Nye it-uddannelser skal lukke gabet mellem datamatiker og datalog
Datamatikerne er der ikke brug for i krisetider, og datalogerne og it-ingeniørerne på universiteterne og DTU uddannes der for få af til arbejdsmarkedet.
Derfor bliver det muligt efter sommerferien at læse tre nye it-uddannelser på landets erhvervsakademier og professionshøjskoler, der skal lægge sig i gabet mellem de korte og lange videregående it-uddannelser.
Uddannelserne i softwareudvikling bygger direkte oven på datamatikeruddannelsen og har fokus på at bygge store, distribuerede, datatunge it-systemer, mens uddannelsen i webudvikling bygger oven på multimediedesigner- og/eller datamatiker-uddannelsen.
Begge tager halvandet år at gennemføre, og indholdet er afstemt mellem it-branchen, Undervisningsministeriet og skolerne for at give en sammenhæng mellem de studerendes evner og det, erhvervslivet efterspørger.
»I dag har man de lange it-uddannelser på universitetet og DTU, hvor der er en enormt lang produktionstid på dimittenderne på op til 5-6 år. I den anden ende af skalaen har vi så de kortere videregående uddannelser som datamatiker,« siger forstander Gregers Christensen på København Nord, som er en af de erhvervsskoler, der tilbyder de spritnye uddannelser.
»Virksomhederne vil i udgangspunktet have de bedste, men der produceres for få af dem med de lange uddannelser. Derfor er der et gab hos virksomhederne, og de nye uddannelser lægger sig præcis dér,« uddyber Gregers Christensen.
Han peger også på, at krisen har revet benene væk under mange nyuddannede datamatikere. Der er ganske enkelt ikke brug for dem for tiden.
»Der er mange unge lige nu, som startede på datamatikeruddannelsen for to år siden, hvor efterspørgslen var stor, og de står og mangler job nu, hvor krisen har sat ind. Derfor tror jeg, at mange af dem vil søge ind på uddannelserne nu,« siger Gregers Christensen.
»Men den retter sig også mod folk, der allerede er på arbejdsmarkedet, og som måske er autodidakte. De har så mulighed for at gennemføre studierne på deltid,« siger Gregers Christensen.
Uddannelserne indeholder tre måneders praktik i en virksomhed, ligesom der er sat tre måneder af til et bachelorprojekt, der også udføres i samarbejde med en virksomhed.
På Erhvervsakademiet København Nord forventer man, at omkring 150 studerende vil begynde på de nye uddannelser efter sommerferien.
Kommentarer (1)
En fin vinkel ville være at spørge PROSA om de f.eks. ser en øget ledighed blandt datamatikere.
/sidsel
