Openoffice 3.1 frigivet
Med et par ugers forsinkelse i forhold den først angivne dato blev den alternative kontorpakke Openoffice.org 3.1 frigivet til download torsdag i sidste uge.
Siden OpenOffice 3.0 blev frigivet i oktober sidste år, er programmet blevet hentet mere end 60 millioner gange alene fra OpenOffice.org's hjemmeside. Programmet er oversat til mere end 90 sprog og kan installeres på alle gængse platforme.
Version 3.1 forbedrer OpenOffice på en række punkter, blandt andet ved at introducere antialiasing i alle dele af programmet, ved forbedret hastighed i regnearksprogrammet Calc og yderligere detaljer i arbejdet med diagrammer. Introduktion af antialiasing har været længe undervejs og er det hidtil største enkeltprojekt, skriver projektet i en pressemeddelelse.
Version2 har for nylig testet Openoffice 3.1, og konklusionen var »ét af de bedste alternativer til Microsofts kontorpakke.« Dog var der hældt lidt malurt i bægeret ved at påpege, at de problemer, som version 3.0 havde med at vise Microsoft Office 2007-tabeller, stadig var at finde i version 3.1.
»Tabeller er kardinalpunktet. Det er ikke en lille opgave at implementere Microsoft 2007-formater i OpenOffice. Problemet er nemlig, at det ikke er OOXML-specifikationen, der bliver implementeret,« forklarede Leif Lodahl, som koordinerer den danske oversættelse af OpenOffice, dengang.
De næste versioner af Openoffice vil ifølge bagmændene fokusere på de langsigtede projekter kaldet 'performance' og 'renaissance', der ikke overraskende skal forbedre hastigheden og brugeroplevelsen.


Tilføj kommentar