om jeg er 85'er! Disse dage går jeg og roder med tanken om at bygge den om til et mediecenter. Jeg kan godt se charmen i at den gamle C64 stolt pryder medie-alteret i lejligheden. Roder endda med tanken om at min kære tape-station kan blive til en fin ekstern harddisk - og at diskette-stationen kan blive til noget storage.

Det mest tricky bliver nok at få tastaturet til at være funktionelt til den favre ny verden. Men det er måske i virkeligheden slet ikke nødvendigt.

Lars Tørnes Hansen

Jeg havde ikke en Commodore C64, men Amstrad CPC 664 - den med et 3" diskettedrev.

Det var den jeg spillede en smule på, og startede at programmerede BASIC og maskinkode med.
I dag er jeg så datamatiker, og IT-ingeniør.

Jeg er lidt spændt på om Raspberry Pi kommer til at få samme status som f.eks. C64.

Pt. kigger jeg på om Gambas 3 (en BASIC med et komplet IDE, incl. automatisk værkøjer til at lave pakker, f.eks. *.deb) er noget man kunne lave noget dansksproget tutorials til for nybegyndere, så nogle unge mennesker kunne få glæde af at lære at programmere.

Jeg ved at der er nogen der har afskrevet BASIC helt, men jeg synes nu ikke at det har skadet mig at have hurtig succes med et simpelt programmeringssprog som helt ny ud i programmering. Andre, bedre sprog kom senere til. For mit tilfælde var det først Pascal, så C, så Java, så .NET (C#) ....

Lars Bjerregaard

Det jeg husker min C64 mest for, var de helt fantastiske spil. Den kreativitet der blev hældt ind i spil dengang var IMHO uovertruffen. Jeg husker stadig et fuldstændigt vanedannende platforms-spil, med en lille fyr der skulle hoppe rundt på et utal af baner. Det krævede timevis af træning, for at opøve den millisekunds præcision, det krævede at komme videre i nogen af de baner. Suk! Jeg ville give min højre arm for at huske hvad titlen på det spil var, så jeg måske kunne finde det til MAME. Anyone?

Søren Munk

Hej Lars, så vidt jeg ved er MAME ikke til C64 spil, men til de gamle arcade classics fra grillbaren, så som som Pacman, Defender, Astroid.

For at spille C64 spil skal du nok have fat i den emulator som Peter Nilsson har på sin side.

Mht platform spillet, kunne det være Manic Miner (http://en.wikipedia.org/wiki/Manic_Miner), det var i hvert tilfælde kæmpe stort den gang. Der var også nogle varianter, jeg kan især huske Miner 2049 (http://en.wikipedia.org/wiki/Miner_2049er).

Lars Bjerregaard

Det spil jeg tænker på var en meget avanceret videreudvikling af "Manic Miner" typen. Der var multiple stolper f.eks. som hamrede ned fra loftet, som man skulle løbe spidsrod igennem, i splitsekund timing. Grafikken var utroligt udbygget. Der var ingen store sorte baggrundsflader, som man f.eks. kan se i Manic Miner. Hele skærmbilledet var fyldt ud med fantastiske scenerier, og der var rigtigt mange baner. Det var et temmeligt avanceret og svært spil, og det piner mig jeg ikke kan huske navnet.

Peter Brodersen

Fortsættelsen til Manic Miner var Jet Set Willy. Lidt i samme kategori, men udviklet af andre, er der også Technician Ted. De har dog vist ikke helt de fantastiske scenerier, du snakker om, men de er et kig værd.

Jet Set Willy havde i øvrigt flere fejl og kunne ikke gennemføres, uden man POKE'de lidt rundt først.

Peter Brodersen

C64'eren introducerede mig lidt ad omveje for bitwise operatorer. Ikke at C64 på nogen måde introducerede matematikken, men det gav mig blot mit første reelle behov.

De fleste husker nok, at man kunne rette den indre baggrundsfarve ved at fyre en POKE af mod 53281, fx:
POKE 53281,2
Her bliver værdien sat til 2, hvilket svarede til rød farve.

Man kunne tilsvarende hive registerværdien ud med PEEK, fx:
PRINT PEEK(53281)
.. men dette gav nu pludselig 242 og ikke 2?

Jeg vidste, at der ikke var nogen forskel på 2 og 242 (farverne gik fra 0-15 og loopede derefter hele vejen op til 255), men det undrede mig alligevel, at værdien var blevet ændret. C64 valgte dog at gemme værdien i den højeste nibble i byen.

Løsningen (i det omfang, jeg foretrak en værdi mellem 0 og 15, hvilket var de værdier, jeg selv kendte farverne under) var naturligvis at bruge en AND, fx:
PRINT PEEK(53281) AND 15
.. hvilket så endelig gav 2. Igen, intet der på nogen måde er overraskende, men når man ikke var mange år gammel, var det alligevel lidt af en oplevelse.

C64-iPhone-app'en opfører sig på samme måde, så det var hurtigt at efterprøve dette.

Peter Nilsson

man kunne købe en eprom med æøå, jeg fik lavet det hos avery i nykøbing da jeg have et sommerferiejob som BASIC programmør og oversætter for min onkel, der kopierede vi en eprom med de ekstra tegn på fra en af mine venners C64'er

Jeg ved faktisk ikke helt om det var en ekstra eprom vi satte i eller om det var en vi pillede ud og ændrede, det var noget min onkel lavede, jeg så kun på ;-)

Mit job hos avery fik jeg fordi jeg havde lidt indsigt i almindelig BASIC programmering og kunne engelsk, så havde de nogle importerede etikettemaskiner fra Japan som der skulle oversættes og laves nye manualer til på dansk så de kunne sælges på det danske marked, der har jeg vel været 15 år ;-) det var et fedt sommer job.

Det arbejde blev udført på en Atari 520st http://da.wikipedia.org/wiki/Atari_ST som havde en ekstern harddisk tilsluttet på nogle få MB, mener det var 20 MB som den kunne indeholde, det var helt vildt mange data dengang. Det var også på den maskine vi ændrede eprommen til min C64'er med en eprom brænder.

Henrik Mikael Kristensen

Vi piratkopierede helt uden dårlig samvittighed. I 1980'erne kan jeg ikke huske at have set en original af et eneste program til Commodore 64. Det var et fast indslag i spisefrikvarteret at udveksle kopier af først bånd og senere disketter.

Det var det samme her.

Man kunne få sjov ud af at smide spilbånd i en skolekammerats walkman og se hans reaktion, når han troede, han skulle høre noget musik.

Men 64'eren lever endnu i demoscenen, hvor der kommer hele tiden nye og sære måder at vride maskinen på:

Vicious SID er en måde at få 6-stemmig PCM lyd ud af SID'en uden hardwareudvidelser, og kan dermed spille Amiga mods. Iøvrigt har SID'en justérbare filtre, noget som Amiga'ens Paula ikke har:

http://www.youtube.com/watch?v=5CFCyQ7s2JQ

Den glemte REU udvidelse, der giver 64'eren op til 16 MB hukommelse, er på det seneste brugt til at lave full-screen animation, så man bedre kan få en fornemmelse for, hvad VIC'en kan yde (starter ved 2:25):

http://www.youtube.com/watch?v=FdUzJL5XqBQ

En god demonstration af, hvor niveauet ligger idag, er Edge of Disgrace, som kører på en standard 64'er med 1541 diskettedrev. Her er den vist med audiofeed fra det jublende publikum fra premieren i 2008:

http://www.youtube.com/watch?v=8kJz_XfbxX0

Endeligt kan den emuleres og det meste software og spil kan hentes frit fra forskellige abandonware sites.

Tim Christoffersen

Dem der mente, at C64 var den eneste computer i hele verden.
For de havde, personligt, ikke hørt om andre - og derfor fandtes der ikke andre.
Som regel de samme kegler der var overbevist om at C64 var FREMTIDEN :)

Det sjoveste er nok, at de tågehoveder brugte præcis de samme argumenter og retoriske argumentation, når de senere fortalte om Amiga.

I mine øjne, var C64- og Amiga-folket dummere end smør.
Det var de sikkert også, men er heldigvis blevet klogere. De fleste er ihvertfald ;)

Svend Andersen

Jeg har siddet og set lidt videoer på Youtube og genopfrisket minderne.
http://tinyurl.com/789u7ng

Emulatorer er gode nok, men det er altså bare ikke den rigtige vare.
Sidste sommer fandt jeg min C64 frem, også båndstationen diskettestationen og joystikkene. Imponerende mange af disketterne og båndene virkede stadig, selvom de havde ligget i flere år i først et haveskur, så en garage og endelig inde i varmen. På med strømmen, og to sekunder senere var computeren klar til at bruge. Sikke et tilbageskridt vi har haft til de computere vi har i dag!!
Jeg spillede nogle af spillede med mine børn, og de syntes, at det var rigtig sjovt, og spillene er jo ganske gode. Hvad der manglede af god lyd og grafik, var der i rigelige mængder af gameplay.

Esben Damgaard

Jeg glemmer aldrig de morgener jeg har siddet som lille knægt og brygget på et lille minispil jeg loadede og gemte på de store floppydisks. Det var kimen til hvad jeg kan og laver professionelt i dag.
Mit yndlingsspil er uden sammenligning Maniac Mansion. Har endda kunnet tage det frem for nogle år siden og gennemføre det igen. Holder stadig, måske dog lidt pga. nostalgien. Der er selvfølgelig også de dejlige spil som Paperboy, Sommer/Winter Games og Bubble Bobble der har taget mange timer.
Som andre har sagt, så var lyd og grafik sparsomt, så hvad de fokuserede mest på i spillene var gameplayet. Det var de gode til.

Vi havde ligeledes mange hundrede disketter, men kun ét originalt spil. Et ringenes herre spil, som vi ikke rigtig syntes om.

Torben Mogensen

spillene er jo ganske gode. Hvad der manglede af god lyd og grafik, var der i rigelige mængder af gameplay.

Enig. Udviklingen af spil siden 1980'erne har primært fokuseret på flot grafik (og sekundært lyd), mens gameplay desværre ofte har været underprioriteret. Derfor er nogle af de bedste nyudgivelser da også gamle spil med ny grafik (f.eks. Legend of Zelda).

Der har måske været en ide om, at flot grafik er umiddelbart synlig for en køber, mens gameplay kræver mere tid at opdage, og derfor ikke er i så høj grad med til at sælge spil.

Derudover koster spil til PC'er millioner at udvikle, så man er mindre tilbøjelig til at tage chancer. Derfor ser vi en million 1st person shooters eller platformspil med mindre variationer i stedet for nyskabende spil. Den største innovation i de seneste år har af samme grund været indenfor mobile spil og browserspil, da udviklingen af spil til de platforme ikke er nær så dyr.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

IT Businesses