Nordjysk softwarehus fyrer for anden gang
For anden gang på få måneder har Gatehouse, der udvikler teknisk software til telekommunikationsløsninger, måttet skære i medarbejderstaben.
I dag har fem medarbejdere fået en fyreseddel, og i januar gik finanskrisen ud over ni medarbejdere. Dagens fyringer er altovervejende softwareingeniører.
»De tre er fra vores satellitkommunikationsafdeling, og de to fra den militære forretning,« bekræfter administrerende direktør i Gatehouse Michael Bondo Andersen.
Ifølge direktøren har manglende ordrer på Satcom gjort det nødvendigt at skære i antallet af medarbejdere
»Det går meget trægt med at få ordrer ind for tiden. Vi har nu skåret forretningen til, så den passer med aktivitetsniveauet, og selvom jeg ikke kan give nogen garantier, ligger der ikke flere fyringsrunder i kortene,« siger Michael Bondo Andersen.
Han tilføjer, at de manglende ordrer ikke skyldes en vigende markedsandel, men det faktum, at markedet simpelthen er skrumpet ind.
Gatehouse fik i det seneste regnskabsår et overskud på 3,7 mio. kr., og forventningen til 2008-2009 er ifølge Michael Bondo Andersen 'et lille plus'. I den forventning er indregnet investeringer på 15 mio. kr. i Software Defined Radio og virksomhedens nye tracking-platform.

Tilføj kommentar