It-natten lever trods krise og manglende fælles styring
Organisationerne IT-Branchen og ITEK har kastet logistik-håndklædet i ringen. Efter at have arrangeret it-natten de seneste to år, har de to brancheorganisationer nu lagt det ud til de enkelte firmaer at koordinere og arrangere virksomhedsbesøg, der kan lokke unge til at tage en it-uddannelse.
For trods den økonomiske krise og en nyligt annonceret fyringsrunde har en virksomhed som Microsoft Danmark på sigt stadig brug for alle de kloge hoveder, de kan få.
Derfor holdt Microsoft i går sin egen version af it-natten, hvor 166 spændte unge fra hele landet kom for at se nærmere på softwaregiganten, heriblandt det mediehypede ?surface?-bord.
»Vi er overbeviste om, at vi får brug for masser af unge, der kan noget med it. Når de her unge engang bliver færdige med deres it-uddannelse, så er den aktuelle recession langt væk,« forklarer Jørgen Bardenfleth, adm. direktør i Microsoft Danmark.
»Man kan vel kalde en form for langsigtet omhu,« tilføjer han med et smil og siger, at inspirationen såmænd går begge veje. De mange Microsoft-medarbejdere, der enten deltager som rollemodeller, talere eller arrangører, får ifølge Jørgen Bardenfleth også meget ud af det friske pust, de unge blæser ind:
»Det er skægt at høre, hvordan de ser verden, og hvad de tænker på. De er meget umiddelbare i deres reaktioner,« siger direktøren, der er overbevist om, at arrangementet vil have en effekt.
»Der er et kæmpe udbud af uddannelser. Hvis man kan få plantet et frø, så de unge i det mindste er klar over, at der findes spændende it-uddannelser og -arbejdspladser, er vi nået langt,« siger Jørgen Bardenfleth.
Ud over Microsoft tæller listen af virksomheder, der laver deres eget ?it-natten-arrangement? NNIT, IBM, KMD, IDC Nordic, Hewlett-Packard, Fujitsu Services, FDC, Telia, Schneider Electric, JN Data, Lenio og Unik System Design.
Kommentarer (1)
Jeg må indrømme, jeg var nervøs for om virksomhederne ville holde ved it-natten uden en central koordinerende enhed, så det er fedt at høre, de gør.
De år hvor jeg har været med til it-natten har været meget givtige, og jeg tror virkelig, at det kan hjælpe på it-branchens image hos de unge.

