Windows 8 to go: Tag Windows med hjem på en USB - bare ikke den billigste
TORONTO. Et af de potentielt største salgsargumenter for Windows 8 til større organisationer er muligheden for at køre Windows 8 direkte fra en USB-nøgle med Windows 8 to go. Men der er flere ting, man skal være opmærksom på.
Windows 8 to go har især den fordel, at en medarbejder kan få udleveret en USB-nøgle, som kan bruges i medarbejderens private pc eller i en vilkårlig pc, som kan boote fra USB.
»Hvis du for eksempel cykler til og fra arbejde, så behøver du ikke tage din bærbare pc med frem og tilbage, men kan nøjes med en USB-nøgle,« forklarede Karri Alexion-Tiernan fra Microsoft til en forsamling af Microsoft-partnere på Microsofts parterkonference WPC.
Windows 8 to go kan både bruges til at gøre en vilkårlig pc til brugerens egen arbejdsstation eller kan udleveres til vikarer, som kan sætte dem i ledige pc'er og hurtigt komme i gang med at arbejde.
Men man skal ikke forvente, at man blot kan tage en vilkårlig USB-nøgle og selv lave et autoriseret Windows 8 to go-drev.
»Du kan ikke bare bruge et standard flashdrev. Det er nødt til at understøtte hurtige læsninger og skrivninger og have en hurtig controller,« forklarede Karri Alexion-Tiernan.

Flashdrevet skal med andre ord være i samme kategori som et SSD-drev, fordi der bliver læst og skrevet meget mere til drevet, end en almindelig USB-nøgle er beregnet til.
Man kan også bruge en decideret USB-harddisk eventuelt med SSD, men Windows 8 to go kan kun bruges med USB 3.0. Man kan således ikke bruge eksempelvis et hukommelseskort.
I teorien kan Windows 8 to go boote på en vilkårlig pc, som kan køre Windows 8, og det vil sandsynligvis også være muligt at boote på eksempelvis en Apple Macbook, selvom Apple ikke har ønsket at få sin hardware certificeret.
Microsoft samarbejder med flere hardwareproducenter om at lave certificerede USB-lagermedier specifikt til Windows 8 to go, og i mange tilfælde vil de fleste kunder ifølge Microsoft foretrække at få deres leverandør til at levere de færdige USB-nøgler.
Der følger nemlig ganske vist et værktøj med Windows 8, som kan bruges til at lave en Windows 8 to go-nøgle, men det kan kun bruges til at lave én nøgle af gangen. Samtidig skal man aktivere nøglerne via Microsofts KMS.
Man kan heller ikke tage et vilkårligt Windows 8-image og lave en supporteret Windows 8 to go. Det skal være et image af Windows 8 Enterprise-udgaven, og man skal have Software Assurance. I det hele taget er der flere ubesvarede spørgsmål om licenser i forbindelse med Windows 8 to go.
»Licenseringen er ikke færdiggjort endnu, så vi ved ikke endnu, hvordan en Windows 8 to go-nøgle vil tælle som en enhed. Men det er et oplagt scenarie, at folk vil bruge den på flere maskiner,« sagde Karri Alexion-Tiernan.
Første gang man indsætte en Windows 8 to go-nøgle i en pc, vil opstarten tage cirka 60 sekunder længere, fordi alle hardwarekomponenter skal genkendes. Driverne er bygget ind i Windows, men det tager tid at genkende eksempelvis tilsluttet tilbehør.
Som standard har man ikke adgang til den harddisk, der sidder i den pc, man booter på. Det er muligt at give tilladelse til det, men som udgangspunkt kan man hverken se filer eller få adgang til at se andet end et overblik over diskens partitioner.
»Vi har sat disken offline som standard af sikkerhedshensyn,« forklarede Karri Alexion-Tiernan.
Mens man kører på værtsmaskinen kan man dog tilslutte flere eksterne enheder, og den fungerer som normalt, bortset fra at man altså kører fra en USB-nøgle. Det vil således også muligvis kunne lade sig gøre at køre på en pc, som slet ikke har en harddisk, men det har Microsoft endnu ikke afprøvet.
Diskimaget på Windows 8 to go-nøglen kan administreres som enhver anden enhed i organisationen, og den kan også opdateres via Windows Update, så der bliver installeret sikkerhedsopdateringer. Tilsvarende kan brugerne også installere nye applikationer, hvis de har rettigheder til det.
Som standard vil alle Windows 8 to go-enheder være krypteret med Microsofts krypteringsteknologi Bitlocker, og for at kunne begynde boot fra enheden, skal man først indtaste et kodeord.

Selvom en Windows 8 to go-enhed på de fleste punkter fungerer som en almindelig Windows 8-pc, så er der et par særlige udfordringer. Eksempelvis bør man ikke sætte enheden i dvale, fordi det kan give problemer, hvis man flytter USB-nøglen til en anden enhed i mellemtiden, så Windows vågner på en helt anden hardware.
Og netop med at fjerne drevet har krævet særligt arbejde på både hardware og softwaresiden.
»Vi har gjort ting for at sikre stabiliteten i drevene ved for eksempel at sikre, at læsninger og skrivninger afsluttes hurtigt,« forklarede Karri Alexion-Tiernan.
Hvis man trækker et normalt USB-lagermedie ud, før data er blevet frigivet af styresystemet og skrevet færdigt til mediet, kan man risikere at miste data.
Med Windows 8 to go er det muligt at trække USB-nøglen ud, mens Windows kører. Det medfører, at kernen omgående fryser. Den tilstand vil holde i op til 60 sekunder, medmindre man genindsætter USB-nøglen.
Hvis man ikke sætter lagermediet tilbage, vil systemet automatisk lukke ned efter 60 sekunder.
Kravene til lagermedierne er også grunden til, at kapaciteten på de to første modeller, som er certificeret til Windows 8 to go, er på henholdsvis 50 og 64 gigabyte.
»Hvis vi kommer meget mere op i størrelse og lægger prisen sammen på de komponenter, der skal til for at sikre stabiliteten og holdbarheden, så kommer vi op på en pris, som kunderne ikke bryder sig om,« forklarede Karri Alexion-Tiernan.
Prisen på de to certificerede enheder vil ligge på mellem 85 og 100 dollars.
Kommentarer (11)
Heldigt for Microsoft at ingen har taget patent på kørsel af OS fra USB. Så kan de bare malke løs på denne fantastiske opfindelse.
Hvilke begrænsninger?
Windows 8 To Go er lavet specielt til enterprise segmentet, ikke til private brugere.
Det er jo ikke tiltænkt som endnu en slags "LiveCD", men noget de forventer folk kan side og arbejde på, som var det installeret på en normal pc, uden at performance går helt i hegnet. (De linux "livecd" usb distros jeg har prøvet har ikke været imponerende i performance hvis man har brug for at køre lidt mere end de std. programmer der er i KDE/Gnome), kørt på Corsair Voyager/Survivor usb sticks), dermed ikke sagt at de ikke løser det jeg skal bruge dem til, men ikke noget jeg på nogen måde vil kunne side og arbejde på til dagligt rent performance mæssigt).
Eller det bare endnu mere bashing, af alt hvad MS laver, som det er typisk for Version2?
@Michael: Angående performance på en linux Livecd. Har du prøvet at boote Ubuntu-cd'en/usb'en med optionen 'toram'? Det kan ikke blive meget hurtigere. Se f.eks. http://ubuntudanmark.dk/forum/viewtopic.php?f=11&t=15926 .
De linux "livecd" usb distros
Du skal heller ikke vippe en Live-CD på en USB-stick. Du skal installere hele operativsystemet på en USB-stick, med swap-partition und alles. Det virker absolut smertefrit. Jeg arbejder ganske ofte med Windows-programmer under Wine med et system der booter fra en USB-stick. Det er faktisk min eneste mulighed for at have Windows to go.
"Du skal heller ikke vippe en Live-CD på en USB-stick. " det er selvfølgelig heller ikke det jeg gør :), derfor jeg skrev det i anførselstegn.
@Claus Gårde, kender godt parameteren, men kun praktisk på de bærbare der har nok ram, men ved at bruge toram mister du alle ændringer der er lavet, så det er heller ikke optimalt.
Har brugt Linux on/off siden 1996 til desktop/server brug, og været igennem en del forskellige distros, slackware/gentoo/debian men mest debian/ubuntu på det det sidste og mest til server brug, så det er ikke fordi jeg ikke kan finde ud af Linux, jeg har bare intet religiøst forhold til det eller OSS generelt, hvert OS har hver sine fordele, har tit skrevet ls/cat/grep/tail etc. i en windows cmd, og været irriteret over de mangler, og det samme den anden vej med robocopy :)
"Du skal heller ikke vippe en Live-CD på en USB-stick. " det er selvfølgelig heller ikke det jeg gør :), derfor jeg skrev det i anførselstegn.
Så kan jeg heller ikke se at det skulle give problemer. Jeg anvender løsningen på skodgamle bærbare med meget lidt RAM og en primitiv Celeron. Og det virker i en grad så det er til at arbejde med.
hvert OS har hver sine fordele
Jep. Jeg har en maskine der kun er installeret Windows på. Den anvendes kun til spil. Inden jeg gik 'all in' på Linux i dagligdagen havde jeg GNU-kommandoer i Windows. Nu er der intet smart i min Windows. Jeg kommer aldrig i kommandoprompten. Den er simpelthen for ineffektiv at arbejde med, fuldstændigt som resten af OS'et. Spil kan den lige klare, men alt andet er håbløst.
Man kan heller ikke tage et vilkårligt Windows 8-image og lave en supporteret Windows 8 to go. Det skal være et image af Windows 8 Enterprise-udgaven, og man skal have Software Assurance. I det hele taget er der flere ubesvarede spørgsmål om licenser i forbindelse med Windows 8 to go.
Jeg tror Microsofts licenspolitik er ved at blive så kompliceret, at det bliver en hæmsko for dem. Alene det at det er muligt at bliver MS-certificeret i licenspolitikken, siger en hel del!
@Michael: Angående performance på en linux Livecd. Har du prøvet at boote Ubuntu-cd'en/usb'en med optionen 'toram'? Det kan ikke blive meget hurtigere. Se f.eks. http://ubuntudanmark.dk/forum/viewtopic.php?f=11&t=15926 .
Ellers denne http://lux-case.dk/ Men det er nok mere mobil tilbehør end microsoft. Men microsoft er jo også inde over samsung galaxy S3.

