Umbraco serverer madopskrifter smertefrit på alle slags mobiler
»Boserup er kok, så der er ingen, der kan klage over føden,« sang Magtens Korridorer i 'Picnic på Kastellet'. Og nu er Henrik Boserup også kok for de hundredetusinder af rejsende i S-toget med konceptet 'Mad på farten', der kører på tv-skærme installeret i kupéerne.
En video viser kokken smække en hurtig ret sammen, og så skal passagererne kunne hive opskriften ned på mobiltelefonen, så det bliver nemt at få købt ind. Men teknisk set er det ikke helt nemt at understøtte alverdens mobiltelefoner - lige fra topmodeller fra Apple eller Android-hylden, til en gammel Nokia 3310.
Her fortæller Simon Kibsgård, der var Creunas konceptudvikler på projektet, om den tekniske løsning bag 'Mad på farten', der omfattede en webside med mange ansigter, en iPhone-applikation og en SMS-service.
Hvad går projektet ud på?
»Projektet 'Mad på farten' skal give værdi til de S-togs-rejsende ved at give dem adgang til gode og sunde opskrifter. Så kan de få inspiration, når de alligevel sidder i toget.
Henrik Boserup laver omtrent hver dag en video med instruktioner om, hvordan man laver maden. Så kan man hive sin mobil frem og se samme video, som man har set i toget. Desuden kan man se listen over ingredienser og lidt tekst om, hvordan man laver maden, og så kan man tage mobilen med ned i supermarkedet og bruge den som indkøbsliste.
Ved at have servicen på flere kanaler, både en almindelig webside, på det mobile web og mobil-applikationer, og på tv i toget, kan servicen følge brugeren med rundt.«
Hvem var involveret i projektet?
»Vi har været fem hos Creuna, der har leveret hele det tekniske setup. Så har 23 Video leveret videoplatformen, og hos Boserup er der 3-4 personer involveret. Der har været en lang fase med konceptudvikling, mens selve den tekniske løsning har taget halvanden måned.«
Hvilken teknologi brugte I?
»Det hele er baseret på Umbraco, der er et .Net-CMS. Det er et letvægts-CMS med nogle rigtig gode snitflader. Dens API er baseret på XML, hvilket giver nogle lette snitflader til andre applikationer. Vi valgte Umbraco, fordi det generelt bare er længst fremme i skoene i forhold til andre .Net-CMS'er.
Ideen var så den, at man skal kunne bruge sin mobil, uanset hvilken en man har. Hvis man har en iPhone, kan man bruge den applikation, vi har lagt i Apples App Store. Andre telefoner kan gå på nettet og besøge en tilpasset udgave af websiden. Og til de helt gamle telefoner, der ikke giver en god weboplevelse, er der en service, hvor man kan få opskriften tilsendt pr. SMS.
Når man bruger sin telefon til at besøge websiden, får man indhold, der er renderet specielt til den mobiltelefon. Vi bruger Mobile Detect, som vi selv har udviklet, til at finde ud af, hvad en telefon kan. En mobiltelefon identificerer sig med user agent, og så slår vi op i tredjepartstjenesten Device Atlas, hvor vi kan se, hvad telefonen kan.
Vi har forskellige templates, alt afhængigt af om en telefon har touch-interface, om den kan køre Javascript og så videre. Det er meget nemmere at bruge disse templates end at tilpasse til hver model. Det er ret genialt, synes vi selv.«
Hvilke problemer eller udfordringer har I oplevet?
»Det er en smule lunefuldt at udvikle iPhone-applikationer, fordi de skal godkendes. Så kan man aldrig rigtig vide, hvornår man er klar, selvom man har koden klar. Der kan gå kortere eller længere tid hos Apple med godkendelsen, og måske skal man igennem en iteration mere.
Det er også en udfordring med applikationen, at få den til at opdatere sig selv. Dengang vi gik i gang, kunne iPhones ikke multitaske. Så kunne applikationen ikke hente opskrifter i baggrunden og måtte gøre det, når applikationen startede. Men det gav meget load og lange start-tider for applikationen. Så vi prioriterede lidt om, så man nu ser en gammel opskrift, indtil de nyeste er blevet hentet.
Udfordringen har altså været at få applikationen til at tale sammen med internetbaserede services på en måde, der ikke forstyrrede brugeren.«
Hvilke gode råd kan du give videre til andre?
»Jeg synes, at tankegangen med multiplatforme er et eksempel til efterfølgelse. Især når vi nu ser, at Android har overhalet iPhone, men at langt de fleste applikationer alligevel bliver lavet til iPhone. Det giver et udbredelsesproblem.
Det mobile web er lige rundt om hjørnet, og det fungerer jo. Så det handler om at lave applikationer og web på en måde, så man får et større reach *i sine services. Det giver udfordringer i starten, men det giver en bedre business case, fordi man får et meget større *reach.
Smartphones i dag er ikke kun iPhone. Nu ser vi, at det ikke kun er iPhone-brugerne, som er nysgerrige og eksplorative på deres mobile device. Og til efteråret kommer Windows 7 og forhåbentligt også en god udgave af Symbian, og så vil vi også se den adfærd på de platforme.«
Læs også Simon Kibsgårds blogindlæg om projektet.
Kommentarer (13)
Et bedre og mere passende spørgsmål ville være, hvordan får man det helt væk fra skærmen i S-toget sammen med alt det andet støj fra skærmen, så toget igen er til at holde ud af være i?
"Mad på farten" giver mig kun unødvendig støjforurening på turen til og fra arbejde.
Hej @Morten
TV i toget er en kanal S-Tog har valgt at åbne op for. Vi var med konceptet inviteret ind, for at levere indhold på kanalen. At der er lyd på, er et vilkår, som løsningen som sådan ikke har indflydelse på. Faktisk vidste vi under konceptudviklingsfasen endnu ikke, om S-Tog ville sætte lyd på systemet eller ej. Skulle S-Tog vælge at fjerne lyden, vil konceptet stadig holde og levere en god service. Det er det vi fokuserer på.
Mvh Simon Kibsgård
Det er meget godt at jeres system virker uafhængigt af kundefjendske tiltag som larmen fra de skærme er.
Teknisk lyder det også meget interessant, at I kan lave en fleksibel løsning efter hvad enhederne understøtter.
Jeg forventer ikke at bruge det, dels fordi at mad opskrifter ikke er særlig interessant for mig og dels fordi jeg ikke vil støtte noget der bliver råbt ind i hovedet på mig, som det sker i S-Toget.
Hvis jeg havde et reelt valg, så ville jeg også droppe s-toget pga. de skærme.
Hvis hjemmesiden er nu lavet så smart at den kan finde ud af hvilken mobil man, har undrer det mig gevaldigt at video kvaliteten er SÅ ringe. Testet på Android (HTC Magic 1.5fw og HTC Desire 2.2fw). Det ligner noget yderst dårligt komprimeret .3gp video og lyd kvaliteten er om muligt dårligere end video kvaliteten.
Man burde nok have brugt H.264 codec i en .mp4 container, 320x176, 300kbps eller 400x224, 650kbps størrelse/ bitrate og med 128Kbps stereo audio.
Jeg er 100% enig med Morten. TV i S-togene er noget af det mest forstyrrende og kundefjendske som DSB endnu har foretaget sig. Jeg kan heller ikke se meningen med at bringe den slags indhold i S-toget: Hurtige nyheder er der nok af i form af gratisaviser, tilbud vedrørende S-tog kan DSB sagtens distribuere vha. reklamer på stationerne og via S-more, og mad-programmer er for rigtig mange mennesker bare overflødig støj. Det virker ydermere absurd at DR Update, en licensfinansieret kanal, bliver vist sammen med reklamer.
Jeg ville ønske at jeg kunne droppe S-toget, men jeg har desværre ikke noget alternativ.
DSB's nye motto: Ude på motorvejen, lytter de til hvad de vil!
Og tilsyneladende lytter DSB ikke til kunderne - selv ønsker jeg mig et CO2 klippekort så jeg bare kan føle mig lidt grønnere! Desværre er jeg tidsmæssigt nødsaget til at køre mine 24 km til arbejde med cykel, da det er noget hurtigere end at tage busserne der pt. kører på Hillerød/Lyngby strækningen.
@Nikolaj
Vi har lige hævet videoen på webversionen på Android betragteligt, så du nu for MP4/H.264/300 kbps i 320x180 pixels. Det skulle gerne give en noget bedre madoplevelse.
/ Steffen - 23 Video
@Steffen
Damn det var hurtig fixet :). Nu ser det jo sprødt, skarpt og lækkert ud og man kan høre hvad Hr. Boserup siger (Netop testet på HTC Desire).
"Tricket" er at man på mobiltelefoner der kan afspille H.264 kan halvere størrelsen på videoen uden at det kan ses.
@Nikolaj
Videoafvikling via mobile web, var faktisk en it-udfordring, vi desværre ikke kom omkring i interviewet. Vi overvejede længe at anvende Youtube, da de har en flot erfaring med at streame video til mobilenheder, mens 23Video anvender progressive download. Vores erfaring var, at streaming virker bedre til ældre mobiler og feature phones, mens 23Video med deres service kunne levere flottere videokvalitet til de mobiler, der understøtter progressive download - det gør typisk smartphones. I lyset af det knivskarpe brugermønster (smartphones-ejere er de aktive brugere af avancerede mobilmedier) valgte vi 23Videos løsning.
Fedt med kvalificeret feedback her på Version2, så kan vi hurtigt forfine (video)kvaliteten af vores løsninger.
@Simon og @Steffen
Well feedback er der jo som regel nok af, men jeg er da glad for at mit falder ind under kategorien kvalificeret ;). Jeg har smårodet med streaming siden dengang man havde internet forbindelse over ISDN og får kriller når jeg ser noget som ikke kører optimalt. Især når man nu om dage kan lave noget der ser kanon godt ud.
Men hvad jeg specielt hæfter mig ved, er at jeres leverandør (23Video) rykker på en kritik/ henvendelse på en lørdag og udbedrer "fejlen" ca. 6 timer efter jeg har postet. Det er da et tegn på at I har valgt en yderst seriøs leverandør :).
Gad vide om distribution via podcast og RSS har været under overvejelse ? Så er det kun videoformatet der sætter begrænsninger for hvilke håndsæt der er understøttet.
Ahh, siden virker med microB - havde hent glemt den hjemmesidelæser, bruger primært Opera Mobile (Der ikke rigtigt vil lege denne leg).
Hej Peter
Vi har faktisk haft RSS på tegnebrættet, men vurderede at TV i toget skulle være den primære push-teknologi. Jeg vil dog tage din opfordring op med de implicerede. For ja, den ligger lige til højrebenet. umbraco gør det legende let at lave feeds og 23Video understøtter fint dette også. Stay tuned.
Mvh Simon
