Microsofts næste SQL Server skruer op for BI'en
Microsoft arbejder lige nu på at gøre den næste udgave af databasen SQL Server klar. Under kodenavnet 'Denali' er Microsoft nu nået til at frigive det tredje såkaldte Community Preview af databasen, og der bliver især tale om forbedringer inden for Business Intelligence.
Dermed ser Microsoft ud til at fortsætte den udvikling, som selskabet allerede var i færd med, da SQL Server 2008 R2 blev lanceret, nemlig et øget fokus på at bygge BI-understøttelse ind i SQL Server og integrere det med selskabets Office-produkter.
I den seneste testversion af Denali har Microsoft eksempelvis introduceret understøttelse for PowerPivot, som knyttes sammen med regnearket Excel til BI-analyse af live-data på SQL Server. Idéen bag designet af de nye BI-funktioner er, at rapporteringen skal ske mere automatisk.
Microsoft har også lanceret en Silverlight-baseret klient til visualisering af BI-data kaldet Project Crescent.
På selve databasesiden har Microsoft også justeret yderligere på motoren, der håndterer forespørgsler til databasen.
Kommentarer (1)
Det mest interessante, både indenfor BI men også indenfor andre aspekter, er imho introduktionen af column based storage under kodenavnet Apollo.
Column based storage er en radikalt anderledes måde hvorpå dataene kan gemmes, i form af et sekundært indeks ifh.t. de normale data der gemmes på den klassiske facon. Det vil kunne gøre BI forespørgsler væsentligt hurtigere da de som oftest omhandler relativt få facetter af dataene. Da dataene samtidigt gemmes i det normale format så vil den samme database lettere kunne bruges til samtidig OLTP og OLAP brug.

