Vestjyder dropper kæmpe fiberfest til borgerne
I Ringkøbing-Skjern Kommune havde man fået en smart idé. Som en del af kommunens eget indkøb af fiberforbindelser, skulle leverandøren også forpligte sig til at levere lynhurtige fiberforbindelser til alle kommunens borgere, til en fast og ikke for høj pris.
Men fiberfesten er aflyst for denne gang. Kommunen har nemlig - efter at have studeret de to tilbud, der indløb - valgt at annullere udbuddet. Det fremgår af EU’s Udbudstidende, ifølge Cedi.dk.
»Den samlede omkostning på hovedgenstanden, vedr. Ringkøbing-Skjern Kommunes WAN-infrastruktur, overstiger kommunens budget for dette. Tilbuddene var dyrere end forventet, da udbuddet blev igangsat,« lyder den officielle begrundelse.
Ønsket om at sætte skub i fiberudrulningen i den vestjyske og nogle steder tyndt befolkede kommune lever dog endnu. I stedet for at koble det sammen med kommunens eget indkøb af fiberinfrastruktur, vil man nu i stedet prøve at lave et selvstændigt udbud, der kun dækker fiber til borgerne.
Det projekt skal diskuteres til næste budgetkonference i kommunen, som falder i efteråret 2013.
Ifølge Computerworld.dk har TDC og EnergiMidt budt på opgaven, selvom TDC åbent har erklæret, at udbuddet måtte være ulovligt.

