Nyt forskningscenter på ITU skal øge lysten til at lære om it

Illustration: ITU
Mange mennesker bliver skræmte bare ved tanken om at lære om it, fx et programmeringssprog. Men sådan behøver det faktisk ikke at være, lyder det fra ITU.

Den 5 november åbner et nyt center på ITU, der skal sikre, at it-fagene åbnes for flere på alle niveauer fra folkeskole til universitets-niveau.

Det såkaldte Center for Computing Education Research (CCER) skal fremme teknologiforståelsen og øge lysten til at lære om it i en tid, hvor der er mangel på digitale kompetencer, skriver ITU i e pressemeddelelse.

Arbejdet skal ske i en tværfaglig forskergruppe, der vil undersøge, hvordan man gør unge under uddannelse dus med it-begreber som programmering, it-sikkerhed og kunstig intelligens og hvordan disse begreber påvirker vores hverdag og det samfund, vi lever i.

Skal påvirke alle niveauer

Forskningen fra centeret skal 'skabe et godt fundament til at udvikle undervisningen ikke bare på universiteterne, men også i grundskolerne, på de gymnasiale uddannelser, på erhvervsskolerne samt på efteruddannelserne,' skriver ITU i pressemeddelelsen.

Bag centeret står lektor Claus Brabrand, som for nyligt blev overrakt Forskningsministeriets nystiftede undervisningspris af H.K.H. Kronprinsesse Mary og Uddannelses- og Forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen. Han fik netop prisen for sin evne til at skabe begejstring for it-fagene blandt studerende, blandt andet på IT-Universitetet.

»Jeg håber, at andre universiteter og uddannelsesinstitutioner vil få glæde af centrets arbejde med, hvordan man kan lære og tænke digitale kompetencer så bredt, holistisk og interdisciplinært som muligt. Udfordringen ligger ikke i blot at lære folk at bruge digitale teknologier, men derimod også at kunne modificere teknologien og at skabe med det digitale. Vi skal alle lære at bøje teknologien til vores egne formål, så vi ikke bliver slaver af teknologien, som andre har skabt den til os,” siger Claus Brabrand i pressemeddelelsen og forklarer, at det er væsentligt at alle, der kommer ud på arbejdsmarkedet, som minimum har en idé om, hvad man kan og ikke kan med digital teknologi.

»Næsten alt bliver jo efterhånden digitaliseret, og derfor er det vigtigt, at det er et repræsentativt udsnit af befolkningen, der programmerer de her ting, så det ikke er de få, der træffer beslutninger for de mange. Jeg håber, at CCER kan bidrage til at skabe en bred forståelse for, at digitale løsninger både påvirker den virkelige verden på tilsigtede og utilsigtede måder. Fx hvordan en lille like-funktion på instagram pludselig kan gå hen at få store konsekvenser for, hvad mennesker foretager sig i den virkelige verden.«

Grundet Covid-19-restriktionerne vil den officielle åbning af Center for Computing Education Research blive afholdt online med en livestream på centrets hjemmeside

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere