Skift til Silverlight gik via 100 terabyte NAS hos TV2 Sputnik
TV2's internetbaserede videotjeneste Sputnik giver adgang til både et arkiv med tv-serier og udsendelser, som kunderne kan se on-demand, samt mulighed for at streame live-tv.
**Læs også: **Nyt storagesystem skal stå sin prøve ved VM-kamp Gennem det seneste år er platformen bag Sputnik blevet opgraderet, så der nu ligger ny hardware bag. Det hele er centreret omkring Microsofts Silverlight-platform.
Her fortæller Magnus Rask Detlif, Chef for On Demand teknologi og udvikling hos TV2, om opgraderingsprojektet:
Hvad var målet med projektet?
»Vi har kørt på et shared setup hos TDC Hosting med vores streaming, hvor vi kørte med shared storage og på nogle gamle styresystemer. Vi ville skifte til Silverlight som afspiller, og derfor skulle vi også opgradere vores styresystemer. Samtidig havde vi brug for at modernisere og opskalere vores setup til at kunne håndtere flere brugere og nye streaming-teknologier.
Kapacitetsmæssigt havde vi en udfordring. Vi lå tæt på loftet for vores båndbredde, så vi skulle også have opdateret vores båndbredde. Vi har været meget forsigtige og tilbageholdende med at reklamere for Sputnik på tv.
Hen mod slutningen fik vi også I/O-problemer på det gamle system. Det var for eksempel, når vi havde snigpremierer på serier som Lærkevej.«
Hvilken teknologi benytter I?
»Vi kører nu med managed hosting hos TDC Hosting. Vi kører vores streaming-setup på Windows Server 2008 R2 med Windows Media Services og IIS Media Services. TDC Hosting har designet det og strikket det sammen med forskellige servere på forskellige niveauer.
Derudover har vi et NAS fra Hitachi Data Systems på 100 terabyte, men vi har også ret meget cache ude på streaming-serverne. Det er sådan, at det måske er 10 procent af udsendelserne, som står for 90 procent af det indhold, kunderne ser.«
Hvilke problemer har I oplevet undervejs?
»Skiftet gik faktisk rigtig godt. Vi skiftede først live-streamingen, og efter et par dage skiftede vi også video on demand-delen. Vi havde overført alt indhold, så vi selv kunne teste det, så vi skulle kun ændre links i selve portalen.
Vi havde lidt småproblemer med vores NAS i starten. Vi startede med at køre med filoverførselsprotokollen SMB 2.0. Det drillede lidt, så vi skiftede til SMB 1.
Den store udfordring var sikkerhed. Vi står selv for alle applikationerne, så vi skulle redesigne og lave nyt med alle sikkerhedstingene. Det er nok det, jeg personligt har kæmpet mest med.
Vi skulle blandt andet ændre rettighedskontrollen, DRM, fordi vi skiftede til Silverlight. Tidligere kørte vi med Windows Media DRM, men nu har vi også PlayReady.
Da vi startede projektet, var Windows Server 2008 R2 stadig kun i en betaversion. Så vi måtte lave alle sikkerhedsændringerne på formodning om, at Microsoft ikke ændrede for meget i forhold til betaen.«
Hvilke gode råd kan du give videre til andre?
»Nu er det gået gnidningsfrit i forhold til, at det er et projekt af den størrelsesorden. Men find en god leverandør. Vi har haft mange års samarbejde med TDC, og de folk, der var involveret, var også en del af vores gamle løsning.«
Hvor går projektet hen nu?
»Det er ingen hemmelighed, at vi kigger på et skift til Smooth Streaming med Silverlight. Det fungerer mere som progressive downloads. Video bliver delt op i bidder på to sekunder, og det er baseret på http, så det er nemmere at cache ud på normale servere. Det betyder, at vi kan streame i HD-kvalitet, og Silverlight kan tilpasse det til CPU-kraften og netværksforbindelsen.«

Tilføj kommentar