KMD og Nineconsult vinder drift af Virk.dk for 12 millioner kroner
Der er gennem årene blevet postet mange penge i den offentlige portal for virksomheder, Virk.dk, uden at resultaterne viste sig, ligesom tekniske problemer gav projektet et blakket ry i de første leveår.
Men der er sket meget siden lanceringen i 2003 og de efterfølgende år, hvor kritikken var hård. Teknikken er skiftet til en open-source-platform, der har leveret stabil drift, og danske virksomheder har fået øjnene op for Virk.dk.
Nu får portalen nye leverandører og skal dermed passes og plejes af KMD, der sammen med Nineconsult og Creuna vandt udbuddet om vedligehold og opgradering af Virk.dk de næste fem år. En kontrakt, der endte på 11,8 millioner kroner, viser udbudsmaterialet.
Samtidig har TDC Hosting fået til opgave at sørge for drift og hosting af Virk.dk i samme periode. Det kommer til at koste 4,9 millioner kroner.
Virk.dk skiftede i 2008 til en open source-kombination af et Jahia-CMS og JBoss til portalen. Denne teknologi skal de nye leverandører føre videre, og undervejs skal der også blive plads til en større nyudvikling på Virk.dk, der vil komme i udbud for sig selv.
Der var fire bydere på begge opgaver, som fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsens side var anslået til at koste 6,6 millioner kroner mere, end de kom til.
Faktisk havde KMD budt ind på både vedligehold og hosting, hvor udviklingskræfterne skulle komme fra Nineconsult, mens KMD skulle stå for hosting. Men TDC vandt altså hosting-delen, hvilket efterlader KMD med en vunden opgave, som i høj grad bliver sendt videre til underleverandørerne.
Krak kunne ikke tjene penge på Virk.dk Problemerne, der opstod, da Virk.dk blev født i 2003, var ikke kun en ustabel teknisk. Portalen blev sat i søen som et partnerskab mellem offentlige myndigheder og private leverandører, men Krak, der kom til at drive Virk.dk på halv-kommerciel basis, kunne slet ikke få de forventede indtægter, fordi antallet af brugere i starten var meget lavt.
Det gav i løbet af tre år til et samlet underskud på 60 millioner kroner på projektet for Krak, hvoraf staten måtte gå ind og dække noget af tabet med en ekstrabevilling.
Siden blev Virk.dk til en rent offentligt drevet webside, og i dag bruger omkring 200.000 virksomheder portalen, som samler omkring 1.500 forskellige former for digitale indberetninger. For eksempel kan en virksomhed opgive moms-betalinger eller krav om dagpenge via Virk.dk.
Opdateret 12.29: Information om Nineconsult og Creunas rolle som underleverandører er blevet tilføjet


Tilføj kommentar