Brug Kinect som billig 3D-scanner og print din klon på 3D-printeren

Du skal blot sidde stille i to minutter. Derefter er det kun et spørgsmål om at vente på, at printeren bliver færdig med din klon. Det lugter lidt af science fiction, når man får demonstreret, hvad de to franske softwareudviklere bag firmaet Manctl har skabt med elektronik til nogle få tusinde kroner.
3D-printere er efterhånden blevet så billige, at de kan købes af skoler og hobbyfolk, men spørgsmålet melder sig hurtigt: Hvad skal man printe?

En ting er at skabe et 3D-objekt i et CAD-program, men ofte vil man gerne kopiere et fysisk objekt og få en 3D-model på computeren, som man kan manipulere og derefter udprinte.
Det kan gøres med særlige 3D-scannere, men det kan faktisk også gøres med noget, der er lidt mere overkommeligt for hobbyfolk, nemlig Kinect-sensoren fra Microsofts Xbox-spilkonsol.
Kinect-sensoren har nemlig et stereokamera, en infrarød projektor og et almindeligt farvekamera, som tilsammen gør det muligt at opfange et 3D-billede.
Normalt er Kinect-sensoren beregnet til at sidde fastmonteret, men ved i stedet at holde det objekt, man gerne vil indscanne stationært og så bevæge Kinect-sensoren omkring det, kan man få en 3D-model.
»Vi sammenligner to frames efter hinanden, så man skal føre sensoren i en jævn bevægelse. Hvis man gør det for hurtigt, kan den ikke følge med,« forklarer Nicolas Burrus fra Manctl til Version2.

I praksis betyder det, at hvis man vil indscanne en person, placerer man personen på en stol, hvorefter man langsomt og systematisk bevæger sig 360 grader rundt om personen, mens man fører Kinect-sensoren op og ned.
Softwaren, som Manctl har udviklet, er baseret på Microsofts Kinect for Windows-udviklingsværktøj, og fungerer ved at sammenligne fikspunkter mellem de enkelte billeder til at kæde dem sammen til en tredimensionel model.
Modellen kan man efterfølgende behandle i et CAD-program og derefter sendes videre til en 3D-printer.
Microsoft har endnu ikke afsløret detaljerne for den næste version af Kinect-sensoren, men den skulle angiveligt give endnu større nøjagtighed og sågar være i stand til at opfange bevægelsen af enkelte fingre eller læberne, hvor den nuværende sensor blot kan opfange større bevægelser. Og altså også bruges som 3D-scanner.

Kommentarer (1)
Jeg har selv siddet og leget lidt med Kinect sidste semester på uni, så thum up til deres projekt. Umiddelbart lyder dette projekt til at lægge sig op ad samme metode som bliver brugt i KinectFusion så hvis der er nogen der synes det lyder interessant så er det nok værd at tage et kig på http://research.microsoft.com/en-us/projects/surfacerecon/ hvor man kan læse de udgivne papers.

