Ny supercomputer med 299.008 processorkerner går efter førstepladsen
Forskere i klima, metaller, nye energiformer og meget andet godt kan se frem til lynhurtige beregninger hos det amerikanske energiministerium.
Oak Ridge-laboratoriet, der hører under ministeriet, indvier nemlig nu afløseren for supercomputeren Jaguar, der var verdens hurtigste i 2009. Under navnet Titan er Jaguar blevet kraftigt opgraderet af producenten Cray, så ydelsen nu er ti-doblet til over 20 petaflops, altså 20 billiarder - eller 20 x 10^15 - floating point-udregninger i sekundet. Det skriver laboratoriet på en hjemmeside om den nye computer.

Som den første computer i den kaliber bruger Titan ikke bare almindelige CPU’er til regnearbejdet, men også grafikprocessorer (GPU’er), som har en anden opbygning. En GPU kan håndtere et stort antal beregninger samtidig, hvilket gør den velegnet til store beregninger, men kræver også en anden måde at angribe regneopgaverne på.
Derfor venter der nu en stor opgave med at lære forskerne en ny form for talbehandling med parallelle beregninger.
Titan består af 18.688 noder, med hver en 16-kernet AMD Opteron-processor kombineret med en Nvidia Tesla GPU, og dermed kommer antallet af processorkerner samlet op på 299.008 styk. De to typer regnemaskiner kan trække på 700 terabyte RAM.
Ved at bruge GPU’er kan strømforbruget holdes nede. Hvor Jaguar-computeren brugte 7 megawatt ved fuld kraft, sluger Titan ’kun’ 9 megawatt, selvom ydelsen er ti-doblet. Det er afgørende for udviklingen af fremtidens supercomputer, for strømforbruget var ved at blive en flaskehals, skriver Cnet.com.
Om Titan er verdens hurtigste supercomputer, vil den næste halvårlige opdatering af Top500-listen vise i november. Indtil videre kan de ansatte på Oak Ridge kun formode, at de har verdens hurtigste maskine, for måske dukker der en ny, endnu kraftigere computer op lige op til november-resultaterne. Den nuværende topscorer, fra juni-listen, er i øvrigt også ejet af det amerikanske energiministerium. Denne computer har en ydelse på 16 petaflops.

Kommentarer (8)
Er jeg den eneste der kan se ironien i at klimaforskere bruger en meget strømslugende supercomputer?
Næh, altså der er mange forskellige mennesker i verden, så du er nok ikke den eneste ;-)
Jeg ved ikke hvorfor jeg kommer til at tænke på at Al Gore blev kraftigt kritiseret for sit personlige energiforbrug efter han begyndte at snakke om klima.
Kasper, er det fordi du synes det er forkert at forske i klima at du siger som du siger? Eller kan du ikke se proportionerne? Eller synes du at man i stedet skulle hyre jeg ved ikke hvor mange regnedrenge (og piger) med regnestok og blyant og papir, som desuden også vil belaste energiforbruget da de skal have noget at spise og leve af.
Jeg kan godt se ironien i at nogle folk er modstandere af at investere i at finde viden der kan forhindre en katastrofe, fordi man i den investering bruger en ressource som er medvirkende til at fremme katastrofen; dog i en ubetydelig størrelse.

