Sådan fungerer Microsofts nye Surface-tastatur
Da Microsoft lancerede de to Surface-tablets, var det med et farvestrålende cover som fast følgesvend. For dette dækken rummer nemlig også et tyndt tastatur, der skal gøre overgangen fra en almindelig bærbar computer til en tablet mere glat.
Tastaturet er også en af de forskelle, Microsoft kan slå på i forhold til Apples iPad, der i dag sidder tungt på markedet. Og derfor har Microsoft også travlt med at fortælle, at det ikke er hvilket som helst keyboard, de har fundet på.
Selvom den tynde udgave af tastaturet kun er tre millimeter tyk, kan tasterne registrere forskellige grader af tryk, forklarer Microsoft til it-mediet Techradar. Dermed kan man lade fingrene hvile på tasterne, uden at det bliver registreret som et tryk, og først når der kommer mere kraft bag påvirkningen, popper der et bogstav op på skærmen.
Det sker ved hjælp af en trykfølsom film, som Microsoft fik patent på i 2003. Først i 2010 blev teknologien taget i brug i et faktisk produkt, nemlig spiltastaturet Sidewinder X4. Teknologien registrerer nemlig tastetryk meget hurtigt, hvilket er oplagt til computerspillere.
Det nye tablet-tastatur registrerer et tryk ti gange hurtigere end et normalt keyboard, hvor det typisk sker på 8 millisekunder, lyder det fra Microsoft.
I den lidt tykkere version af det nye tastatur har Microsoft placeret fysiske taster med 1,5 millimeters vandring, hvilket er det samme som på en normal bærbar computer. Men under tasterne er det samme trykfølsomme film som på det tynde tastatur, der bliver brugt.
Type Cover, som den tykke version hedder, er 6,8 millimeter tykt, altså lige en millimeter eller to mindre end de nyeste, tynde smartphones på markedet.

Kommentarer (3)
ser det ud til at MS har fremstillet et stykke godt hardware.
Hvornår kommer løs-vægts-udgaven?
Så vidt jeg forstår på Engadet, så fik ingen af de fremmødte journalister rent faktisk lov til at afprøve tastaturerne live, men kun i slukket tilstand, så gad vide om der mangler noget før de rent faktisk virker som lovet?
Der mangler kun en induktiv spole, så det kan holde kaffen varm, og at det kan tåle en grydevask i opvaskemaskinen, så er det perfekt.

