XO eller Classmate: hvem er bedst?
Gennem de seneste måneder er det føget gennem luften med beskyldninger mellem Nicholas Negroponte, der står for One Laptop Per Child (OLPC) og Intel, der oprindelig meldte sig ind i OLPC-projektet, men sideløbende udviklede en rivaliserende computer.
Uoverensstemmelser mellem de to konkurrerende initiativer skyldes primært, at OLPC har valgt AMD til at levere processorer til pc'erne.
OLPC XO kræver plug-ins installeret undervejs
XO Laptop er det officielle navn på den bærbare pc fra OLPC. Den er opbygget omkring en processor fra AMD. Helt specifikt er der tale om en Geode, der er et ældre processordesign, der arbejder med 433 MHz, hvilket gør XO velegnet til afvikling af Linux, mens Windows XP er for tungt. Derfor er der da også installeret en neddroslet version, der passer fint i de 256 MB ram, som computeren er forsynet med. Operativsystemet er lagret i flash-hukommelse, således at der ikke er mekanisk harddisk, der kan gå i stykker.
Tastaturet er af membrantypen, hvilket betyder, at det er vandtæt, men samtidig er det svært at skrive hurtigt på tastaturet, hvorfor det vil være svært at skrive større opgaver på computeren.
Under afprøvningen havde vi enkelte problemer. Blandt andet er web-browseren kun udstyret til at vise de simpleste hjemmesider. Er der brug for plug-ins, skal disse installeres, og her viser XO efter vores mening en af sine svagheder, da dette skal ske fra et prompt på kommandolinjen, hvis man for eksempel har brug for animationer, der er baseret på flash.
OLPC leverer en fornuftig computer, der er designet med minimal hardware, der passer fint til det begrænsede operativsystem. Prisen på omkring 250 dollar betyder imidlertid, at computeren er udsat for hård konkurrence ? ikke kun fra Intel, men også fra andre producenter, som Asus, der er aktuel med sin EEE-computer.
Classmate - dyrere og med flere muligheder
Classmate fra Intel er ikke et produkt, men et referencedesign, der gør det muligt for producenter at fremstille deres egne computere, der blot skal overholde de regler, der ligger i referencedesignet.
Dette betyder blandt andet en Celeron M-processor, der arbejder med 900 MHz samt 512 MB ram, hvilket betyder, at Classmate kan afvikle både Linux i flere forskellige versioner samt Windows XP, som netop har fået sin levetid forlænget.
Intel har også valgt at anvende en 30 GB harddisk i den seneste opdatering af designet, således at der er plads til langt flere applikationer. Tastaturet er igen af membrantypen, men efter vores mening langt bedre end XO.
I lighed med XO er der indbygget trådløse netværk samt seks celler Li-ion-batteri, hvor XO arbejder med et noget ældre design af NiMH-typen, der ikke giver samme batterilevetid.
Prisen på Classmate er omkring 100 dollar højere end XO, men Intel lægger også vægt på et andet og mere voksent publikum, hvorfor kvaliteten og anvendeligheden også er bedre.
Det mest imponerende er den kraft, som Intel har lagt bag den installerede software, idet firmaet har sørget for, at der er flere forskellige Linux-distributioner samt XP tilgængelige.
Endelig har Intel lanceret, at man senere på året vil lancere en opdatering af Classmate, hvor processoren vil blive skiftet ud med en Atom-processor, der har væsentlig mindre strømforbrug, uden at det går ud over ydeevnen.
Rent faktisk har Intel fem forskellige processorer af denne type, således at producenterne kan vælge processorer lige fra 800 MHz til 1,6 GHz, alt efter hvilket operativsystem der skal afvikles på Classmate. Mens den billigste processor koster omkring 45 dollar, er den hurtigste fire gange så dyr, hvorfor der virkelig er penge at spare for producenten ved at vælge rigtigt.
AMD's store problem her er, at firmaet ikke har en tidssvarende processor, men er nødt til at blive hængende fast ved Geode, der lige akkurat kan klare det, men ikke er et tidssvarende og energieffektivt design.
Kampen kun lige begyndt
Det, som vi ser i kampen mellem Intel og OLPC, er kun lige begyndelsen, da ingen af de to parter endnu er begyndt at levere computere i større styktal.
Skal vi se meget nøgternt på det, kan vi godt forstå, at Intel meldte sig ud af OLPC igen, da firmaet har et langt mere avanceret referencedesign, som mange producenter utvivlsomt vil tage til sig, da Intel har offentliggjort fremtidsplanerne for de nærmeste år.
Samtidig har Intel lanceret sine planer for MID (Mobile Internet Devices), der bygger på desktop-operativsystemer ? enten Linux eller Windows, hvilket betyder, at dette udstyr kan afvikle alle de sædvanlige applikationer, som vi kender fra hverdagen ? og ikke kun de begrænsede udgaver, som blandt andet findes til Windows Mobile. Hermed håber Intel selvfølgelig at kunne konkurrere ikke kun mod AMD, men i lige så høj grad ARN, som er den største konkurrent på det ultramobile område.
Kommentarer (3)
.. nogle artikler med lidt mere bid i, og en afvigen fra det sædvanlige navlepilleri.
En sammenligning af det to maskiners hardware er bare udtryk for en traditionsbunden isenkram fetichisme.
XO og Classmate er fundamentalt forskellige maskiner, hvor man i XO helt klart har taget udgangspunkt i hvordan børn vil bruge en computer, og ikke så meget en fokusering på gammeldagse operativsystemer og slatne applikationer.
Og om hvorvidt tastaturet på en XO kan bruges til at skrive større afhandlinger er bedøvende ligegyldigt for de børn der skal lege sig ind i computerverdnen under Afrikas stegende sol.
Ligeledes er afvikling af "alle de sædvanlige applikationer, som vi kender fra hverdagen" også en gang forbandet vrøvl, og stædig fastholden på dogmer fra forrige århundrede.
Grrrrr.
/Christian
Enig, artiklen har på ingen måde kigget på formålet med maskinerne i forhold til hardwaren, noget som er helt centralt for de to maskiner.
Jeg er fuldstændig enig i ovenstående poster.
Det giver ingen mening at analysere XO (Intel's ved jeg ikke så meget om) ud fra konventionelle "åhh jeg elsker hardware" kriterier. Man rammer fuldstændig ved siden af pointen med maskinen. XO'ens håndsving til genopladning er fx. ikke engang nævnt. Hvis man sidder ude i bush'en uden strøm, er det ligemeget om man har en 1,6 GHz Intel processor.

