Microsoft inviterer FCK-fans til app-udviklings-marathon
Er du FCK-fan og god til at kode, kan du melde dig som gratis arbejdskraft, mod at tilbringe en weekend i Parken med ligesindede, med adgang til spillernes normalt lukkede område.
Microsoft har nemlig indgået et samarbejde med den københavnske fodboldklub og inviterer derfor en flok udviklere ind for sammen at få udviklet en genial applikation til Windows Phone-styresystemet.
Arrangementet er et af flere påfund, der skal sætte fut i salget af Nokias første Windows-telefon Lumia 800 og få flere til at udvikle applikationer til Windows Phone.
Et af de store problemer for Microsoft i konkurrencen med Apple og Android, er nemlig manglen på lokale applikationer. Selvom udvalget stiger hastigt i Microsofts app-butik, mangler der for eksempel stadig netbank-apps til Windows Phone-telefonerne.
Fredag den 20. januar var Parken også i brug til en lancering af Nokias første Windows-telefon på dansk jord. Resultatet kan du se på FCK's hjemmeside.
Nokias skift fra Symbian til Windows Phone blev ledsaget af en stor pose penge fra Microsoft til markedsføring på angiveligt én milliard dollars. Omvendt skal Nokia så betale licens til Microsoft per telefon, der bliver solgt, men her har Nokia nok fået en god deal, skriver Betanews.com.
Med én million solgte Nokia Lumia 800 i sidste kvartal af 2011 kom Nokia godt fra start, lyder vurderingen, men det skal også sammenlignes med, at Microsoft betalte 250 millioner dollars til Nokia i den periode. Groft sagt altså 250 dollars eller knap 1.500 kroner pr. solgt telefon.

Tilføj kommentar