Nyuddannede it-folk undgår krisen - hvis de skynder sig at få job
De nyuddannede it-drenge og -piger har stadig nemt ved at få job på trods af finanskrisen. Men jo længere tid, de er ledige efter endt studium, jo sværere bliver det at få fingrene i det første job, skriver Prosabladet.
Derfor handler det ikke overraskende om at komme hurtigst muligt ind på it-arbejdsmarkedet, påpeger de it-professionelles fagforbund, Prosa.
For de nyuddannede medlemmer i Prosa holder samme ledighedsniveau som de sidste par år.
Tendensen er derfor ikke, at de nyuddannede har sværere ved at komme ind på arbejdsmarkedet på grund af krisen. Men generelt er det sådan, at hvis en nyuddannet ikke forholdsvist hurtigt kommer ind på arbejdsmarkedet, bliver det svært, siger leder af Prosas A-kasse, Anne Grethe Hansen.
»Derfor er det vigtigt, at de nyuddannede sælger sig selv bedst muligt, så de hurtigt kommer i job og dermed får den erhvervserfaring, der er vigtig i kommende jobsøgninger,« siger Anne Grethe Hansen til Prosabladet.
En ny undersøgelse fra IT-Universitetet i København bekræfter billedet af, at nyuddannede it-folk har nemt ved at få job. Den viser, at over halvdelen af it-kandidaterne har job, allerede inden de afslutter uddannelsen, 95 procent har et job et år efter, de blev færdige, og 97 procent efter to år.
86 procent af cand.it.'erne er ansat i en it-stilling, og de mest hyppigste arbejdsopgaver er programmering, analyse og kravspecifikation, projektledelse og webdesign.
For de nyuddannede datamatikere er ledigheden steget en smule i den seneste undersøgelse fra maj i år. Der var ledigheden 20 procent efter et halvt år på arbejdsmarkedet, og 10 procent efter et år. I et par år har ledigheden været lavere og helt ned til to procent efter et år på arbejdsmarkedet.
Ifølge undersøgelsen rammer ledigheden hårdest i Midtjylland, Roskilde og Aalborg, hvor den er på 30-40 procent, og mindst i Nykøbing F., København, Århus og Skive.


Tilføj kommentar