1. Tweet, 2. ??, 3. PROFIT!

Det har nu vist sig, at jeg tilsyneladende et gået bag af dansen, fanget i fortidens idéer om, at ansætte folk ved at kigge på CV’er og tale sammen sådan rigtigt IRL. Og det er So Last Year. For ægte moderne, progressive virksomheder er nu ifølge en nylig artikel i USA Money gået over til at ansætte folk udelukkende baseret på deres Twitter-aktivitet.

Det minder mig en smule om den næsegruse begejstring, der var for det nu hedengange Second Life, der en overgang var meget hypet som det sted, “man” burde hænge ud, selvom der aldrig blev leveret noget reelt indhold og mest var befolket af tech-wannabes som Computerworlds daværende chefredaktør Mikael Lindholm, der i et interview i slutningen af 2006 udtrykte et nytårsønske om at “mødes med alle progressivt tænkende til en juletræsfest i Second Life og udveksle virtuelle gaver”.

For som man nok kan høre, kan verden let deles op i to kategorier: “De progressivt tænkende” versus alle de kedelige og konservative. Følg eventuelt med i debatten om e-valg for en gentagelse af samme retorik.

Ja, selvfølgelig giver det mening at hyre en social media manager blandt andet på baggrund af vedkommendes evne til at formulere sig elegant, vittigt og præcist på Twitter. Selvom jeg nok også ville have foretrukket at se vedkommende i øjnene inden jeg skrev under på dén kontrakt. Men det er som om begejstringen over de såkaldte Millennials kammer over, så man slet ikke kan se virkeligheden for bare tweets, - f.eks. når den kommercielle direktør, der i USA Moneys artikel havde ansat en person kun på baggrund af tweets syntes, at det var så fantastisk at han ville bruge metoden til al ansættelse fremover - uagtet at “prøvekluden” for denne ansættelse zappede videre efter blot et års tid.

Men hvad, jeg er også 32, så jeg er nok et års tid eller tre for sent på den til at være en ægte Millennial. I virkeligheden har jeg vel aldrig helt forstået det der såkaldte internet?

Anne-Sofie Nielsens billede
Anne-Sofie Nielsen arbejder som leder i softwarebranchen. Har aldrig helt fået besluttet sig for at være en nørd eller ej.

Kommentarer (21)

Therese Hansen

Du svarer jo på din egen overskrift... Ud fra dit blogindlæg er det

  1. Tweet 2. Få drømmejobbet 3. PROFIT!

Selv om jeg er ældre end dig, så deler jeg ikke din skepsis for de sociale medier. Selvfølgelig kan man få meget ud af at kigge på en kandidats tweets, instagrambilleder, facebookbeskeder, blogindlæg og youtubevideoer. Jeg ville ikke bruge det som eneste kilde til at besætte et job, men hellere grov-sortere kandidater på sociale medier end cover-letters og et kort CV - og stavefejl.

Job-søgere kan så til gengæld være lidt bekymrede for trenden - dine interesser og meninger som du deler med vennerne, kan blive brugt mod dig i en jobsøgningssituation. Hvad enten det er politiske holdninger, seksuel orientering, skrukhed over vennernes babybilleder, parforholdsstatus (er det kompliceret?), shoppingaddiction, pengeproblemer, depressioner, sygehistorie eller lignende, så ønsker vi næppe at lukke potentielle arbejdsgivere ind i privatsfæren i den grad som nogen gør på de sociale medier.

Anne-Sofie Nielsen

Selv om jeg er ældre end dig, så deler jeg ikke din skepsis for de sociale medier.

Du har misforstået mig, hvis du tror, at jeg er skeptisk overfor sociale medier. Jeg er bestemt en ivrig bruger af Twitter, Facebook, LinkedIn, blogs etc.

I ansættelsessammenhænge kigger jeg også altid på kandidaternes LinkedIn- og Twitter-profiler, websites osv. for at danne mig et mere komplet overblik over personen, og jeg må indrømme at jeg undrer mig, hvis jeg slet ikke kan finde nogen online tilstedeværelse for en ansøger. Men derfra og til at droppe personlige samtaler synes jeg alligevel, at der er meget langt.

Jeg bliver bekymret, når nogen får så meget julelys i øjnene, at de tilsyneladende ukritisk lægger vægt på brugen af et enkelt medie og opstiller en kunstig modsætning mellem dem, der bruger det, og dem, der ikke gør. Især fordi jeg synes, jeg har set det før.

Therese Hansen

Er det ikke lidt et stråmandsargument? I artiklen fra USA Money er der en der har ansat en "ekspert i sociale medier" udelukkende ud fra twitter, mens de andre i artiklen bare bruger twitter som supplement - hvis det eneste du er imod er at man UDELUKKENDE bruger twitter til at ansætte til alle slags jobs, så har du ikke rigtig nogen der står som modargument.

Det er der ingen der mener man skal.

Det var derfor jeg misforstod dit blogindlæg, som skeptisk overfor sociale medier - ellers er der vel ingen pointe?

Anne-Sofie Nielsen

Therese, jeg har lidt svært ved at tro på, at du seriøst kan antage, at jeg er decideret skeptisk overfor sociale medier, når du og jeg i længere tid har fulgt hinanden på Twitter og Facebook hvor vi begge er rimeligt aktive.

Det giver god mening at ansætte en "ekspert i sociale medier" blandt andet ud fra vedkommendes Twitter-aktivitet, ligesom jeg også gerne vil se en portfolio, når jeg ansætter designere. Men i ingen af tilfældene mener jeg, at det kan stå alene uden en bedømmelse gennem en helt almindelig samtale.

Det, der irriterede mig ved artiklen, var den forherligende tone om, at "tech-forward marketing companies" nu bruger Twitter som fremherskende vurderingsplatform for ansøgere, og at CV'er og samtaler efter sigende skulle være på vej ud. Det synes jeg er et udtryk for en generel tendens til at lade sig forblænde af nye medier, også selvom det formodentlig desuden er en journalistisk stramning af USA Moneys journalist.

Men i stedet for at diskutere, hvem der er en stråmand eller har halm i ørerne, så ville jeg da hellere høre dit bud på, hvor stor vægt du ville lægge på en Twitter-profil, hvis du skulle hyre nogen?

Therese Hansen

Nu er der forskel på at bruge sociale medier til hverdag og bruge dem i en ansættelsessituation - det var ansættelsessituationen vi diskuterede, så jeg mente selvfølgelig "skeptisk overfor sociale mediers anvendelighed i en ansættelsessituation". Det kan jeg altså ikke læse din holdning til ud fra din hverdagsbrug af sociale medier.

Du skriver ordret i blogindlægget "Men hvad, jeg er også 32, så jeg er nok et års tid eller tre for sent på den til at være en ægte Millennial. I virkeligheden har jeg vel aldrig helt forstået det der såkaldte internet?" - det lyder rimeligt skeptisk i mine ører.

Jeg bliver også lidt provokeret af din beskrivelse af Mikael Lindholms udtalelser om Second Life. Vi har brug for folk som er villige til at prøve noget nyt, som har lyst til at afprøve grænser - og at latterliggøre dem fordi man ikke selv lige fattede pointen, det er ikke god skik (nu var der mange der ikke fattede meningen med Second Life, men det er ikke pointen her). Jeg er sikker på at Mikael Lindholm fik noget godt ud af Second Life, så længe det varede. Second Life floppede så og vi lærte at det nok ikke var den rigtige vej at gå, men det betyder da ikke at vi skal grine af dem der bidrog til læringsprocessen. De fleste mennesker der bidrager til en succes har først været igennem en masse fiaskoer.

Jeg læser ikke artiklen du henviser til som et "almindelige samtaler er på vej ud", og det er sikkert der vores uenighed kommer ind i billedet. Jeg synes du læser noget der ikke er der. Men lad os da endelig have en diskussion om sociale mediers brugbarhed i en ansættelsessituation - altså HVORDAN ikke OM de kan være brugbare.

Personligt synes jeg at papirs-CV'er bør være på vej ud og erstattes af GitHub, Stack Overflow, personlig samtale, netværksarrangementer, netværksanbefalinger, twitter, blogs, facebook, instagram, youtube og så videre. Hvis jeg skulle ansætte i dag ville jeg kigge på en persons digitale fodspor først (og deres sociale fodspor i branchen), og de ville hurtigere ryge i "nej tak"-bunken, hvis jeg ikke kunne finde noget interessant på dem et eller andet sted.

Jeg har den filosofi at jeg helst vil arbejde sammen med dygtige mennesker som gør en masse for at dele ud af deres visdom - det skulle gerne sikre at jeg lærer noget hver dag. Jeg ville ikke lede efter folk som var enige med mig, men folk som har entusiasme og deres holdningers mod - det er alt for sjælden en kvalitet...

Nicolai Lundgaard

Jeg er lidt i tvivl om der diskuteres jobansættelse generelt, eller om det er specifikke job.

Dog finder jeg det pudsigt at noget så fuzzy og næppe kvalitativt målbart som det digitale fodspor skulle være en betydende parameter i et ansættelsesforløb.

Skulle jeg ansætte, ville en afgørende parameter være intelligens. Der en videnskabelig dokumenteret sammenhæng mellem intelligens og succes på jobbet.

Jeg tvivler stærkt på at der en korrelation mellem antal tweets og job succes, men i har måske noget fakta at bidrage med?

Martin Andersen

Jeg tvivler stærkt på at der en korrelation mellem antal tweets og job succes, men i har måske noget fakta at bidrage med?

Nu tror jeg heller ikke at det er antallet af tweets de mener.
Men har personen en blog, i så fald hvad skriver vedkommende. Hvad tweeter en person, links til interessante fag artikler, andet relevant eller bare info om sidste weekends druk tur.

Man kan til en hvis grad godt fake en jobsamtale. Det er derimod svære at fake en stærk online "presence". Det viser noget passion.
Man skal dog passe på med at afskrive en kandidat, forbi at de umiddelbart ikke har en blog eller lign.

Anne-Sofie Nielsen

Du skriver ordret i blogindlægget "Men hvad, jeg er også 32, så jeg er nok et års tid eller tre for sent på den til at være en ægte Millennial. I virkeligheden har jeg vel aldrig helt forstået det der såkaldte internet?" - det lyder rimeligt skeptisk i mine ører.

Det var så et forsøg på at være sarkastisk, men den slags virker tilsyneladende ikke altid på skrift, med mindre man tilføjer tilstrækkeligt mange smileys ;-)

Jeg bliver også lidt provokeret af din beskrivelse af Mikael Lindholms udtalelser om Second Life. Vi har brug for folk som er villige til at prøve noget nyt, som har lyst til at afprøve grænser - og at latterliggøre dem fordi man ikke selv lige fattede pointen

Jeg undrer mig over, at der har været så meget i dette indlæg, du fandt provokerende. Konkret har jeg ikke noget problem med at fremdrage Michael Lindholm som en eksponent for en overdreven begejstring for nye medier, da han har stillet særdeles villigt op for at fremdrage fortræffelighederne ved Second Life ved flere lejligheder. Tydeligst husker jeg en konference hos ITEK i 2007, som jeg deltog i, hvor temaet var rekruttering af unge til it-branchen. Hele Lindholms indlæg var en stor, ukritisk skamrosning af Second Life, og en tilstedeværelse her var tilsyneladende svaret på hvordan vi skulle få flere unge til it-branchen. Det var useriøst efter min mening.

Jeg har absolut ikke noget imod, at man eksperimenterer med nye teknologier og medier, eller at man bliver begejstret over et potentiale, som måske ikke er fuldbyrdet endnu. Men derfor må man godt have en lille smule sund fornuft med i baglommen, så man ikke ender med at ligne en statsminister, der møder en TV-stjerne fra Sex and the City.

Jeg er helt enig med dig i, at det er spændende og relevant at se på en ansøgers åbne kildekode, blogs og så videre - også fordi det afslører sider af personen, som man måske ikke får at se til en samtale, hvor ansøgeren er lidt smånervøs. Ulempen ved såvel traditionelle CV'er som Twitter-konti mm. er dog, at man kun får adgang til en redigeret og selviscenesat identitet, hvor det måske bliver stigende interessant med tredjeparts-genereret indhold som anbefalinger og endorsements, som LinkedIn er begyndt en kraftig udrulning af.

Anne-Sofie Nielsen

Skulle jeg ansætte, ville en afgørende parameter være intelligens. Der en videnskabelig dokumenteret sammenhæng mellem intelligens og succes på jobbet.

Tja, men hvordan vurderer du folks intelligens? Med en standard IQ-test, eller hvad tænker du?

Jeg kigger selv en del efter karaktererne fra studiet ved ansættelsen af softwareudviklere. Tilsyneladende er dette ikke specielt udbredt i branchen, men det giver dog alligevel en række målepunkter af folks præstation over en længere årrække.

(og nu har jeg sikkert fået provokeret endnu flere, beklager...)

Martin Andersen

hvor det måske bliver stigende interessant med tredjeparts-genereret indhold som anbefalinger og endorsements, som LinkedIn er begyndt en kraftig udrulning af.

Synes hurtigt LinkedIn endorsements kan blive til, nu klapper jeg dig på ryggen også klapper du mig på ryggen.

Man kan da altid kigge på karakterer også, jeg synes bare der er noget interessant i at nogle af de virkelig kendte iværksættere og fagfolk er dropouts.
Der er forskel på hvad der motivere folk :)

Mads Vanggaard

twitter, facebook, instagram, youtube mv. vil være legepladsen for de ekstroverte personer - skulle jeg ansætte en hvor kommunikation var et vigtigt element, så vil jeg da tage det med. Hvis jeg skal ansætte en udvikler f.eks., så kunne det ikke være mere ligegyldigt. Her er linkedin -> snak med en connection jeg kender det vigtigste redskab.

Interessant nok havde jeg en gang en chef som advarede imod at checke facebook for dem man skal lede. Hans holdning var, at jeg skal kunne lede mine folk i relation til hvad de leverer og må det, at jeg ved at de var ude og drikke til kl. 3 ikke blive til en underforstået undskyldning for dårlig performance. Hvis jeg var i stand til at checke facebook for en person som jeg enten havde eller overveje at ansætte, så ryger min ledelsesposition ud i en gråzone. Man kan altså ikke, og skal hellere ikke, være bong kammerat med dem man skal lede.

Martin Andersen

Hans holdning var, at jeg skal kunne lede mine folk i relation til hvad de leverer og må det, at jeg ved at de var ude og drikke til kl. 3 ikke blive til en underforstået undskyldning for dårlig performance. Hvis jeg var i stand til at checke facebook for en person som jeg enten havde eller overveje at ansætte, så ryger min ledelsesposition ud i en gråzone. Man kan altså ikke, og skal hellere ikke, være bong kammerat med dem man skal lede.

Vi er faktisk ikke uenige her, men her er man i en ansættelse og hvis folk levere det man forventer, jamen så er det fantastisk. Det jeg mente er hvis man står på 0, så kan man måske udlede noget om en persons interesser og faglighed udfra diverse sociale medier. At det så måske kun skriver om druk betyder dog ikke at de ikke er stærkt faglige. Det er dog altid en afvejning.

Hvis jeg skal ansætte en udvikler f.eks., så kunne det ikke være mere ligegyldig

Jeg synes det er super vigtigt at have en udvikler som kan kommunikere.
Skal man dog kun bruge en som kan kode udfra noget total fast defineret, så er det måske ok.

Therese Hansen

twitter, facebook, instagram, youtube mv. vil være legepladsen for de ekstroverte personer - skulle jeg ansætte en hvor kommunikation var et vigtigt element, så vil jeg da tage det med. Hvis jeg skal ansætte en udvikler f.eks., så kunne det ikke være mere ligegyldigt. Her er linkedin -> snak med en connection jeg kender det vigtigste redskab.

Der er forskel på arbejdspladser. Jeg vil helst arbejde sammen med folk som naturligt kommunikerer det de laver - jeg ser det som et tegn på passion, empati og vilje til fællesskabet. Det gælder også udviklere. Jeg ville være meget påpasselig med ikke at få ansat en der helst bare vil være genial for sig selv ovre i hjørnet uden hensyn til forretningen eller kolleger.

Jeg vil også tage en snak med en faglig connection eller to til denne person, hvis det er muligt. Dog er jeg påpasselig med at dømme en samarbejdspartner på deres tidligere samarbejde med andre som ikke ligner mig. Der er stor forskel på det arbejde en person udfører hos et sted som Microsoft eller hos et lille startup. Der er nogen der forandrer stil, når de kommer på rette hylde.

Anne-Sofie Nielsen

Der er stor forskel på det arbejde en person udfører hos et sted som Microsoft eller hos et lille startup. Der er nogen der forandrer stil, når de kommer på rette hylde.

Ja, men det betyder et eller andet sted også, at det er mere risikabelt at ansætte en person, hvis de kun har erfaringer fra det modsatte af det, man selv kan tilbyde (eks. ansætte en person i en startup, hvor vedkommende kun har erfaring fra store organisationer), fordi rammerne betyder utroligt meget for, hvad man kan præstere.

Reference-check kan efter min mening primært bruges til at checke, at man ikke har overset noget helt afgørende, til at få afklaret enkelte helt konkrete spørgsmål. Men det giver noget ro i maven.

Anne-Sofie Nielsen

Synes hurtigt LinkedIn endorsements kan blive til, nu klapper jeg dig på ryggen også klapper du mig på ryggen.

Ja, samtidigt med at der ikke er nogen begrænsninger på hvem der kan endorse en for hvad. Folk, man har mødt til en fredagsbar kan endorse ens faglige evner på lige fod med ens kolleger gennem flere år. Idéen er god, men i udførelsen virker det som om fokus har været på at få flest mulige endorsements fremfor kvalitet i disse.

Mads Vanggaard

Jeg synes det er super vigtigt at have en udvikler som kan kommunikere.
Skal man dog kun bruge en som kan kode udfra noget total fast defineret, så er det måske ok.

Selvfølgelig er det vigtigt, at en udvikler kan kommunikere. I mine øjne tæller kommunikation med resten af teamet, med team leder, projekt leder og med stakeholders ala' forretningen meget når jeg skal ansætte. Det tæller blot ikke så meget om personen kan sige mange ting om mange ting på twitter, da det er to vidt forskellige typer af kommunikation. Personlig til personlig kommunikation kontra en-vejs-kommunikation til masserne.

Mads Vanggaard

Der er forskel på arbejdspladser. Jeg vil helst arbejde sammen med folk som naturligt kommunikerer det de laver - jeg ser det som et tegn på passion, empati og vilje til fællesskabet. Det gælder også udviklere. Jeg ville være meget påpasselig med ikke at få ansat en der helst bare vil være genial for sig selv ovre i hjørnet uden hensyn til forretningen eller kolleger.

Der er stor forskel på den personlige kommunikation som er helt afgørende i et alm. projekt og så en-vejs-kommunikation til masserne. Den første type kræver meget, da der er mange forskellige persontyper og hvis du skal lykkes så skal du evne at kunne kommunikere med de forskellige typer. Som udvikler skal man f.eks. lære hvorledes man skal kommunikere med en skeptisk lidt ældre person i forretningen og uden større it-kundskaber. Twitter, facebook, ... kommunikationen er en-vejs-kommunikation hvor der indgår en del opbygning af ry, image og brand management. Ja, du kan skrive personlig til personlig beskeder, men så snakker vi om chatting. Det findes der firmaer som specialiserer i at varetage for travle forretningsledere, politiker mv. Hvis du har en track record på twitter om, at de seneste node.js libraries er for fede så fortæller det mig, at det ser ud til at du interesserer dig for emnet og i en relevant stilling vil det være et plus. Det fortæller mig ikke, at du er god til at kommunikere, at agere på et team eller lignende.

Mads Vanggaard

Jeg vil også tage en snak med en faglig connection eller to til denne person, hvis det er muligt. Dog er jeg påpasselig med at dømme en samarbejdspartner på deres tidligere samarbejde med andre som ikke ligner mig. Der er stor forskel på det arbejde en person udfører hos et sted som Microsoft eller hos et lille startup. Der er nogen der forandrer stil, når de kommer på rette hylde.

Fuldstændig enig i at der er stor forskel på arbejdsmiljøer hos de forskellige firmaer og det kræver forskellige ting af en kandidat. Typisk får man også af denne grund spørgsmål til en jobsamtale omkring størrelsen af de projekter man har arbejdet på - har man skulle agere helten som reddede firmaet (på den korte bane måske) eller har man indgået i et større samarbejde, hvor andre stiller krav til ens team egenskaber. Når jeg tænker linkedin, så er det mest af alt, snak med en person som jeg stoler på - hvis personen på forskellige måder står inde for at personen er seriøs, arbejder godt og ikke agerer som et dumt svin over for sine kollegaer så har kandidaten fået mange plusser i min bog. Linkedin endorsements er intet værd, lidt ala' du giver mig nogen og så giver jeg dig nogen. Linkedin fortæller mig blot hvem jeg skal ringe til

Jan Christensen

@Therese (og selvfølgelig andre derude som sidder på den anden side af ansættelsesbordet)

Jeg er selv datalogi studerende og er så småt startet på specialet, dvs. om lidt over et år skal jeg ud og søge job. Jeg har en Facebook profil, dog er den lukket maksimalt ned (ingen billeder eller noget, ej heller synligt for venner). Jeg er dog stadig aktiv Facebook bruger, som primært til at kommunikere med min omgangskreds. Jeg har også Twitter, men bruger den dog kun til at følge andre.

Blogs har jeg ingen af. Dog skriver jeg, i kraft af mit arbejde, masser af entries på en privat wiki, som ofte godt med lidt omskrivning kan have karakter af et teknisk blogindlæg. Jeg er aktiv på div. sider som reddit og Stackoverflow, hvor jeg har hjulpet mange mennesker i løbet af tiden. Men de steder vil jeg ikke kunne findes alene via mit navn.

Jeg har via mit arbejde været på enkelte konferencer som Open Source days, men det var nok begrænset hvor meget jeg ved de lejligheder fik netværket.

Det mit spørgsmål er, om dette forholdsvis lille sociale "fingerprint" vil have en negativ indflydelse ved en evt. ansøgning? Jeg har masser af relevant erhvervserfaring, men vil jeg blive sorteret fra inden det info overhovedet bliver aktuelt? Jeg spørger af ren nysgerrighed, da jeg jo allerede nu godt kan begynde at forberede mig på job racet (og lave div. optimeringer).

Anne-Sofie Nielsen

Det mit spørgsmål er, om dette forholdsvis lille sociale "fingerprint" vil have en negativ indflydelse ved en evt. ansøgning?

Det lyder da som en god start at hjælpe andre via stackoverflow mm.; det er med til at demonstrere menneskeligt og fagligt overskud.
Facebook er efter min mening helt irrelevant i forhold til ansættelse, hvor Twitter i højere grad kan være med til at illustrere personens faglige interesse. Som arbejdsgiver vil man gerne se, at folk brænder for det, man vil sætte dem til.

Jeg har få gange været ude for at se personlige blogs eller lignende, der viste sider af folks personlighed som gjorde, at jeg tænkte, at de ville være svære at arbejde sammen med. F.eks. læste jeg på universitetet med en, som skrev flammende indlæg online, der rasede mod folk af en anden religiøs overbevisning end ham selv. Ham ville jeg nok vælte fra, fordi jeg ville være bange for om han ville kunne indgå i et tillidsfuldt samarbejde i et team med folk, der ikke nødvendigvis var ligesom ham selv.

Grundlæggende mener jeg, at det er godt at vise sin personlighed og sine faglige interesser frem, for man har nok alligevel ikke lyst til at arbejde et sted, hvor folk synes, at man er træls, eller sætter en til at lave noget helt andet end det, man interesserer sig for. Og der er i øvrigt ikke noget mere kedeligt end at læse en standardansøgning fuld af floskler; jeg vil meget heller se noget, hvor man kan lade sig betage af en person, som kan og vil nogle ting.

Det var så mine 2 cents fra den anden side af bordet :-)

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

IT Businesses