Massefyringer igen på vej til TDC
TDC har efterhånden opbygget en god rutine i at håndtere massefyringer, og nu ser det ud til, at færdighederne endnu en gang skal pudses af.
Dansk Metals teleafdeling reagerer nemlig i en udtalelse på at være blevet varslet om personalereduktioner i størrelsesordenen 150-250 medarbejdere i forretningsområdet Installation.
»Vi tager kraftig afstand fra, at TDC, på et tidspunkt hvor der er offentliggjort et meget positivt kvartalsregnskab, har meldt ud om overtallighed i Installation i 2010 og at TDC ikke er villige til at fastholde medarbejderne i 2010, når der ifølge ledelsen er brug for medarbejderne i 2011,« skriver tillidsrepræsentanterne i udtalelsen.
Sidst TDC hvæssede sparekniven var i september 2008, hvor 400 medarbejdere mistede jobbet. De 400 kom oven i 100 medarbejdere, som TDC fyrede i april 2008.
»Set i lyset af udmeldingen om, at der i 2010 i Installation er behov for personalereduktioner i størrelsesordenen 150-250 medarbejdere, opfordrer vi til at overtid begrænses til et minimum. Den overtid der optjenes, opfordrer vi til at afvikle som afspadsering i stedet for udbetaling,« fortsætter udmeldingen fra Dansk Metal til TDC.

Tilføj kommentar