Krisekur: Hver anden virksomhed vil bruge videokonferencer
Konferencer med video over internettet er på vej ind i flere danske virksomheder. Ifølge rapporten IT i Praksis fra Rambøll Management Consulting og Dansk IT bruger 34 procent af de adspurgte virksomheder allerede video- og internetkonferencer og yderligere 20 procent forventer at gøre det inden for den nærmeste fremtid.
En af de virksomheder, som allerede benytter videokonferencer, er fynske Kompan, som bygger legepladser over hele verden. Det betyder også, at medarbejderne skal arbejde sammen over store afstande, og derfor implementerede koncernen sidste år Microsoft Office Communications Server, OCS.
Det er Microsofts platform for såkaldt Unified Communications, hvor telefoni, e-mail, chat og videokonferencer samles på den samme platform.
For Kompan var det et spørgsmål om at gøre møderne mere effektive, mere end det handlede om at spare penge på flybilletter.
»Det tager tid med rejser. Det går meget hurtigere at samle folk til et møde. Det gør, at man kan holde møder oftere, og et møde kan gennemføres på to til tre timer. Der kan gå én til to dage med at rejse på den anden måde,« forklarer it-chef Jørgen Frausing fra Kompan.
Ifølge Jørgen Frausing er fordelen i forhold til tidligere tiders videokonferencer eller telefonmøder muligheden for samtidig at dele en pc-desktop eller gennemgå en Powerpoint-præsentation.
I første omgang omfattede projektet 50 udvalgte nøglemedarbejdere, som havde et stort behov. Det blev hurtigt udvidet til 80, og i den næste fase vil det blive udvidet til 40 mere.
Erfaringerne har været så gode, at det nu er en integreret del af it-strategien, at de fleste møder foregår via internettet.
»Det er helt fra ledelsesniveau og til medarbejder til medarbejder, at møder foregår på denne platform. Hvis man skal have en rejsegodkendelse, så skal man forklare, hvorfor man ikke kan afholde det via OCS,« siger Jørgen Frausing.
Mangler fælles standarder Videokonferencer spænder i dag fra de helt store telepresence-systemer som Hewlett-Packards Halo til flere millioner kroner og et dedikeret globalt netværk og ned til én-til-én-konferencer via almindelige webcams.
»Det at bruge video er en ny måde at arbejde på, så man skal indhente erfaring. Så de fleste starter med at bruge det internt. Men det kræver ingen ekstra licens at bruge OCS eksternt,« siger produktchef Jørgen Rahbek fra Microsoft Danmark.
Her er problemet imidlertid, at der ganske vist eksisterer en række standarder for videokonferencer, men eksempelvis Ciscos Telepresence-system understøtter endnu ikke fuldt ud muligheden for at kommunikere med de øvrige systemer. Det er dog planen, at det skal komme i løbet af efteråret.
Microsofts fokus er mest på enkelte brugeres mulighed for at kunne kommunikere med hinanden, mens selskabet overlader hardware og telepresence til partnere som eksempelvis Polycom og Tandberg.


Tilføj kommentar