Rygte: Nokia afslører 2 nye Windows-telefoner 5. september

Den finske mobilproducent Nokia løfter formentlig sløret for to helt nye telefoner med Windows Phone 8 ved et fælles arrangement med Microsoft 5. september. Det skriver The Verge.
Mediet citerer anonyme kilder fra de to selskaber, og ifølge dem kommer de to modeller til at hedde henholdsvis Arrow og Phi og bliver en del af Nokias Lumia-serie.
At Nokia er på vej med to nye telefoner med Windows Phone 8, kommer næppe som den helt store overraskelse for dem, der følger med i den kriseramte mobilgigants kamp for at holde sig oven vande.
Windows Phone 8 er afløseren for Microsofts Windows Phone 7, som Nokia i forvejen har brugt på blandt andet de to telefoner Lumia 800 og Lumia 900.
Begge telefoner har modtaget roser i pressen, men har foreløbigt solgt skuffende.
Med lanceringen af Windows 8 og Windows Phone 8 er det tanken, at mobil, tablet og pc skal smelte mere sammen og gøre det lettere at udvikle apps og programmer, der uden de store ændringer kan køre på alle tre.
Den model kendes i forvejen fra Apple-platformen iOS.
Ifølge The Verge bliver Phi den dyre model med den velkendte polykarbonat-krop fra Lumia-serien, mens Arrow prismæssigt lægger sig i mellemklassen.
Kommentarer (1)
det eneste jeg kan høre er...
bla bla bla bla bla bla nokia bla bla bla windows phone 8 bla bla bla...
det eneste men hjerne siger...
give it to me! give it to me! give it to me! give it to me!

