Spilbogsforfatter: Konsollens dage er talte - telefon og tv er fremtiden
En gammel talemåde lyder, at forventningens glæde er den største. Og måske går du og venter på, hvad Microsoft, Sony eller Nintendo mon har fundet på, når de sender den næste generation af spilkonsoller på gaden.
Den form for forventningsglæde varer dog næppe ved. I hvert fald tvivler journalist og forfatter Tristan Donovan på, at konsoller fortsat vil blive sendt på gaden med jævne mellemrum. Han er forfatter til den anmelderroste bog 'Replay - Computerspillenes historie' om ... ja, den historiske udvikling inden for computerspil.

Version2 bad Tristan Donovan komme med et bud på, hvad fremtiden mon kunne tænkes at bringe inden for spilområdet, da han forleden var et smut forbi København.
I fremtiden - det vil i denne sammenhæng sige inden for ca. 10 år - forestiller Tristan Donovan sig, at selv krævende computerspil vil kunne køre fra de stadig mere potente smartphones, som med eller uden kabel kan kobles til den store tv-skærm, hvorefter der kan spilles løs.
»Jeg tror, at sådan noget som telefoner bliver den standardenhed, som folk vil benytte til spil. Ideen med at have en dedikeret boks i din stue, som kun kan spille en bestemt type spil, bliver mindre og mindre vigtig,« siger han.
Apps i tv-apparatet
Faktisk tvivler Tristan Donovan på, at det overhovedet bliver nødvendigt for folk, der gerne vil spille, at slutte nogen form for ekstern hardwareenhed til tv'et. Han peger på den nuværende udvikling, hvor tv'ene i stadidt større grad bliver integreret med internettet.
Det betyder, at brugerne kan tilgå forskellige online-tjenester via apps, som bliver installeret på tv-apparatet, som det også foregår på en smartphone.
Samtidig findes der i dag tjenester, hvorfra brugerne kan streame spil til deres computer, så der faktisk er tale om en slags videofeed, frem for at brugeren har hele spillet installeret lokalt. Og hvis de to ting bliver kombineret, altså tv-apps og streaming af spil, så er det blot et spørgsmål om at have den rigtige app installeret, som kan tilgå en spil-streamingservice online, og så kan der spilles løs. Eventuelt via den controller, der fulgte med tv'et, fortæller Tristan Donovan.
»Hvem har behov for en konsol, hvis tv'et leverer det hele?« lyder det retoriske spørgsmål.
Slut med grafikkort-våbenkapløb
Hvis forudsigelsen om spilstreaming holder stik, kan det også være godt nyt for pc-ejerne. Enhver, der har gjort sig i hardcore gaming på pc, kender formentlig også til den evige kamp med at holde maskinens hardwareressourcer, ikke mindst grafikkortet, så tilstrækkeligt opdateret, at de nyeste spil kan spilles i en nogenlunde opløsning med en acceptabel framerate og en ikke alt for lav detaljegrad.
Udbredt spilstreaming kan nemlig overflødiggøre de lokale hardwareressourcer, måske bortset fra kvaliteten af skærmen. Og så skal internetforbindelsen selvfølgelig være så hurtig, at der ikke går mærkbart lang tid, fra brugeren klikker på en controllerknap eller en knap på musen, til det bliver registreret af spiltjenesten et sted ude på nettet, og til brugeren får respons på klikket.
»Grundlæggende kan det sammenlignes med at spille et spil i en browser. Det kommer ikke som sådan til at involvere nogen installation, det vil bare være informationer, som bliver sendt til dig, og så sender du nogle bit data tilbage. Sådan tror jeg, det sandsynligvis kommer til at gå,« siger Tristan Donovan.
»Så hvis spiltjenester bevæger sig i retning af rent streamingbaserede løsninger og altså dermed kommer til at ligge i skyen som tjenester - lidt på samme måde som Facebook og Gmail - så kommer brugeren aldrig til at stifte bekendtskab med de hardwareressourcer, softwaren faktisk kører på,« påpeger Tristan Donovan.
»Jeg tror, at når vi bevæger os derhen, hvor hardwaren bare er noget, der er i baggrunden, som forbrugeren aldrig rigtig ser, så kan man hele tiden spille på den seneste nye hardware, som kan være opgraderet hver uge, uden at folk behøver gå ned i en forretning for at gøre det,« siger han.
I samme åndedrag spår Tristan Donovan, at spilkonsollernes dage er talte, og at den næste generation af Xbox og Playstation meget vel kan vise sig at blive den sidste, medmindre der da sker en fuldstændig nytænkning af spilkonsollen, lidt som da Nintendos bevægelseskonsol Wii kom på markedet, fortæller Tristan Donovan.
»Hvis det bliver den samme ting bare med bedre processorer, så tvivler jeg på, at der kommer flere efter den næste generation. Producenterne bliver nødt til at foretage sig noget radikalt, hvis konsollen skal blive ved med at være moderne,« siger han.
Dog kunne det godt tænkes, at der bliver ved med at være plads til en enkelt konsol på markedet til trods for udviklingen med streaming og smartphones, spekulerer Tristan Donovan.
»Jeg tror, at der sandsynligvis vil være plads til en enkelt konsol på markedet, som dækker hardcore-gamernes behov, mens andre vil kunne klare sig med andre enheder, siger han.«
Spil for voksne
Hvad enten spil i fremtiden når ud til forbrugerne på den ene eller den anden måde, så tør Tristan Donovan godt spå, at der bliver tale om en anden type spil end dem, vi kender i dag. Ikke alene bliver indlysende elementer som grafikken naturligvis bedre, ligesom udviklingen, hvor spillene er online-afhængige, bliver mere udbredt. Selve spillenes indhold kommer nok også til at ændre sig, vurderer Tristan Donovan:
»Jeg tror, spillene vil blive mere modne. At vi vil begynde at se flere spil, som omhandler problemstillinger for voksne. Og jeg mener ikke på en 'sex og vold'-agtig måde. Måske bliver de mere politiske. Alderen på folk, der spiller, stiger. Folk i 40'erne og op spiller spil. Og de gider ikke spille de samme spil som teenagere.«
Spillet 'To the Moon' har Tristan Donovan selv haft stor fornøjelse af, og han betegner det som et af sine favoritspil. Og det er netop et eksempel på et af den type spil, som henvender sig til et mere voksent publikum, mener han.
»Jeg har altid været meget skeptisk, når folk siger, at et computerspil har fået dem til at græde. Sådan har jeg aldrig haft det med et spil ... på nær dét spil. Jeg er faktisk lidt pinlig berørt over at sige det. Det var en meget velfortalt historie,« siger han og tilføjer:
»Det kom ind på emner som døden og fortrydelser. Emner, som computerspil ikke normalt beskæftiger sig med. Jeg er stadig forelsket i det spil, og bortset fra det så nyder jeg for øjeblikket 'Max Payne 3', som faktisk er i den modsatte kategori.«
Tristan Donovan i korthed
36 år, opvokset ved Shepherd's Bush, London. I dag bor han i Lewes, East Sussex, England, i nærheden af Brighton.
Tristan Donovan arbejder som freelancejournalist og skriver primært om spil og sociale netværk. Blandt andet skriver han for den britiske udgave af gadgetmagasinet Stuff, Eurogamer og Gamasutra. Han har også skrevet om computerspil for aviserne The Times, The Daily Telegraph og The Guardian.
Han har skrevet bogen 'Replay: Computerspillenes historie', og for øjeblikket arbejder han på en bog om sodavandens historie.
Kommentarer (5)
Mere modne spil? Det var da en taabelig kommentar, der har altid fandtes modne spil med interessante og moralsk udfordrende historier. Bare fordi han kun har spillet Halo paa sin Xbox indtil nu, betyder jo ikke at resten af verden kun ser den del. F.eks Infocom's spil i 80'erne, og ligeledes mange grafiske adventurespil i 90'erne og 00'erne.
Grunden til at de spil ikke er saa udbredte er at mange bruger spil mediet hovedsagligt som en metode til at afstresse. Det er den samme grund at Hollywood action film som regel saelger flere biletter end arthouse film.
Jeg giver heller ikke super meget for hans, alle spil i skyen paastand, i hvert fald ikke inden for overskuelig fremtid. Der kommer til at gaa mange aar foer nok mennesker har en baandbredde der kan klare det.
Der næppe siger noget, vi ikke alle sammen kunne regne ud. Alt hvad han gør er jo, at fremskrive status quo et par år.
Hvor er visionerne? Hvor er vi om 10 år?
... for de var også helt i skoven!
han nævner slet ikke noget om polariseringen mellem casual gamer og seriøs spiller, der spiller for sportens skyld, der efterhånden er meget tydelig, specielt i MOBA games.
desuden nævner han ikke noget om proffessionelt computerspil, som ellers er et område der har udviklet sig rigtig meget de seneste år.
mit bud:
spillene kommer (selvfølgelig) kun til at blive distribueret online. De fleste lejer dem/ spiller spil af f2p modellen på eksterne servere, så de ikke skal betale for opdateret hardware.
til gengæld vil der opstå en modpol i kraft af dem, der begynder at tage deres gaming rigtig seriøst, og som selv sidder ved deres maskine for at minimere ping issuses osv.
Til Leonard Kramer:
der findes allerede en sådan tjeneste, og det skulle fungere udmærket, hvis bare man har en god fiber forbindelse, 50 mbit størrelsen. til gengæld virker det ikke med wireless, hvilket IMO er en kæmpe hæmsko, da folk ikke gider trække kabler i deres huse længere, hvilket jeg godt kan forstå.
@Victor Brun: Det er rigtig nok, der er vist PT to seriøse udbydere, OnLive og Gaikai. Jeg kun prøvet det en enkelt gang, og det fungere da, men kun hvis men sidder tæt på serverne (i samme by) og input lag er stadig mærkbart dårligere end på en Konsol, så det virker best i spil hvor reaktions tiden ikke er afgørende.
Grafik kvaliteten er selvføgelig også dårligere end på en konsol, det kan selvføgelig blive bedre over længere sigt, men jeg tror stadig at 10 år er for kort til at det er et ordentligt alternativ også for folk uden for byrene, og jeg kan, som du selv siger, ikke se at det nogen sinde kan blive et alternativ til dem der i øjeblikket allerede spiller på PC fordi konsoller er for langsomme/grafisk tilbagestående.

