Konkursramt AppHarbor: Bedst for medarbejderne at blive fyret
Den danske it-startup AppHarbors danske afdeling er gået konkurs, men det var det bedste for de tre danske medarbejdere, mener ledelsen, som nu er baseret i USA.
»Ironisk nok var konkursen i den danske afdeling det bedste, der kunne ske for medarbejderne,« skriver direktør Rune Sørensen i en pressemeddelelse på AppHarbors hjemmeside.
Han begrunder det med, at firmaet ikke kunne nå at tjene nok penge til at kunne udbetale løn til de danske medarbejdere. En konkursbegæring betød, at medarbejderne ganske vist mistede deres job, men Lønmodtagernes Garantifond dækkede de tre måneders løn, de havde krav på.
Rune Sørensen skriver endvidere, at hvis selskabet havde været baseret i USA, ville det have været muligt at fyre de tre udviklere med få ugers varsel, men i Danmark havde medarbejderne tre måneders opsigelse.
Planen for AppHarbor er nu at fortsætte i USA, hvor det nu er mindre kritisk at få tilført ny venturekapital, efter Lønmodtagernes Garantifond har dækket de lønninger, AppHarbor skyldte de danske medarbejdere.
Ifølge Rune Sørensen har de tre fyrede udviklere i Danmark alle fundet nyt job, efter de blev fyret.

