Red Hat skrotter Itanium i Enterprise Linux 6
Linux-distributøren Red Hat kan ikke længere se forretningsmæssig fornuft i at supportere Intels Itanium-platform. Derfor bliver Itanium skrottet i den kommende version 6 af Red Hat Enterprise Linux. Det skriver blandt andet Linuxworld.
Intels Itanium-processorer er i dag en specialiseret platform, som anvendes i visse servere fra især Hewlett-Packard til dets Integrity-servere. Itanium var oprindeligt udviklet som Intel og HP's bud på en 64 bit-platform, men på servermarkedet er den blevet overhalet af den langt mere udbredte x64-arkitektur.
Red Hat har hidtil leveret Enterprise Linux med support til flere processorplatforme, men for selskabet udgør Itanium formentligt kun en meget lille del i forhold til x86-markedet, vurderer IDC-analytiker Chris Ingle ifølge Linuxworld.
For de nuværende kunder betyder Red Hats beslutning formentligt ikke det store på supportsiden. De fleste kunder, som benytter Itanium, har nemlig typisk en supportaftale direkte med hardwareleverandøren frem for gennem Red Hat.
Til gengæld betyder det, at kunderne nu sidder fast på Red Hat Enterprise Linux 5 med meget få alternativer på markedet.
Red Hats beslutning kan desuden ses som endnu et tilbageslag for Intel og HP, som begge har lagt mange ressourcer i Itanium, men uden at platformen er slået igennem uden for specialiserede markeder. Itaniums problemer understreges også af, at Intel er forsinket med den næste generation af Itanium med kodenavnet Tukwila.
Kommentarer (1)
Jeg ved ikke om det kan opfattes som et tilbageslag for HP/Intel.
Dengang vi fik præsenteret 'projektet' af HP, var der en udtrykkelig klausul om, at Intel ikke måtte fabrikere bundkort med mere end 2 CPU'er.
Det opfatter jeg som Itanium alene er udviklet til highend, altså specialiseret marked, så jeg tror ikke der bliver gjort nogen indstats for at udbrede dem generelt.
