Socialt anlagt musikafspiller vinder Nokias udviklerdyst
Det blev en social medieafspiller, der løb af med sejren i Nokias udviklerkonkurrence under konferencen Open Source Days 2010.
De tre vindere bag applikationen Social Media Player til Nokias Maemo-platform, Siemen Baader, Troels Frostholm Mogensen og Bjarke Walling, blev begavet med 15.000 kroner og en Nokia N900-smartphone hver.
Social Media Player bruges til automatisk at dele musik med de venner, som er i nærheden.
Som udgangspunkt i et undersøgelsesresultat om, hvordan folk hører musik, har medieafspilleren fokus på kunstneren og hele albums, fremfor enkelte sange.
»Vi synes, at vi har fundet de helt rigtige vindere. De tre unge udvikleres media player er både nytænkende og veludviklet. Vi håber, at den hurtigt vil kunne tages i brug af alle os, som vil dele god musik med hinanden,« udtaler Niels Kjelstrup, produktchef hos Nokia Danmark, i en pressemeddelelse.
I konkurrencens anden halvdel blev den bedste idé til en applikation belønnet. Her endte to idémagere, som fokuserede på planlægning, med at dele førstepladsen.
Den ene vinder, Peter Jespersen, er kommet på idéen til opskriftdatabasen Food Planner, som kan hjælpe med at generere indkøbsliste og planlægge ugens madplan.
Den anden vinder, Jacob Sparre Andersen, har udtænkt en stedbevidst kalender, som kan oplyse transporttiden fra personens nuværende position og til det næste sted, hvor man har en aftale.
»Vi er utroligt imponerede over de mange kreative forslag, som er dukket op i løbet af konkurrencen. Det er meget spændende, at så mange har deltaget, og det var virkelig svært at vælge en vinder blandt de mange kvalificerede ideer,« udtaler Niels Kjelstrup.

Tilføj kommentar