Posten bruger it-milliarder for at kunne slippe af med konsulenter
To store SAP-systemer skal blive til ét. Og så er der de mange, forskelligartede applikationer, der bliver brugt på postcentre og posthuse i Danmark og Sverige, hvor der også skal lægges sammen og ryddes op.
Sådan så opgaven ud for hollandske Joss Delissen, da han blev it-direktør for Posten Norden i juni efter sammenlægningen af det danske og svenske postvæsen. Og til den massive opgave skulle der bruges hjælp udefra.
»Outsourcingen af al vores applikationsudvikling er et naturligt skridt efter fusionen. De næste par år skal vi bruge mange ekstra hænder til at hjælpe os med at sammenlægge vores it-resurser. Og når det er overstået, skal vi ikke bruge al den ekstra hjælp længere,« forklarer Joss Delissen.
Derfor faldt valget på en storstilet outsourcing af al applikationsudvikling og -support, så det blev nemmere at skrue op og ned. Orden, der er i milliardklassen og omfatter 280 interne it-folk og 150 eksterne konsulenter, skal fra maj løses af it-leverandøren Logica.
»Vi har også brug for at kunne løse denne opgave hurtigt, for vi skal være klar, når afmatningen i økonomien bliver afløst af vækst igen,« siger han.
Hvor mange kroner, outsourcingaftalen skal spare Posten Norden for, kan han ikke udspecificere, men trækket er en del af en samlet effektiviseringsplan for det store dansk-svenske firma med 50.000 medarbejdere. I alt skal fusionen efter planen give en besparelse på 700 millioner danske kroner, og it-effektiviseringer er en vigtig del af disse besparelser, forklarer it-direktøren.
Når outsourcingen er gennemført, vil it-kontorerne hos Posten Norden ikke just stå tomme hen. Der vil stadig være 700 it-folk internt, og almindelig drift er for eksempel ikke outsourcet. Men med aftalen med Logica får Posten Norden nem adgang til at skrue op og ned for blusset blandt Logicas 40.000 medarbejdere globalt.
»Ved at have en stærk partner, der har fokus på softwareudvikling, kan vi nemt skalere. Imens har vi også vores interne it-folk, der vil arbejde meget tæt sammen med vores forretning,« siger Joss Delissen.
Om der skal outsources mere lige nu, vil Joss Delissen ikke uddybe.
»Vi har fokuseret rigtig meget på denne her aftale nu. Så må vi se, hvad der ellers skal ske bagefter,« siger it-direktøren.
Hvad kontrakten med Logica i alt løber op i, eller hvem der ellers har budt på opgaven, er heller ikke oplysninger som Posten Norden deler ud af - udover at der var et stort felt af leverandører, og udvælgelsen er sket efter lang og grundig granskning.


Tilføj kommentar