Windows Phone 7 kan ikke køre gamle programmer
Microsoft har skabt en del interesse omkring den kommende lancering af selskabets nye styresystem til mobiltelefoner, Windows Phone 7. Men hvis man i dag benytter Windows Mobile, så skal man ikke forvente en let overgang til den nye platform.
Microsoft har nemlig droppet den gamle platform for til gengæld at bygge Windows Phone 7 op fra grunden. Det bliver stadig baseret på eksisterende Microsoft-teknologier som .Net, men applikationer skrevet til Windows Mobile vil ikke kunne køre på Windows Phone 7.
»Prisen for os for at gå fra godt til fremragende, er et skarpt brud med fortiden. For at levere den fantastiske brugeroplevelse har vi måttet bryde med det gamle. For at levere det, udviklerne forventer på udviklerplatformen, har vi måttet ændre måden, hvorpå mobilapplikationer bliver skrevet,« skriver partnerchef for Windows Mobile-udvikling hos Microsoft, Charlie Kindel, på sin blog.
Han understreger dog samtidig, at Microsoft fortsat vil supportere udviklingen på den nuværende Windows Mobile 6.5 platform.
Blandt forskellene fra den gamle til den nye mobilplatform vil være Microsofts Silverlight-teknologi og spiludviklingsplatformen XNA, som blandt andet bruges til Microsofts spilkonsol Xbox 360.
Det vil angiveligt også give udviklere på Microsofts platform en større mulighed for at skabe applikationer, som kan køre på tre Microsoft-platforme. Ifølge Engadget.com fremviste Microsoft således i sidste uge, hvordan et spil kan udvikles i Visual Studio med 90 procent delt kode og køre på både Windows 7, Xbox 360 og Windows Phone 7.


Tilføj kommentar