Komplet usynligt rootkit til 2,3 millioner kroner
Rootkit-eksperten Joanna Rutkowska har svaret igen på en udfordring fra fire sikkerhedseksperter om at bevise hendes postulat om et rootkit, der er umuligt at spore. Det vil koste hende 2,3 millioner kroner at færdiggøre, hævder hun.
Et rootkit er et særligt spionprogram, der kan anvendes til at skjule hacker- eller malwareaktivitet så dybt nede i systemet, at det kræver særlig software at opdage det.
Udfordringen drejer sig om Joanna Rutkowskas såkaldte Blue Pill-projekt, som på et system, der kører med virtualisering, skulle være umuligt at spore.
Det mener fire af hendes kolleger imidlertid ikke vil kunne lade sig gøre, og de har derfor udfordret hende til at bevise, at Blue Pill virkelig er umuligt at opdage. Det skriver SecurityFocus.
Joanna Rutkowska er angiveligt villig til at tage udfordringen op, men det kræver, at nogen vil betale for færdigudviklingen af Blue Pill. Hvis Joanna Rutkowska og en kollega skal færdiggøre projektet inden for seks måneder, vil det koste omkring 2,3 millioner.


Tilføj kommentar