Skoleelever aflurede eksamensoplysninger på lærernetværk
Snyd ved eksamen er i it-alderen et udbredt fænomen. Nu er også snyd før eksamen blevet en del af pensum for it-kyndige elever.
Således har elever fra 9.B på Hellebækskolen ved Helsingør skaffet sig adgang til lærernes lukkede intranet og der kunnet finde oplysninger om, hvilke fag årgangen skulle eksamineres i ved den forestående afgangsprøve.
»En eller flere elever har afluret en lærers login og password ? og har brugt det til at tilgå sektornettet,« bekræfter Helsingør Kommunes it-chef Kim Baumgarten.
Selvom han ikke har det direkte ansvar for kommunens decentrale sektornet, står han alligevel i spidsen for den efterforskning, der nu retter sig mod at finde de skyldige.
»Vi er nødt til at statuere et eksempel. Man må ikke misbruge andres login og password. Derfor hjælper vi nu den decentrale administrator med at undersøge logfilen for tidspunkter, ip-adresser og andre oplysninger, der kan hjælpe os med at opspore, hvem der står bag,« siger Kim Baumgarten.
Han tilføjer, at oplysningerne under alle omstændigheder senere ville være blevet givet videre til eleverne, men at kommunen stadig ser alvorligt på situationen.
»Vi vil bede kommunens juridiske afdeling om at vurdere, om det her er strafbart. Hvis det er, og der kan gøres noget juridisk i den forbindelse, så bliver det gjort. Herfra er der ingen vaklen i geledderne, for en elev i 9. klasse ved godt, om den slags er noget, man må eller ikke må, siger kommunens Børne- og Ungedirekøtr Bjarne Pedersen til Helsingør Dagblad.
På avisens hjemmeside har en debattør, der angiver sig selv som 'En anonym 9. klasse på Hellebæk skole', forklaret, at adgangen til lærernes intranet skam ikke er hacket, men at koden er blevet oplyst af en lærer.
»Jeg kan hverken be- eller afkræfte de oplysninger. Hvis det er rigtigt, bliver vi også nødt til at indskærpe over for lærerne, hvordan man behandler den slags informationer. Vi vil ikke acceptere, at tingene bliver misbrugt,« siger it-chef Kim Baumgarten.


Tilføj kommentar