NNIT køber filippinsk Microsoft-konsulenthus
NNIT har købt sin filippinske samarbejdspartner gennem fire år, Corebuilt Technologies, der nu skifter navn til NNIT Philippines Inc. Opkøbet skal styrke NNIT's globale sourcing-kompetencer inden for udvikling af avancerede Microsoft-løsninger.
Corebuilt har været NNIT's faste samarbejdspartner gennem mere end fire år ? en konstellation, der har givet NNIT mulighed for at sende delopgaver ud af landet og løfte større udviklingsopgaver. Med opkøbet bliver virksomheden en del af NNIT, hvis Microsoft-udviklingsafdeling på mere end 160 medarbejdere dermed udvides med 50 udviklere, testere og projektledere inden for Microsoft-teknologierne .Net og SharePoint.
»Vi styrker vores kompetencer, og samtidig bliver vi i stand til at tilbyde en stærkere sourcing-baseret leverancemodel. Dermed gearer vi os til den stigende efterspørgsel på Microsoft-kompetencer, vi oplever, inden for alle vores fokusområder, ikke mindst den offentlige sektor,« udtaler John Vammen, Corporate Vice President i NNIT Solutions ifølge en pressemeddelelse.
NNIT og Corebuilt har allerede i dag en fælles platform for systemudvikling, og den vil blive videreudviklet.
»Nu kommer vi tættere på hinanden, vi får fælles mål og fokus, leverancekæden bliver yderligere sikret, og det vil sætte os i stand til at løfte endnu større og mere komplekse opgaver for vores kunder,« udtaler han.
»Med opkøbet styrker vi vores fokus på højt kvalitetsniveau til konkurrencedygtige priser, og samtidig får vi et stærkt fundament for at rekruttere lokalt og dermed udvide forretningen yderligere,« fortsætter John Vammen.
Corebuilt er grundlagt af danskeren Uffe Henrichsen og har eksisteret i fire år. Uffe Henrichsen forbliver leder af NNIT's filippinske datterselskab, nu med titel af Vice President og med reference til John Vammen.
»De kommende år bliver Filippinerne kun en mere attraktiv destination for sourcing af it-projekter. Landet har satset stort på it-uddannelse og teknologisk infrastruktur, lønomkostninger er lave, og på grund af amerikansk påvirkning er Filippinerne både kulturelt og sprogligt tættere på Danmark end de fleste lande i Asien,« siger John Vammen.


Tilføj kommentar