Zyb overtager dansk lokationsselskab
Steder, personer og interesser smelter sammen i den nye Zyb Phonebook, som det danske mobile backupselskab snart sender på markedet.
For at få det hele til at spille lidt mere spændende sammen har Zyb overtaget det danske mobiludviklingsselskab Imity, der udvikler lokationsbaserede sociale tjenester.
Administrerende direktør i Zyb, Tommy Ahlers, ser mange nye muligheder i integrationen af lokationsbestemte sociale tjenester:
»Det kan være en masse onlinedata, som f.eks. informationer fra folks Outlook-kalender, Google Calendar, Flickr og Facebook ? og så en masse lokationsdata, som vi får fra telefonnettets celle-ID, GPS eller Bluetooth. Alle informationerne bliver koblet sammen med telefonnumrene.«
Imity er netop Bluetooth-specialister og vil kunne give Zyb Phonebook en helt ny dimension.
»Vi arbejder en del med lokationer, og her var Imity faktisk pionerer inden for bruge af Bluetooth. Det giver god mening i forhold til det, vi vil med Zyb Phonebook,« siger Tommy Ahlers og forklarer:
»Hvis nu vi to mødte hinanden på Strøget og samtidig havde hinanden på vores kontaktliste, så ville vi bagefter, f.eks. på vores Myspace-profil, kunne se, hvornår vi mødte hinanden.«

Tilføj kommentar