Oracle har ikke travlt med at få Fusion færdig
Softwaregiganten Oracle har ikke længere så travlt med at få den fremtidige fælles platform Fusion på plads for alle selskabets ERP-produkter, som selskabet tidligere signalerede.
»Lige nu prioriterer Oracle at få flertallet af Oracle E-Business Suite-, PeopleSoft Enterprise- og JD Edwards Enterprise One-kunderne til at køre de nyeste versioner,« siger chefanalytiker Albert Pang fra IDC til amerikanske CIO.
Når først kunderne kører de nyeste versioner, vil det være lettere for Oracle at få dem til at skifte til Fusion-baserede produkter.
Oracle har samtidig mistet hovedarkitekten bag Fusion, danske Jesper Andersen, som forlod Oracle i begyndelsen af september for at arbejde for Cisco.
Fusion skal ikke blot være en fælles platform for de fremtidige versioner af Oracles forretningssoftware, det er samtidig også Oracles bud på en serviceorienteret arkitektur, SOA, og udnyttelse af Web 2.0.
Siden 2006 har Oracle talt om Fusion, men bortset fra nogle få produkter, som er baseret på dele af Fusion-teknologien, er der ikke kommet konkrete Fusion-produkter. Ved Oracle Open World 2008 antydede Oracle-chefer, at de første produkter formentligt først ville komme i 2010.
»Forsinkelsen er egentligt ikke overraskende i betragtning af, hvor stort et projekt det er, som Oracle forsøger at føre ud i livet med Fusion,« siger chefanalytiker Dwight Davis fra Ovum til CIO.
Oracle ser ud til at have valgt at sætte farten ned for udrulningen af Fusion. Dels for at sikre den nødvendige stabilitet, som skal få kunderne til at skifte, og dels fordi, Oracle har foretaget flere store opkøb, som skal integreres i Oracle-familien.
Samtidig ser Oracle lige nu ud til at være mindre truet på de teknologier, som Fusion skal bidrage med, fra konkurrenter som SAP og Microsoft.
»Det er ikke ligefrem sådan, at hvis de ikke er klar i 2009, så bliver de overhalet af SAP og Microsoft,« siger Dwight Davis til CIO.

Tilføj kommentar