Software slår læger i valg af antibiotika
Et nyt dansk it-system kan hjælpe lægerne med at afgøre hvilke antibiotika, de enkelte patienter skal behandles med - og det kan både redde menneskeliv og hjælpe med at bremse bakteriernes truende udvikling af resistens mod antibiotika.
It-systemet kan nemlig udregne, hvilken bakterieart patienten med størst sandsynlighed er angrebet af og risikoen for, at den er resistent over for bestemte antibiotika, mere præcist end lægen kan, da der er mange faktorer, der skal indregnes.
Systemet har desuden adgang til alle de seneste informationer om bakterier og resistens i lokalområdet, samt patientens symptomer, historik og blodprøver. Herudover afvejer systemet risikoen for udvikling af resistens ved brugen af de forskellige typer af antibiotika i forhold til patientens tilstand.
Hvidovre Hospital købte som de første systemet sidste år, da ledelsen her skønner, at der alene på Hvidovre Hospital kan reddes 100 liv og samtidig spares næsten 3.000 sengedage hvert år ved hjælp af it-systemet, der bærer navnet Treat.
Et forsøg med Treat og hospitalets behandlingsdatabase viste eksempelvis, at omkring 34 procent af patienterne, der bliver behandlet med antibiotika på Hvidovre Hospital, får virkningsløs behandling. Det er ikke dårligere end andre steder i verden, men det kunne reduceres til 14 procent, hvis lægerne brugte Treat.
Treat er i alt blevet testet på over 5.000 patienter i Danmark, Tyskland, Israel og Italien og har i gennemsnit forbedret antibiotikavalget med 31 pct. Alene i Europa kan brugen af Treat således spare 60.000 liv om året og reducere udviklingen af antibiotikaresistens med 50 procent. Forsøgene viser entydigt, at Treat er væsentlig bedre end lægerne til at vælge behandling, påpeger Erling Henningsen, der er direktør for Judex, som står bag it-systemet, der er udviklet i samarbejde med Aalborg Universitet.
De årlige driftsomkostninger til Treat er ca. 750.000 kr. for et sygehus. Men ifølge Judex kan det tjenes ind to gange om året alene på færre udgifter til antibiotika. Oveni kommer så færre sengedage, dødsfald osv.
Alt dette har gjort, at dommerne valgte Treat som vinder af Ingeniørens Produktpris i it-kategorien. Erling Henningsen, kalder det en stor ære at modtage prisen, men mener også, at produktet fortjener det, da det er så unikt og har et stort potentiale.
»Vi er i fuld gang med at implementere det på Hvidovre Hospital. Det er et stort arbejde, men det går rimelig planmæssigt og det kommer i drift efter sommerferien. Sted nummer to bliver Israel, hvor vi er i kontraktforhandlinger med det største hospital, der kører syv hospitaler.«
Herudover hører de, at det amerikanske marked er meget modent til et system som deres, så der vil de måske sætte offensivt ind.
»Vi er dog lidt ramt af den finansielle situation. Vi har været på udkig efter eksterne investorer, men det er ikke lykkedes, så vi kan ikke være så aggressive, som vi gerne ville være,« fortæller han men tilføjer, at nogle investorer har vist interesse og vil vende tilbage efter sommerferien, når systemet er i drift på Hvidovre Hospital.
Dommerpanelet valgte Treat, fordi det er så utrolig vigtigt samfundsmæssigt og viser, at man kan nå langt med samarbejde mellem henholdsvis universiteter og erhvervsliv samt matematik, it, sundhed og biotek.
I it-kategorien slog Treat seks konkurrenter. Blandt andre adgangskontrolsystemer baseret på Bluetooth, en ny version af regnskabssystemet C5 og et simuleringsværktøj, der ved hjælp af kvantemekaniske modeller kan beregne nano-skalasystemers egenskaber.
Kommentarer (4)
Treat er et tilpas generisk ord til, at det er vanskeligt at googl'e sig frem til systemet, som her omtales. Kan V2 ikke lige link'e til firmaet, som vandt?
Jeg har lagt et link ind i artiklen. Også tak til Rasmus, der nåede at komme mig i forkøbet i debatten.
vh Morten, Version2.
Der har gennem tiderne været adskillige af disse "ekspertsystemer" som alle har lovet at kunne klare det bedre end lægerne.
Det har dog gang på gang vist sig at det der sker at efter en initiel fase på 1-2 år vil der ikke længere være brug for systemet da det sundhedsfaglige personel herefter er blevet "oplært" til at tænke lige som systemet. Så tanken er god, menvil det være pengene værd i længden?

