Duel: Er HTC 8X eller Nokia Lumia 920 kongen af Windows Phone 8?

Både HTC og Nokia er klar med to nye topmodeller til Windows Phone 8, men er det den lette HTC 8X eller sværvægteren Nokia Lumia 920, der vinder i en direkte duel?

Windows Phone 8 er klar, og på det danske marked kommer vi i første omgang til at se to topmodeller dyste om at kunne kalde sig konge af Windows Phone 8 op til julehandlen: Windows Phone 8X by HTC og Nokia Lumia 920.

Version2 har haft et eksemplar af hver til test udlånt af de to producenter og har haft mulighed for at sammenligne dem side om side for at afgøre slagsmålet om, hvilken telefon der er det bedste køb.

Læs også: Smugkig: HTC’s Windows Phone 8-flagskib - gedigen telefon til 4.500 kroner

1. Runde: Design

Begge telefoner skiller sig tydeligt ud fra mængden af sorte, hvide og grå smartphones, hvis man vælger de klare farver. På Version2 har vi testet en knaldgul Lumia 920 og en meget kunstig indigoblå 8X.

Men bortset fra de festlige farver kunne de to telefoner ikke være mere forskellige. HTC 8X har runde former og en fløjlsagtig overfladebehandling. Den gule Lumia 920 har knivskarpe kanter og er helt blankpoleret.

Den blanke finish er dog ikke standard på alle Lumia 920-modellerne, men kun for de farver, hvor den matte, blødere overfladebehandling gør telefonen mere modtagelig over for snavs, oplyser Nokia til Version2.

Lumia 920 virker bundsolid og har de bedste knapper. På 8X er knapperne så dybt forankret i selve skallen, at de kan være svære at trykke ned.

Til gengæld kommer man ikke uden om, at der er en elefant i lokalet, og den hedder Lumia 920, som med en vægt på 185 gram vejer 55 gram mere end fluevægteren 8X.

Det kan man enten fortolke som, at Lumia 920 virker solid og ligger godt i hånden, men første indtryk vil nok for de fleste være, at det er en meget tung telefon.

Begge telefoner ender således med at score point i design-runden.

2. Runde: Hardware

Nokia har med Lumia 920 virkelig lagt sig i selen for at forsøge at have nogle hardwarespecifikationer, som kan vække opsigt. Vel at mærke ikke på processorkraft, skærmstørrelse eller hukommelse, men derimod på lidt mere specielle funktioner.

Mekanisk optisk billedstabilisering eksempelvis, som skal gøre det lettere at tage billeder under dårlige lysforhold, fordi man kan øge lukkertiden, uden billedet bliver rystet. Men også trådløs opladning med Qi-standarden.

Specifikationer HTC 8X Nokia Lumia 920
Skærm 4,3" HD 720 4,5" 768x1280
Processor Qualcomm S4 1,5 GHz med to kerner Qualcomm S4 1,5 GHz med to kerner
RAM 1 GB 1 GB
Lagerkapacitet 16 GB 32 GB
Batteri 1800 mAh 2000 mAh
Kamera (front) 2,1 megapixel 1280x960 pixel
Hovedkamera 8 megapixel 8,7 megapixel
3G Ja Ja
4G/LTE Nej Ja

Som man kan se, er de to telefoner meget ens, men med 4G, større skærm og ekstra lagerplads vinder Lumia 920 i denne runde.

3. Runde: Software

Der er meget få muligheder for de enkelte mobilproducenter for at skille sig ud på Windows Phone 8. Faktisk er de reelt begrænsede til at tilføje et par ekstra farvetemaer og ekstra applikationer.

Ifølge Nokia er der dog med Windows Phone 8 kommet lidt flere muligheder for også at pille lidt under motorhjelmen med eksempelvis producenternes egne algoritmer til billedbehandling.

HTC 8X er bortset fra en enkelt HTC-applikation stort set ren Windows Phone 8. Det er der intet galt med, for det er et godt styresystem, hvor styrken især er, at der er god integration mellem Microsofts tjenester, kontaktpersoner og sociale netværk.

Nokia har i modsætning til HTC valgt at inkludere en række applikationer som eksempelvis navigations-app'en Nokia Kørsel, som giver mulighed for offline-kort og turn-by-turn-navigation. Nokia Transport er også rigtig velfungerende med integration til Rejseplanen i Danmark og mulighed for at se afgange ved nærmeste stationer og stoppesteder. Det er applikationer, man normalt ellers skal købe eller downloade separat på sin smartphone.

Til gengæld har HTC inkluderet lidt flere indstillingsmuligheder i kameraet end Nokia med mulighed for at indlægge sort/hvid-filter og justere mætning og slå ansigtsgenkendelse til og fra.

Nokia tilbyder dog et par ekstra kameraudvidelser til panoramafotos, gruppebilleder og til animerede GIF'er. Det sidste er en ret speciel funktion, som mest er en gimmick, fordi den reelt kun kan bruges til opstillede animationer og ikke til at konvertere en del at et længere videoklip til en GIF.

Nokia vinder tredje runde i kraft af den medfølgende navigation, ikke mindst fordi udvalget af rigtige navigationsprogrammer til bilkørsel indtil videre er begrænset på Windows Phone 8.

4. Runde: Skærmen

Når vi taler om to telefoner i denne størrelsesorden med skærmstørrelser på henholdsvis 4,3 og 4,5 tommer, så er skærmoplevelsen vigtig. Windows Phone kommer med en serie af fotos, som gør det let at sammenligne de to skærme

På farveægtehed vinder HTC. Farverne virker lidt mere naturlige, hvor de på Lumia 920 kan virke en smule overmættede eller udviskede. Til gengæld har Nokia-skærmen langt bedre kontrast og større lysstyrke. Det gør det lettere at se detaljer i fotos og at læse tekst.

Nokia har også brugt en skærm, der er mere følsom over for berøring. Man behøver således ikke have direkte kontakt med fingeren, men kan betjene telefonen med en tynd handske på eller med neglene, hvis man har lange fingernegle.

Nokia vinder knebent på point i denne runde. Det er ingen perfekt skærm, men den er lidt større og har mere knald på, og det vil appellere til de fleste.

5. Runde: Helhedsindtrykket

Lumia 920 er stor og tung. Den er nærmest komisk klodset i forhold til en iPhone 5 eller en Lumia 800, men Samsung har med Note 'phabletten' vist, at der faktisk er et stort marked for de store smartphones.

Windows Phone 8X by HTC er kun lidt mindre, men virker meget mere elegant og let. Linjerne er dog meget forudsigelige i forhold til Lumia 920's knivskarpe kanter og lidt frækkere geometri. Men i lommen bliver de knivskarpe kanter lidt for meget, og Lumia 920 har en kedelig tendens til at samle lommeuld i sprækken til højttaleren.

Skal man vælge mellem de to, så bliver det på helhedsindtrykket, medmindre bilnavigation eller foto er meget vigtigt, og HTC 8X er mere imødekommende og koster 4.600 kroner mod 4.900 kroner for Lumia 920 og vinder derfor i denne runde. Det er den telefon, vi på redaktionen umiddelbart vil vælge, selvom Nokia'en objektivt set har mere at byde på.

Samlet set vinder Nokia Lumia 920 ikke nogen knockout-sejr over HTC's Windows Phone 8X, men derimod en respektabel 4-2-pointsejr eller deromkring. Det er to gode telefoner, men for Nokia'ens vedkommende skal man altså være forberedt på, at det bogstaveligt talt er en hårdtslående sværvægter.

Kommentarer (21)

Isak Gjedbo

Jeg har faktisk slet ikke set nogen forhandlere der har forlangt 4900 eller mere for en 920, bortset fra TDC. 4345,- er den billigste jeg har set, men der skal man også binde sig til et telia abbonoment. Tilsvarende koster 8X 4105,- hos telia, med samme krav til binding af abbonoment.

240,- er så min difference i pris mellem de to slagskibe, og det er for marginal en forskæld til at jeg ville holde det med i mine overvejelser. Der er trods alt tale om top-of-the-line modeler. Som jeg ser det er preferancer meget vigtig for helhedsindtrykket.

Trådløs opladning ville spare mig et par sekunder om dagen. Hvis Nokia havde lavet en telefon der var identisk til 920, bortset fra at den ikke havde trådløs opladning, men til gengæld var lidt lettere og smallere, så havde jeg valgt den i steddet.
Trådløs opladning er dog helt klart en feature der kan få fans af andre telefoner til at droppe deres spec sammenligning mellem deres 'perfekte iPhone/Galaxy' og min telefon :D Jeg er hooked nok på 'Windows 8 UI' til at jeg 'føler det nødvendigt' at udskifte min ellers udemærkede HTC Desire.

Michael Mortensen

Jeg er helt enig i din betragtning om desginet på 920'eren. Hvis Nokia (man skulle tro de havde lært lidt af Apple i dette sammenhæng) havde ventet med trådløs opladning, og altså havde sparet de 55 gram til induktion spolen, så ville denne telefon appellere til flere.

Syntes det er fedt med trådløs opladning - men man burde nok have ventet til ingeniørerne havde fundet en mere "slim" måde at lave konstruktionen på.

Når det så er sagt, så glæder jeg mig til en opgradering af min nuværende 900 til næste år engang - måske der er der kommet en "slim" version?

Christopher von Würden

Fin lille battle og artikel, men i glemmer at nævne begge telefoners Windows Phone overmand: Samsung ATIV S.
Den byder på en AMOLED skærm, dvs. uendelig kontrast og meget høje responstider. Den er tyndere, har SD-kortlæser så man kan udvide hukommelsen og ikke mindst større batterikapacitet end både HTC og Nokia.

Til gengæld fås den ikke i pangfarver..

Jesper Nielsen

Jeg forstår ikke testens konklusion omkring skærmen. Når jeg ser på billedet af de to telefoner med samme billed på,ser jeg en HTC skærm, der er tydeligt plaget af blåt farvestik, hvilket får den grå stol til at se blålig ud og skoene er knaldrøde.
Nokiaen viser derimod stolen i en næsten neutral grå. Billedet er en anelse til den varme side, hvad der får de røde sko til at virke en anelse matte i farven. Nokiaen står langt bedre i favekalibrationen end HTC'en.

Jeg vil foreslå jer, at begynde at teste mobilskærmene med en et testbillede med indlagt gråtonekort. Og i øvrigt kalibrere jeres computermonitor med en skærmkalibrator som Spyder pro III eller lign, så I har en reference at holde op i mod mobilerne.

Jeg forstår ikke begejstringen over AMOLED skærme. De har rigtigt nok en meget høj kontrast, fordi pixlerne slukker ved sort.
Men kontrast er altså ikke den eneste faktor ved kvalitetsbedømmelse af en skærm.
AMOLED ksærme kommer næsten pr. definition med voldsomt blåt farvestik ab fabrik, fordi OLEDskærmen slides, og det sker ikke jævnt for alle farver. Den blå pixel slides hurtigere end de grønne og de røde. Derfor er telefonerne kunstigt skruet meget op i den blå farve fra start. Men i løbet af 1½ år er den blå farve slidt så meget ned, at skærmbilledet er gult og meget mindre lysstærkt end fra ny. LCD svækkes kun langsomt og lige meget for alle farver. Det betyder, at deres kontrast langsomt falder. Men der går meget længere. F.eks kan min 6 år gamle DELL 20" S-IPS LCD computerskærm stadig sagtens kalibreres til optimalt billede.

Et godt råd er, at gå i en gigantisk bue uden om mobiler med AMOLED skærme, indtil producenterne offentligt deklarerer, at de har løst problemet med henfald af farverne.
Det er ikke sket endnu. Til jer, der har en halvgammel Samsung, f.eks en Galaxy S - Prøv at gå i telebutikkerne og se på en ny Samsung og sammenlign farverne på skærmen. I får nok et chok over, hvor gul jeres skærm er blevet. AMOLED skærmen har en elendig levetid.

Hardy Hyldgaard

Syntes bestemt jeg har læst denne test den anden dag på engelsk....Ærgligt at man genbruger test, så gives der kun udtryk fra en bruger....

Christopher von Würden

Der er fordele og ulemper ved alle teknologier, du er tydeligvis modstander af OLED, men hvis man samlet set ser på OLED teknologien overfor LCD har den en lang række fordele såsom lavere strømforbrug, responstid flere hundrede gange større en selv de bedste LCD paneler, nærmest uendelig kontrast, større betragtningsvinkler og kan produceres tyndere og på sigt billigere.

Derudover glemmer du at det er en teknologi der bliver spyttet voldsomme summer penge i, en 1½ år gammel Samsung Galaxys display kan ikke med den argumentation direkte sammenlignes med nuværende topmodellers display da både farver og levetid er blevet langt bedre sidenhen. Samsung siger selv at deres telefoner er bygget til minimum 2 års levetid og at displayet gengiver farver stabilt i hele denne periode.

Jesper Nielsen

Jeg er skam ikke modstander af AMOLED teknologien. Den er uhyre smart på mange måder, men teknologien er ikke moden endnu. Samsung går meget stille med dørene omkring AMOLED og dets levetid. Årsagen er, at det er Sharp, Phillips og LG, der i fællesskab har udviklet og ejer IPS-LCD teknologien. Samsung som ærkerivalen har ikke fået lov at bruge IPS, hvilket er årsagen til at de bruger AMOLED - TFT er ikke egnet til mobilprodukter fordi synvinklen er så begrænset i denne teknologi. Samsung er dog ved at udvikle en variant af IPS, de påstår, er bedre, men den er ikke produktionsklar.
AMOLED er i mine øjne ikke moden, og det er endda muligt, at den aldrig bliver det.
Der er ikke meldt ud, at man har fået OLED til at leve længere. Af samme grund har man ikke lavet fjernsyn endnu med teknologien. Man har vist OLED fjernsyn frem, men ingen af dem er på markedet. Til gengæld bliver LCD-teknologien bedre og bedre
Som kuriosum kan jeg fortælle, at man er i gang med at udvikle OLED's afløser, der hedder OLET (Organic Light Emitting Transistors, hvor forcen netop skulle være længere holdbarhed og strømforbrug.

Grunden til at jeg advarer mod Super AMOLED, er, at min søn netop har en Samsung Galaxy S, der nu er 20 mdr. Jeg fik ved et tilfælde taget den i øjensyn i juli, da den var 18 mdr gammel. Og jeg fik et chok over, hvor ringe den er blevet. Alt har et morgenurinskær over sig, og lysstyrken på displayet, der var min iPhone ret meget overlegent i lysstyrke er nu svagere end min iPhone. Omvendt har min ældste søn en HTC Legend, der er 3 år gammel nu og den står fint i farverne, og min iPhone 4 er stadig lige i skabet med farver og kontrast.

Du kan prøve at tjekke din egen mobil ved at hente dette testbillede:
http://www.fredensvej.dk/testsider/unavngivet.html

Christopher von Würden

Samsung har officielt gået ud og sagt at deres mobiler er testet til at holde minimum 18 måneder og understreget at dette også gælder skærmen:
http://www.ibtimes.com/samsung-galaxy-s3-features-pentile-amoled-display...

Omkring IPS teknologi, har Samsung deres egen variant PLS som benyttes i bl.a. tablets og computerskærme og som på mange punkter er magen til gængse IPS paneler, jeg ved ikke hvorfor du skriver den ikke er produktionsklar, der har været produkter med teknologien på markedet længe. Jeg tror i øvrigt du blander begreber sammen, TFT er en LCD teknologi som bl.a. IPS, PVA, TN, PLS og mange andre paneltyper baseres på, der er masser af mobilprodukter der benytter TFT skærme, inkl. Samsung.

Igen vil jeg ikke modsætte mig at din søns Galaxy S er blevet ringere med alderen, det tror jeg bestemt på, men jeg vil stadig påpege at AMOLED skærme er blevet gevaldigt meget bedre siden den model kom på markedet, men det behøver jeg knap nævne eftersom du selv åbenbart allerede har gjort dig den modsatte erfaring ved HTC Legend, som bekendt også indeholder et AMOLED display. I mobiler er OLED bestemt en moden teknologi og slå endda LCD på mange punkter, så der er jeg uenig, men når vi snakker computerskærme eller TV, så har du helt ret, der er LCD overlegen.

Jesper Nielsen

18 måneder er altså ikke ret lang tid. Specielt ikke, når vi har 24 mdrs. reklamationsret. Og den reelle levetid på en mobil er altså 3 år eller mere. Oftest lever mobilen videre hos en anden end første køber. Mit argument om min søns HTC Legend viser sig ikke at holde hjem - Hans mobil druknede i et toilet under en druktur for et par måneder siden. Den Legend, han har nu, har han lånt af min svigersøn. Den er ganske vist lige så gammel som den druknede, men har ligget i skuffen i næsten 2 år, da svigersønnen opgraderede. My bad - Jeg var ikke klar over udskiftningen, og mente i øvrigt, at Legend var med LCDdisplay. Det jeg havde set er altså en telefon, der ikke er nær så brugt, som den oprindelige. Jeg burde ikke have hevet den frem som eksempel, men jeg vidste ikke bedre i går.
Det er muligt jeg forveksler TFT med FTF TN, der i daglig tale blot benævnes TFT. Omkring PLS troede jeg faktisk, at teknologien var nyere end tilfældet, da jeg ikke kunne finde nogen PLS skærme i paneldatabasen på flatpanels.dk. Det er så desværre flatpanels, der ikke har opdateret databasen siden august 2010. Jeg kan se, at det første PLS panel kom på markedet i maj 2011. Samsung påstår, at PLS er bedre end S-IPS.
Det må så komme an på en prøve, da jeg ikke er meget for at stole på mærket. Samsung har en elendig trackrecord hos mig i al almindelighed.

Pentile teknologien i AMOLED skærmene har ikke løst problemet med nedbrydning af den blå grundpixel eller den generelle nedbrydning heller med faldende lysstyrke til følge. Man har blot ændret pixel layout, så hver pixel kun har to subpixler mod normalt tre. Det forringer opløsningen på skærmen, men gir mulighed for at kunne regulere længere op for den blå farve, pga det specielle array af subpixlerne. Der må så være indlagt en automatisk kompensation som funktion af tiden i mobilen, da der SVJV ikke er mulighed for at kalibrere farverne i brugerfladen.
Jeg bryder mig ikke om konceptet, fordi der aldrig rigtigt er styr på farvetemperaturen. Jeg kan heller ikke lide tanken om at man bare fylder mere blå på ved at overrepræsentere de blå pixler i det specielle pentile array.
Skal man lave en analogi til bildæk, svarer det til, at man har et meget blødt bildæk, der slides hurtigt. Det prøver man så at løse ved at gøre diameteren lidt større ved at lægge mere gummi på. Resultatet er, at mønsteret bliver lidt grovere, hvad der giver mere dækstøj og en forkert gearing i en periode. Dækket slides stadigvæk med samme hast - Der er blot mere gummi at slide af.
Den rigtige løsning var derimod at rode med komponentblandingen i dækket, så det fik længere holdbarhed.

Umiddelbart er IPS LCD teknologien AMOLED overlegen på de fleste punkter.
Farvestyring, holdbarhed, opløsning pr pixel og nu også tykkelse af skærmen med den sidste nye teknologi, som Apple lagde i iPhone 5.
Mod det er større kontrast og formegentlig lavere pris til fordel for AMOLED. Som bruger ser jeg ikke AMOLEDens fordele som noget, jeg ville vægte, modsat fordelene ved LCDskærmen.

Brian Haurholm

Jeg kan ikke forstå, at man skriver i teksten om det to mobiler,
at front kamera er:

HTC 8X 2,1 megapixel

Nokia Lumia 920 1280x960 pixel.

Frem for at skrive, at Nokias frontkamera er lidt dårligere end HTC`s,..

Så vidt jeg kan regne, er det, Nokia, nemlig "kun" er ca. 1.2 megapixel.

Christopher von Würden

Nej man lærer noget nyt hver dag ;)
"FTF TN" det har jeg aldrig hørt om og det har google tilsyneladende heller ikke, sikker på du ikke bare har forvekslet "TFT" og "TN"? og nu er flatpanels.dk heller ikke ligefrem et skærm-orakel ;)
I øvrigt kan det tilføjes at TFT, Thin-Film Transistor, teknologi også er en central del af de fleste OLED varianter.

Nej 18 måneder er ikke meget, men det er 1½ år, den periode du netop påpegede i forbindelse med Galaxy S og så er det den garanterede mimimumsperiode Samsung lover displayet yder maks. Men igen med nye modeller f.eks. Galaxy SIII med pentile layout (tak for pentile lektionen i øvrigt) og Samsung Galaxy Note II med en ny slags fuldt pixel layout er halveringstiden langt højere. Desværre vil hverken Samsung, LG, Sony, AUO, Chi Mei eller nogle af de mange andre OLED producenter ud med præcise tal for halveringstid for deres nyeste displays til henholdsvis TV- og mobilmarkedet, men LG oplyser at deres nye OLED TV har en samlet levetid svarende til LCD baserede TV. Som sidebemærkning kan det siges at Sonys første OLED tv fra 2008 havde en halveringstid på 14.000 timer, det svarer til 5 år ved 8 timers daglig brug, hvilket vidst er rigeligt til selv den mest youtube afhængige mobilbruger.. Samsung har tidligere proklameret at de ikke ville lancere et OLED TV før levetiden var mindst 50.000 timer, det er som bekendt først her i foråret det er sket.

Jeg ved ikke helt hvordan du kommer frem til den konklusion at IPS er overlegen, selv de fleste skærmproducenter siger at OLED er vejen frem, lad os her opridse fordele og ulemper ved LCD og OLED overfor hinanden:

OLED fordele:
Bedre farver (gælder ikke Pentile)
Lavere strømforbrug
Hurtigere responstid
Højere kontrastforhold
Større lysstyrke
Bredere betragtningsvinkler
Tyndere og lettere
Bedre holdbarhed, kan operere i et bredere temperaturspektrum
Kan laves fleksible/bøjelige (på sigt)
Lavere produktionsomkostninger (på sigt)

IPS LCD fordele:
Længere levetid
Lavere produktionsomkostninger (lige nu)
Bedre læselighed i direkte sollys

Jeg vil gerne understrege at denne sammenligning gælder teknologierne generelt og ikke nogen specifik model eller producent. Pentile er jeg heller ikke den store fan af, men Samsung har heldigvis løst problemstillingen henover sommeren i år.

Jesper Nielsen

Jow, der skulle have stået TFT ;o)

Jeg er ikke enig med dig i OLED fordelene.

  1. Bedre farver! Nej, det mener jeg bestemt ikke. Da man ikke har 100% styr på det ikke liniære farvehenfald, har man heller ikke styr på farvebalancen mellem de tre grundfarver. I princippet burde OLED fra helt ny have mulighed for at kunnne producere renere farver, da kontrasten naturligt er høj, og der ingen lightleak findes, da der ikke er nogen baggrundsbelysning. Men da mobiler med OLED i praksis kører med en meget overstyret blå farvetemp fra ny, for at kompensere for det løbende henfald, står OLED ualmindeligt svagt på dette punkt.
  2. Er usikker på om det er helt korrekt. LCD har et uforandret forbrug uanset skærmindhold, så længe Baggrundsbelysning er tændt. OLED bruger kun strøm, så længe noget lyser på skærmen. Men om de mange dioder bruger mere eller mindre strøm end de færre og større i baggrundsbelysningen på LCD, har jeg ingen data om.
  3. Responstid. Er ikke et issue på mobile enheder. ved LCD kan det kun dreje sig om ghosting efter en lysende plet i bevægelse på skærmen. Det er ved at være mange år siden, vi har haft ghosting problemer på computerskærme.
  4. Kontrast - Korrekt Helt nye IPS skærme er dog efterhånden forrygende gode, selv uden dynamisk bagrundsbelysning som Sony Bravia og lign. Et eksempel er den nye iPhone 5, der har en særdeles kontrastrig skærm.
    Lysstyrke er ikke et problem på mobile enheder i dag.
    Vi regulerer typisk ned for at skåne batteriet og bruger automatisk lyskorrektion, hvis det ellers virker efter hensigten.
    OLED mister lysstyrken over tid. For en Samsung Galaxy S er der tale om mere end en halvering over 1½ år.
    Bredere betragtningsvinkler: Nej, den er hverken værre eller bedre end LCD IPS. Årsagen ligger i at OLED ligger begravet under 2 lag glas pga at det kapacitive lag skal være isoleret fra dioderne. IPS har forbedret sin betragtningsvinkel med sidste nye udvikling med bortskaffelsen af det sidste lag glas (igen iPhone 5)hvad der også har gjort IPS lettere.
    Holdbarhed. Levetiden for IPS er ca 3-4 gange så lang som OLED.
    LCD har dog problemer med funktion i ekstrem frost.
    Fleksibilitet og bøjelighed. Der vinder OLED. Problemet er blot at med fleksibilitet/bøjelighed kommer modtagelighed for skrammer. Et materiale kan ikke både være fleksibelt og ridsefast.
    Produktionsomkostninger - Jeg tror faktisk fejlraten på paneler lige nu er større på LCD end på OLED.
    Læsbarhed i sollys - Der er ikke nogen fysisk grund til at OLED er ringere i sollys end LCD. - Andet end at det lysgivende lag kan tænkes at bryde i de to lag glas over det. Der har iPhone 5 i dag den indlysende fordel, at der kun er et lag glas over LCDmatrixen. Der er ingen brydning melle de to lag glas, der er nødvendige på OLED og tidlgiere LCDpaneler.
Christopher von Würden

Der er nu ikke så meget at være enige om mht. fordele, de fleste af dem er videnskabelige fakta.

  1. Jeg kan ikke modsige din personlige mening, men den procentuelle dækning af NTSC og AdobeRGB farvespektre er større på OLED teknologi end på LCD, det er til gengæld faktum. Den blå overstyring ses kun på Pentile OLED skærme og andre ældre varianter, jeg er som nævnt heller ikke tilhænger af denne måde at gøre det på.

  2. OLED har ingen konstant baggrundsbelysning, derfor bruges mindre strøm, at du skruer ned for lysstyrken på en LCD skærm ændrer ikke på baggrundsbelysningens eksistens. Dog har du ret hvis displayet kun viser hvid farve, det er den farve der sluger mest i OLED mens LCD sluger lige meget strøm uanset farve.

  3. Det kommer vel an på hvad man bruger den til. Det er til gengæld et issue på PC skærme, enhver counterstrike spiller vil sikkert tage imod OLED med kyshånd når de findes som PC skærme, 0,01ms den er svær at matche.

  4. GSMArenas test af iPhone 5 konkluderer meget fint på dit udsagn, de har målt kontrastniveauet i skærmen til 1490:1 ved 100% lysstyrke. OLED ligger i omegnen 100.000.000:1 (eller omsat til dansk: uendelig).

  5. Jo den er faktisk bedre. Et LCD panels sammensætning og måden det udsender lys på påvirker at farverne falmer når man ser panelet fra siden af, et godt eksempel er iPhone 4 hvor skærmen blev gennemgået af PhoneArena.com. Når skærmen ses fra en 30 graders vinkel falder den opfattede lysstyrke med 57 %, på OLED er dette tal uændret (For Pentile gælder det dog at skærmen kan have et rødt eller grønt skær alt efter hvilken side man ser i en skarp vinkel fra, gælder kun Pentile).

  6. Prøv at tage et kig på disse oversigtsbilleder:
    LCD:
    http://i-cdn.phonearena.com/images/articles/33655-image/LCD-jpg.jpg

OLED:
http://i-cdn.phonearena.com/images/articles/33656-image/OLED-jpg.jpg

LCD består af 7-8 lag mens OLED kun består af 3. Alene det faktum at du skal inkorporere baggrundsbelysning betyder meget for vægt og tykkelse.

  1. Med holdbarhed mente jeg ikke levetid, men derimod holdbarhed overfor fysiske ekstremer. Levetiden er længere for LCD, den er dog ikke 3-4 gange så lang som du påstår, men tættere på 15-20% længere for nuværende produktionseksemplarer, du sidder desværre fast i et 2010-niveau med den opfattelse, sådan er det ikke i 2012.

  2. ja bøjelige materialer er mindre ridsefaste, men nu kan glas som bekendt også fremstilles i alskens geometriske former og en buet mobil kunne da være cool.

  3. Måske er fejlraten lavere på OLED, det ved jeg faktisk ikke, men generelt set er de stadig dyrere at producere, grundmaterialer er derimod billigere så på sigt bliver LCD overhalet på produktionsprisen.

  4. Det var nok mere min personlige holdning og erfaring, jeg sidder selvfølgelig alligevel indendørs og læser mobilnyheder dagen lang, så sollys er ikke et issue for mig, det eneste der dur i direkte sollys er naturligvis e-ink teknologi ;)

Jesper Nielsen

Jeg vil ikke fornægte, at du i teorien og på papiret kan få OLED til at score bedre end LCD. Men i praksis er det en helt anden sag. Allerførst!
Pentile matrix er et forsøg på at få OLED til at leve længere ved at øge lysstyrke fra ny af og give sørge for at blå er overrepræsenteret i matrixen. Det er en omkostning, man har valgt, netop fordi halveringstiden på de organiske forbindelser er for lav. Efter hvad jeg kan se på min søns Galaxy S, så er halveringstiden for grøn og rød ca 1½ år på et mobilt device, der bruges jævnligt. Den blå en god del hurtigere. næmere 1 år. Med så høj en henfaldstid kan man ikke holde farvetemperaturen på plads, især fordi henfaldet ikke er liniært for de tre grundfarver. I praksis ville du skulle kalibere en OLED skærm hver 14. dage bare for nogenlunde at fastholde farveægtheden.
Nu er jeg fotograf og går netop op i, at tingene ser ordentlige ud.

Problemet for OLED er jo netop, at man ikke har løst problemet med henfaldet af de organiske forbindelser. Og det er netop derfor man har lavet Pentile matrixen.

Et andet problem er følsomheden over for UVstråling. Det er LCD også meget følsom for. Det er ikke så stort et problem for mobile enheder, der lever størstedelen af livet i en lomme, men for et fjernsyn, der bliver ramt af direkte sollys, vil det være dræbende på ret kort tid.
Kontrast er en elendig parameter at bedømme en skærm på. Mit Plasmatv har en kontrast på en trediedel af iPhone 5 og halvdelen af de bedste LCDfjernsyn - Alligevel har det suverænt det mest detaljerede og pæneste billede i forhold til LCDkonkurrenterne. LCD er bedst til computer og mobile enheder, Plasma er til rigtige tv. ;o)
OLED kunne være rigtigt godt, hvis ikke det var så begrænset af skærmens henfald. Plasma og OLED er jo begge aktive paneler.
Når det kommer til OLED skærme på mobile enheder, så topper iPhone 5 jo Samsungs panel iflg Nikolaj Sonne på So Ein Ding. Og har ikke en synligt ringere kontrast.

Efter hvad jeg er orienteret om, så er OLED til mobile enheder bygget op af en bagplade, det organiske lag, en isolator og polariserende glasskive, det kapasitive lag på en folie, og yderste glasplade. - Altså minmum 5 lag.
Tager vi udgangspunkt i iPhone 5 LCDdisplay, da det er det tyndeste på markedet lige nu, så er det samlede panel komplet med bagrundsbelysning frontglas og bagplade tyndere end 3,5 mm Altså "the hole shabam." Det er også grunden til at iPhone 5 er den tyndeste mobil på markedet nu med sine 7,4 mm. Årsagen er man nu kan spare et lag glas væk, fordi man har lagt de kapacitive lag sammen med polariseringsfilteret.
http://www.ifixit.com/Teardown/iPhone+5+Teardown/10525/1

Betragtningsvinklen på SG S er ikke bedre end iPhone 4, tvært om, og den har ikke pentile. IPS LD mister iøvrigt kun lysstyrke ved stejle vinkler, men holder farveægtheden. TFT TN mister stort set alt ved selv små vinkler.

Men når producenterne får styr på henfaldet på OLEDskærme, springer jeg gerne på, men det er bare ikke endnu. Det blir da spændende at se, om OLET har samme skavanker. De er jo langt mere effektive end OLED.
Jeg tillader mig at forholde mig dybt skeptisk over for OLED, netop fordi jeg har set, hvordan Samsung bruger forbrugerne som betatestere.
Jeg havde ingen negative betragtninger om OLED før jeg så min søns Samsung Galaxy S

Christopher von Würden

Problemet for OLED er jo netop, at man ikke har løst problemet med henfaldet af de organiske forbindelser.

Kan du venligst fremvise noget dokumentation for dette? Eksempelvis LG eller Samsungs nye TV, Galaxy Note II eller lignende produkter, for jeg kan ikke finde den information. Galaxy S er en ret gammel model (2 år) og er ikke et retvisende eksempel for nutidens OLED teknologi.

Kontrast er en elendig parameter at bedømme en skærm på. Mit Plasmatv har en kontrast på en trediedel af iPhone 5 og halvdelen af de bedste LCDfjernsyn

Kontrast er en af de parametre du kan bedømme billedkvalitet på, hvis dit plasma-tv har dårligere kontrast end en iPhone med LCD, så er du godt nok blevet snydt, jeg ville gå ned hos forhandleren og forlange pengene tilbage med det samme. Prøv at læs lidt op om det forskellige skærmteknologier, så ved du hvorfor LCD ikke kan nå hverken OLEDs eller Plasma teknologiernes kontrastniveauer.
http://en.wikipedia.org/wiki/Plasma_display#Contrast_ratio
Som nævnt tidligere har GSMarena målt iPhone 5s display til 1490:1.

Tager vi udgangspunkt i iPhone 5 LCDdisplay, da det er det tyndeste på markedet lige nu, så er det samlede panel komplet med bagrundsbelysning frontglas og bagplade tyndere end 3,5 mm

Allerede i 2008 fremviste Samsung en OLED skærm med en tykkelse på 0,05mm - Så kan du komme et lag gorillaglas ovenpå, så ender vi på 1-2mm total tykkelse. Både Samsung og LGs OLED TV fra CES i år ligger på 4mm total tykkelse og det er altså inklusiv elektronik og rammen det er pakket ind i.

iPhone 5 er den tyndeste mobil på markedet nu med sine 7,4 mm. Årsagen er man nu kan spare et lag glas væk, fordi man har lagt de kapacitive lag sammen med polariseringsfilteret.

Så er du en af de mange der er faldet for Apples marketingsmaskine.
Oppo Find 5 er kun 6,9mm tyk: http://www.gsmarena.com/pics_and_specs_of_oppo_find_5_emerge_has_a_fullh...
Motorola RAZR XT910 er 7,1mm tyk: http://www.gsmarena.com/motorola_razr_xt910-4273.php

Betragtningsvinklen på SG S er ikke bedre end iPhone 4, tvært om, og den har ikke pentile. IPS LD mister iøvrigt kun lysstyrke ved stejle vinkler, men holder farveægtheden. TFT TN mister stort set alt ved selv små vinkler.

Sjovt nok faldt jeg over netop denne:
http://i-cdn.phonearena.com/images/articles/33882-image/IMG-9313-jpg.jpg
Til venstre iPhone 4 og til højre Samsung Galaxy S set fra en 30 graders vinkel, forskellen er ret tydelig.

Men når producenterne får styr på henfaldet på OLEDskærme, springer jeg gerne på, men det er bare ikke endnu.

Jeg forstår slet ikke hvad du venter på ;)

Jesper Nielsen

Det er jo det evindelige problem med at bevise, at et nyt produkt har ringere holdbarhed. Her kan jeg kun tage udgangspunkt i tre ting. 1) Samsung Galaxy S har med sikkerhed en alt for ringe holdbarhed på skærmen. 2) Ingen af OLED producenterne har offenliggjort statements om, at de har fundet organiske forbindelser med længere holdbarhed end tidligere. 3) Samsung har valgt en tydeligt ringere løsning pr pixel med Pentile arrayet for at forlænge levetiden ved at overrepræsentere blå i arrayet.
Billedet fra Phonearena.com viser to ting.
1) At Photoarena-folkene er elendige fotografer med grundlæggende mangel på forståelse for farvetemperatur. Billedet er taget med en for varm kelvintemp, og iPhonen fremstår langt varmere i farverne, end den rent faktisk er. Apple har generelt en foretrukket indstilling, der ligger lige 100 kelvin over, det hvad Pantone foreskriver, og det går igen i alle deres produkter. Tager man billedet ind i Photoshop og giver sig til at regigere billedet, så iPhonen ser ud som i virkeligheden med den vinkel(jeg har faktisk et forlæg i min egen iPhone 4) Så står Samsung Galaxy S fuldstændig blåcyan i farverne i en helt absurd grad. Det stikker allerede kraftigt ud med den fejleksponering der vises på hjemmesiden.
Når man ser det billede og så min søns Samsung Galaxy S, så får man for alvor et chok over, hvor ringe skærmen er blevet på mindre end to år.

Når jeg siger, at kontrast ikke er en væsentlig parameter, skyldes det det simple faktum, at rent sort aldrig bruges i filmindustien. Jeg tør udfordre dig, at du kan sidde og importere billeder fra alle de film, du lyster og finde de allermørkeste partier, hente dem ind i Photoshop og så prøve med farvepipetten og se, om du kan finde rent sort. Ligegyldigt, hvor hårdt du forsøger vil du finde, at rent sort ikke findes andet end i vektorgrafik. For rent sort er en død farve uden mulighed for at vise detaljer. Alt, hvad du ser i en film, som du opfatter som sort er en knækket sort. Og når man ikke viser rent sort, så udnytter man aldrig skærmens fulde kontrast potentiale. Selv i computerspil bruges sort ikke rigtigt, for så ser tingene ikke livagtige ud. Så det er kun grafer, displays og spil i nintendoniveau og så windows 8, der bruger ægte sort.
For oplevelsen af et billede er det ligegyldigt.
Den der Oppo Find 5 er slet ikke på markedet, og det viser sig allerede nu, at den bliver tykkere ved release.
Motorola findes åbenbart slet ikke på det danske marked mere.
Så jeg holder fast i, at iPhone 5 er den tyndeste smartphone på markedet indtil videre.
Jeg tror heller ikke, at man i realiteten kommer uden om at have en fast bagplade til OLED for ikke at få oplevelsen af delamination af skærmen. Glasset er ca 1,5 mm tykt for at være stabilt nok, så med polariseringslag, kapacitivt touch ryger vi også op i 3,5 mm. Alene de to lag glas er 3 mm.

Fakta er, at OLED ikke står mål med mine krav om farvegengivelse hverken fra ny eller som halvgammel mobil. Så derfor står jeg over, indtil de har fået styr på den slags. Og jeg kan jo ikke ligefrem klage over kvaliteten på LCDskærmene, så det går jo nok.

Jesper Nielsen

Nej, da den var ny, var telefonen faktisk temmelig blåcyan i farverne med megen pang i farverne og høj kontrast og med masser af lysstyrke. Nu er skærmen meget gul, og lysstyrken er faldet til ca det halve.

Jeg skal forsøge, om jeg kan lokke mobilen længe nok fra sønnen til at jeg kan tage en serie billeder af den holdt op imod min iPhone 4.

Jesper Nielsen

Jeg har fundet en seriøs hjemmeside, der uelukkende gør i displays og kunsten at optimere dem.

De har lavet en Samsung Galaxy S shoot out
http://www.displaymate.com/OLED_Galaxy_S123_ShootOut_1.htm
Her fortæller de blandt andet, at Gengivelsen for rent hvidt, som kaldes D6500 for naturligt dagslys eller 66500 kelvingrader. ved højere kelvin temperaturer bliver det viste mere blå og cyan, altså koldere og ved lavere kelvingrader bliver det viste mere varmt og gult. Samsungs OLED varierer fra 10200 kelvingrader for Samsung Galaxy S til 7900 for Galaxy S III. Det forklarer Den meget blåcyane farve, jeg beretter om for Galxy S fra ny af. Samtidigt Samsung nogle sjufter til at indstille gamut for skærmen, hvor de konsekvent kører med kraftig overstyring med en gamut på 138 % for alle tre skærme. De giver oversaturerede farver især i det grønne og displaymate kalder skærmbillederne på Samsungskærmene for "Gaudy" hvilket betyder prangende og spraglede. Det får blandt andet kraftigt farvede billeder til at vælte helt over, med orange hudtoner og selvlysende planter. Det er desværre ikke bare Samsungs mobiler, der er plaget af for høj gamut, men generelt også for dderes TV. Jeg vil vove den påstand, at de ikke har forstand på at lave en ordentlig skærm med korrekt standard-indstilling.

Jeg må sige, at jeg også har lært noget af denne gennemgang. Jeg var overbevist om at pentilearrayet var lavet for at få flere blå pixler til rådighed, men nej, der er færre, men de er til gengæld noget større end nabopixlerne..
Grøn har dobbelt så mange pixler som blå og rød.

Producenterne hævder iøvrigt at halveringstiden på blå er 20.000 timer og 200.000 timer for rød og grøn.
Jeg hævder, at det er reklamebullshit, og den reelle halveringstiden er lidt under 10.000 timer for blå. SAmsung GSIII har i øvrigt fået svækket lysstyrken betragteligt i forhold til sine forgængere for at skåne den blå farve. og der er selvfølgelgi lagt en korrigerings algoritme ind for at rette op på den degenererende skærm.
Sjovt nok, så er deres overdrevne gamut og blå startsskærm faktisk gift for skærmens levetid. De burde justere gamut for at minske henfaldsproblemet.
Der er ikke sket udvikling i de organiske forbindelser, der bruges til OLED.
En anden ting er, at OLED har mere end dobbelt så højt et energforbrug i forhold til en LCD, fordi især den blå og den røde pixel er meget ringe til at omsætte energien til lys. den blå pixel skal bruge 12 gange så meget strøm for at sende den samme mængde lys ud som den grønne pixel, den røde bruger 1,8 gange så meget som den grønne.
Faktisk skal SGS III bruge 3 gange så meget strøm for at vise den samme mængde lys på samme areal som en iPhone 5, og i praksis bruger den dobbelt så megen strøm ved Maks settings oms iPhonen.

Endnu sjovere er det at læse displaymates skærm shootout mellem Samsung Galaxy S III og iPhone 5.
http://www.displaymate.com/Smartphone_ShootOut_2.htm

Det står ret klart, at Apple prioriterer korrekt visning og strømforbrug mod Samsungs hang til pangfarver og absurde farvetemperaturvalg.

OLED har lang vej, førend de er på højde med med IPS LCD.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen

TDC skifter koncernchef efter faldende mobilomsætning

Jesper Stein Sandal Mobil og tele 14. aug 2015

Nyeste job

KurserStyrk dine evner med et kursus

Master i hospitalsmanagement

Hvornår: Hvor: Fyn Pris: kr. Efter aftale

TOGAF 9.1 Foundation og Certified

Hvornår: 2015-11-09 Hvor: Storkøbenhavn Pris: kr. 24500.00

Kvalitetslederuddannelsen - Kompetencegivende uddannelse i kvalitetsledelse med personcertificering

Hvornår: Hvor: Fyn Pris: kr. 40000.00

IT-Service Excellence

Hvornår: 2015-10-05 Hvor: Storkøbenhavn Pris: kr. 14900.00

Excel Diagrammer kursus - I

Hvornår: 2015-12-11 Hvor: Storkøbenhavn Pris: kr. 3500.00