Salesforce.com allierer sig med Facebook
To af Web 2.0-generationens frontfigurer går nu sammen om at forene to platforme for at kombinere sociale netværkstjenester med webbaseret forretningssoftware.
Salesforce.com og Facebook har udviklet en fælles platform, som giver udviklerne på Salesforce.com's Force.com-platform mulighed for at udnytte Facebooks platform.
»Vi ser det sociale mødes med CRM og virksomhederne for første gang,« udtaler direktør Marc Benioff fra Salesforce.com ifølge en pressemeddelelse.
En af mulighederne ved at kombinere de to platforme vil være, at udviklerne kan skabe applikationer, som giver kunder mulighed for at logge på tjenester ved hjælp af Facebooks single sign-on Facebook Connect.
Facebook Connect er skabt som et alternativ til den åbne standard OpenID, som understøttes af blandt andre Yahoo og Facebook-konkurrenten Myspace.
Force.com til Facebook gør det også muligt at bruge Facebooks platform, men stadig køre applikationerne som en service via Force.com.
Måske mere væsentligt set fra et salgssynspunkt og betænkeligt fra et privacy-synspunkt vil være muligheden for at udnytte data om brugernes netværk i applikationerne.
En af mulighederne vil være opbygningen af værktøjer til samarbejde omkring projekter, hvor Facebook kan bruges som det primære miljø med forbindelse til tjenesterne på Force.com.
Kommentarer (1)
Når nu MS har investeret 1,8 mia dollar i facebook så var det nok ikke for at få dem til at samarbejde med deres konkurrenter.. Tror der er nogen i dynamics divisionen i MS der gerne havde set at facebook havde valgt andre samarbejdspartnere på CRM markedet. Microsoft Dynamics CRM f.eks. :)
