Microsoft: ISO-ja til OOXML er i hus
Det officielle resultat af standardiseringsorganisationen ISO's afstemning omkring Microsofts OOXML dokumentformat er endnu ikke offentliggjort, men Microsoft føler sig alligevel sikker på sejr.
Ud fra de dokumenter, der indtil videre er offentliggjort, vurderer Microsoft, at 86 de nationale standardiseringsorganisationer har stemt for godkendelsen af OOXML som en ISO-standard.
»Med 86 procent af de nationale komitéer, der har stemt for, er der overvældende opbakning til OOXML,« udtaler afdelingschef Tom Robertson fra Microsoft ifølge en pressemeddelelse.
Selvom 86 procent kan virke som overvældende opbakning, så skal det ses i forhold til, at der kræves et flertal på 75 procent for at ratificere en ny standard.
Forbedret standarden
Microsoft måtte ud i en revidering af selskabets forslag, da det i første omgang ikke lykkedes selskabet at skaffe tilstrækkelig opbakning, fordi en række lande havde forbehold, som Microsoft var nødt til at rette op på.
»De input, vi har fået fra eksperter, kunder og regeringer fra hele verden, har kraftigt forbedret Open XML-specifikationen og vil gøre den endnu mere anvendelig for udviklere og kunder,« udtaler Tom Robertson.
Dansk Standard var blandt de organisationer, som i første omgang havde forbehoid over for Microsofts forslag, men som denne gang stemte ja til det reviderede forslag.

Tilføj kommentar