Zeus-trojaner stjæler seks millioner kroner fra britisk bank
Østeuropæiske it-kriminelle er godt i gang med at tømme bankkonto efter bankkonto hos en britisk bank, hvis navn ikke er frigivet.
Siden starten af juli har banden koblet sig på netbank-kunders login og overtaget deres transaktioner med banken ved hjælp af en trojansk hest af typen Zeus V3. Det skriver The Register.
Foreløbigt har det kostet banken 6,3 millioner tabte kroner, som tyvene har haft held med at føre væk fra bankkundernes konti. Og da angrebet ikke er stoppet endnu, kan det samlede tab blive en hel del højere.
Teknikken bag tyveriet blev opdaget af sikkerhedsfirmaet M86 Security, som sporede en såkaldt command and control-server i Moldova, der styrede de inficerede computere. Det viste sig også, at banden bag angrebet kun gik efter bankkunder med mere end 800 engelske pund på kontoen.
Zeus-familien, der også kaldes Zbot, er en af tidens mest frygtede stykker malware, da den har vist sig svær at opdage for antivirus-løsningerne. Der er et utal af afledte varianter, som tilsammen formodes at have kontrol over millioner af computere.

Tilføj kommentar