It-firma anklages for at misbruge monopol på gymnasier

Studie-it-systemet Lectio har monopollignende status på gymnasierne. Men firmaet bag vil ikke at samarbejde med andre leverandører, der vil lave tredjepartssoftware til Lectio, lyder kritikken fra flere sider.

Adskillige danske gymnasier raser over it-leverandøren Macom, der står bag it-systemet Lectio. Systemet bruges til studieadministration på tre ud af fire gymnasier herhjemme.

Flere af gymnasierne ønsker nemlig at stille elevernes data ? eksempelvis skemaer og lektier ? til rådighed for andre softwareleverandører end Macom, der så kan præsentere data på smartphones og i webapplikationer eller noget helt tredje, uden om Lectio.

Men Macom modarbejder gymnasiernes ønske på dét punkt, selvom det er gymnasierne, der ejer de data, der ligger i Lectio. Og dermed misbruger Macom sin monopollignende status i gymnasieskolen.

Sådan lyder udlægningen på blandt andet Ørestad Gymnasium i København.

»Vi kunne lave nogle bedre løsninger med andre leverandører, hvis de kunne arbejde mere sammen med Macom. Min vurdering er, at Macom leverer et fremragende databasesystem, mens de ikke er så fremragende til kommunikationssystemer,« siger Allan Kjær Andersen, rektor på Ørestad Gymnasium.

Gymnasium: Bedre med direkte adgang til Lectio

Lectio er en hostet løsning, som gymnasierne bruger til at opbevare og vedligeholde data om lektier, skemaer, fravær, opgaver og lignende.

Både lærer og elev kan tilgå Lectio ved at logge ind via et webinterface. Den bagvedliggende database er Oracle 11, og Macom benytter Microsofts webserver Internet Information Services med .Net.

Men på Ørestad Gymnasium mener man, at Lectio ikke er fulgt med tiden, og derfor har gymnasiet investeret i en løsning fra softwarevirksomheden 1calendar, der står bag en web- og mobilbaseret kalenderløsning, som kan bruges sammen med Lectio.

Med 1calendars løsning kan eleverne få vist skema, lektier og noter fra læreren i en særskilt webapplikation, på Facebook eller få automatiske opdateringer skubbet ud på mobilen via en applikation til iPhone og Android-telefoner.

Det er smart, synes man på Ørestad Gymnasium - og på 34 andre gymnasier, der indtil videre har investeret i løsningen fra 1calendar.

Men det kunne være endnu smartere, hvis virksomheder som 1calendar kunne få direkte adgang til Lectio-databasen, mener Allan Kjær Andersen.

Som det er i dag, skal 1calendar nemlig igennem en række krumspring for at få adgang til gymnasiernes data i Lectio.

»Jeg tog sammen med 1calendar initiativ til at holde et møde med Macom for at diskutere muligheden for en mere direkte adgang til deres databasesystem. Det er trods alt vores data, der ligger i systemet, og derfor var mit synspunkt, at vi skulle have bedre adgang til dem. Men Macom gjorde det klart for os, at de ikke ville prioritere det,« siger Allan Kjær Andersen.

1calenders programmører har udviklet en user agent, som logger ind i Lectio, når eleven har indtastet sine logon-oplysninger. Herefter 'skraber' user agenten de relevante data ud af Lectio-hjemmesiden og præsenterer dem i 1calendars løsninger ved hjælp af teknikken screen scraping.

Men den proces kunne gøres langt mindre smertefuld, hvis Macom ville åbne for en service, som 1calendar og andre virksomheder kunne bruge til at hive data ud af Lectio, siger Allan Kjær Andersen.

Macom: Vi skal kunne stå inde for driftssikkerheden

Hos Macom bekræfter man, at virksomheden ikke er interesseret i at give udenforstående virksomheder en mere lige vej ind i Lectio.

»Andre leverandører vil gerne have lagt en grænseflade oven på Lectio, som giver dem direkte adgang til Lectio-databasen,« siger bestyrelsesformand i Macom, Mads Poulsen.

»Problemet med det er, at vi skal garantere driftssikkerheden af systemet overfor skolerne. Gav vi direkte adgang for andre leverandører, ville der ligge en relativt stor udviklingsopgave i at skulle sikre systemet til anderledes brugsmønstre,« fortsætter han.

Mads Poulsen påpeger, at gymnasierne som udgangspunkt kan trække alle informationer, der lægges ind i Lectio, ud af systemet igen ved at eksportere dem til en fil - for eksempel i Excel-format.

Og derudover har Macom udviklet en mobilversion af Lectio-hjemmesiden, så den vises ordentligt på mobiltelefoner, siger Mads Poulsen.

Han mener i øvrigt ikke, at Ørestad Gymnasiums synspunkt er repræsentativt for alle gymnasierne herhjemme.

»Mange skoler benytter Lectio målrettet som kommunikationsplatform og har det som et krav, at eleverne tilgår Lectio for at holde øje med de samlede informationer fra skolen. Hvis man begyndte at udsende delmængder af den information for eksempel på sms, udhuler man dét koncept, og det er derfor, at vi ikke selv er gået den vej,« siger Mads Poulsen.

Men kunne det ikke være en mere elegant løsning, når andre skal hive data ud af Lectio?

»Jo, det kunne det da, set fra andre leverandørers side. Men vi har ikke ubegrænsede udviklingsresurser til rådighed, og det er ganske enkelt et spørgsmål om prioritering,« siger Mads Poulsen.

Webfirma: Beklageligt med manglende samarbejde

Hos 1calendar mener man, at en direkte vej ind i Lectio-databasen netop burde ligge allerhøjest på Macom-programmørernes To Do-liste.

»Macom leverer en database af meget høj kvalitet, men vi mener ikke, at de er særligt gode til webudvikling eller smartphone-applikationer. Derfor synes vi også, at det er meget beklageligt, at de ikke vil samarbejde,« siger administrerende direktør i 1calendar, Daniel Daugaard.

Han afviser Macoms bekymringer omkring driftssikkerheden i Lectio.

»Vi kommer slet ikke i berøring med karakterer, fraværsprocenter, private dialoger mellem elev og lærer eller andre personfølsomme data. Vi henter kun oplysninger om lektier, skema og generelle noter fra læreren til eleverne ud af Lectio, og det har vi en aftale med gymnasierne om. Og vi gør det kun, når eleven selv logger ind,« siger Daniel Daugaard.

Det er dog ikke alle gymnasier, der slutter sig til koret af Macom-kritikere. På Falkonergårdens Gymnasium på Frederiksberg giver kritikken ikke genlyd.

»Jeg er meget stor tilhænger af, at alle informationer til eleverne er samlet ét sted (i Lectio, red.), og jeg må indrømme, at jeg endnu ikke har erkendt behovet for en løsning som 1calendar,« siger vicerektor Steen Pedersen.

Han hæfter sig ved, at alle de relevante data om eleverne allerede kan trækkes ud af Lectio.

Og selvom det ikke er så enkelt, som eksempelvis 1calendar kunne ønske sig, kan man ikke tillade sig at forvente mere, mener vicerektoren.

»Macom er et privat firma, og det er vores valg, hvilken hostet løsning vi som gymnasium vælger at bruge. Jeg kan derfor ikke se, at vi på den måde kan presse et privat firma til at åbne sine data for tredjepart på en bestemt måde, når vi allerede har alle muligheder for at trække alle data ud i for eksempel Excel-format,« siger Steen Pedersen.

Men kunne det ikke være praktisk for jer, hvis nye oplysninger og meddelelser fra lærer til elev for eksempel kunne blive skubbet automatisk ud på elevens smartphone?

»Jeg er helt med på, at mange ting kan og bør køres på smartphones i dag. Men jeg mener ikke, at skolernes planlægningshorisont bør være så kort, at den teknologi er nødvendig, og derfor har jeg som sagt ikke erkendt behovet endnu. Men det må afhænge meget af kulturen på den enkelte skole,« siger Steen Pedersen.

Daniel Daugaard fra 1calendar fastholder, at Macom med sin store udbredelse af Lectio i gymnasieskolen herhjemme burde være mere samarbejdsvillig.

»Vi kunne gøre mange ting meget smartere ved at samarbejde med Macom, og dermed ville vi kunne fokusere endnu mere på at bringe bedre læring og web- og mobilløsninger i endnu højere kvalitet til gymnasieeleverne,« siger han.

Der findes i alt 244 skoler herhjemme, som tilbyder gymnasiale uddannelser inden for retningerne STX, HF, HHX og HTX.

Kommentarer (16)

Ole Guldberg

I "skolen" er man vant til monopoler og deres virke.

Antal grundskoler skoler (med private grundskoler) i .dk (2004): 2434
Antal bruger af Uni*C's skoleintra (2010): 2189
Procent-andel: omkring 90 %

Godt for markedet af e-læringsplatforme i .dk ?

Af personlige kæpheste kan nævnes et firma som Gyldendal, der har http://digitalretstavning.dk/ som kun virker i MS IE på Windows på trods af flere henvendelser er de ligeglade.

Endnu et eksempel er http://www.filmstriben.dk/ som levere DRM-beskyttet medie - som er så svært at få til at fungere, at selv elever med windows (også det eneste understøttede) opgiver.

I "skolen" ligger man som man har redt - man har traditionelt ikke været gode nok til at stille krav til leverandører, og man har ikke være fremadsynet til at se hvad fremtiden bringer (eller bragte).

Niels Dybdahl

Sig til Macon at om et år ligger skemaer etc på gymnasiets egen database og så skal Lectio hente sine data der, hvis Lectio vil have en fremtid i gymnasiet.

Kristoffer Olsen

God artikel med flere synspunkter på et højaktuelt emne!

Er der nogle andre læsere der forstår, hvad nedenstående udsagn dækker over:
»Problemet med det er, at vi skal garantere driftssikkerheden af systemet overfor skolerne. Gav vi direkte adgang for andre leverandører, ville der ligge en relativt stor udviklingsopgave i at skulle sikre systemet til anderledes brugsmønstre,«

Jeg forstår det simpelthen ikke. Webservices har da eksisteret i mange år og er da også tilgængelige på rigig mange professionelle netsteder som flickr, Google Apps o.s.v.?

Torben Mogensen

Egentlig skægt at man kan se en elevs skema. Det gør det at planlægge kidnappinger noget nemmere må man sige. :-)

Man kan kun (ved login som elev) se sit eget skema. Lærere kan sikkert se mere, men det kræver også login. Så en potentiel kidnapper skal altså skaffe sig enten elevens eller lærerens login for at se skemaet.

Torben Mogensen

Det er efter min mening tegn på manglende fremsyn, hvis man ikke til et så vigtigt system kræver, at data ligger i et åbent (dokumenteret) format og er tilgængelige for andre applikationer. Ellers ville institutionen komme i store vanskeligheder, hvis leverandøren pludselig lukker eller femdobler sin licens.

Det er sket før, at leverandører, når først de har kunden på krogen, mangedobler licenserne. Kunden bliver nødt til at betale, for ellers skal alle oplysninger manuelt tastes ind i et nyt system, og det bliver i reglen meget dyrt.

De fleste leverandører kan godt se fidusen i [i]vendor lock-in[/i], så de vil holde deres formater lukkede, med mindre de bliver pålagt andet. Derfor er det vigtigt at få krav om åbenhed ind i kontrakten, inden den underskrives.

Kristoffer Olsen

Det er efter min mening tegn på manglende fremsyn, hvis man ikke til et så vigtigt system kræver, at data ligger i et åbent (dokumenteret) format og er tilgængelige for andre applikationer.

Som jeg forstår problemstillingen her, handler det mere om at få adgang til hændelsesbaseret integration end et dump af data, der allerede er tilgængelige som kommasepareret fil og måske i Excel-format.

Se eksempelvis nedennævnte citat fra Version2's anden udmærkede artikel om samme emne:

Udfordringen har ligget i at sikre en stabil og skalerbar arkitektur, som også kan kunne håndtere flere gymnasier fremover.

Derudover har Lectio været en udfordring at integrere op imod, fordi systemet er meget lukket.

Det bedste for mig ville have været, hvis jeg kunne foretage kald direkte ind i Lectio og dermed tilgå data om eleverne.

Derfor er løsningen blevet, at data om eleverne bliver eksporteret ud fra Lectio i en .csv-fil (tekstfil med kommaseparerede værdier, red.), som vi så kan læse ind i vores eget system. Indholdet af .csv-filen bliver omdannet til en masse objekter med oplysninger om fornavn, efternavn og så videre, som vi så kan arbejde på.

Rent praktisk har det ikke været det store problem at hente data ud fra Lectio, men det ville klart have været nemmere at kunne foretage kald direkte til Lectio. Så havde vi også sluppet for at skulle finde en løsning på det problem.

Kilde: http://www.version2.dk/artikel/15680-cowboytricks-fik-koblet-google-apps...

Er der virkelig ikke nogen, der kan forklare for mig, hvad bestyrelsesformanden mener, når han refererer til behovet for "at skulle sikre systemet til anderledes brugsmønstre", før Lectio kan tilbyde webservices til omverdenen?

Daniel Straub-Hamp

"Jeg syntes det er rigtig ærgerligt at vi ikke ser mere innovation på gymnasie markedet. Jeg er selv bruger af 1calendar og deres mobile og web baseret
applikationer er en stor hjælp i hverdagen. Flere af mine kammerater har det på samme måde. Det er noget vås når Lectio udtaler at de ikke kan prioritere
samarbejde med andre virksomheder på nuværende tidspunkt og i forhold til sikkerheden kan Lectio nemt regulere strømmen af data via f.eks. OAuth
- tjek dette link http://en.wikipedia.org/wiki/OAuth

Øv hvor er det ærgerligt at en virksomhed med så meget magt på gymnasie-markedet ikke er mere fremadsynet"!

Jacob Herborg Nathan

I sidste ende er det vel et spørgsmål om at højne læring. Her mener jeg ikke det er hensigtsmæssigt at kun en virksomhed, kan definere hvad der kan lade sig
gøre inden for IT på gymnasie markedet. Derudover er det mine erfaringer at virksomheder med monopol kategorisk afviser forespørgsler fra kunder, da de er alt for sikre på deres position i markedet!

Jakob Olsen

Jeg vil gerne citere bestyrelsesformand i Lectio Mads Poulsen, der siger: "Og derudover har Macom udviklet en mobilversion af Lectio-hjemmesiden, så den vises ordentligt på mobiltelefoner".

Hvis det var tilfældet, hvorfor er det så ikke en eneste gymnasieelev i Danmark der kender til det?
Man kan selvfølgelig gå ind på lectio gennem browseren, men ikke engang her er billedet optimeret til mobiltelefonen, så jeg må ærligt indrømme, at det virker som et dårligt comeback på kritikken.

Jeg syntes at problemstillingen er super relevant, for vi er rigtigt mange gymnasieelever, der har ventet på at kunne få skemaer mv på mobiltelefonen. Jeg er rigtigt tilfreds med at det endelig er blevet muligt gennem 1calendar, men jeg forstår slet ikke, hvorfor det ikke falder Lectio naturligt ind at indgå et samarbejde. Men hvis ikke de taler sammen internt er det måske svært at tale med nogen eksternt...

Arnold Christensen

F.eks.:

lectio har ikke integration til normale emails, man kan kun sende "beskeder" til andre i lectio.

Disse beskeder kan man ikke vedhæfte dokumenter til.

Hvad nu hvis en person der bevæger sig i det normale samfund gerne vil i kontakt med en skole, så sender de en "normal" email.

Heldigvis har alle lærerne en email konto (også!)

Dvs. de bliver nødt til at kigge både i lectio og deres normale email.

Hvad med kalenderfunktion, mødebooking, osv.?

Det vil da være smart at kunne synkronisere data mellem administrationens kalender og lectios kalender (så en lærer ikke blive booket til et møde, mens han skal undervise)

Det kan man ikke med lectio!

Hvis man spørger lectio, får man bare at vide at så må administrationen flytte ind i (bruge) lectio.

Eller hvad med at kunne sende en sms når der sker en skemaændring, det ville være så nemt, hvis en emails blev skudt afsted når en elev får sit skema ændret. Og lave email til sms konvertering er ikke svært. så behøver eleverne ikke åbne deres pc tidligt om morgenen. Svaret fra lectio: vi har teste på en gymnasium i Frederiksberg og det er ikke noget problem, alle eleverne kigge på deres pc om morgenen!?!

Hvad er det for noget arrogant sludder, ikke alle vores elever har pc/internet hjemme, men de har en mobiltelefon, så kunne de jo komme til skole med de rigtige bøger osv...

Ja jeg ved det, men nogle gange er det bare for meget.........

Gert Madsen

Som jeg læser det, beder de om direkte adgang til Macoms Database-system.
Det kan sagtens lade sig gøre at skrive så dårlige forespørgsler mod en database at alle rammes af dårlige svartider og time-out.

Så kan man stille Web-services til rådighed, som du foreslår.
Det siger de så at de først skal udvikle - når de får tid.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen

TDC skifter koncernchef efter faldende mobilomsætning

Jesper Stein Sandal Mobil og tele 14. aug 2015

Nyeste job

KurserStyrk dine evner med et kursus

Nøgletal som basis for kompetenceudvikling og resultater

Hvornår: Hvor: Efter aftale Pris: kr. Efter aftale

VMware vSphere: Design Workshop [V5.x]

Hvornår: 2015-09-01 Hvor: Østjylland Pris: kr. 16050.00

Yosemite 101: OS X Support Essentials 10.10

Hvornår: 2015-12-14 Hvor: Østjylland Pris: kr. 15950.00

Avanceret Excel for økonomifunktioner

Hvornår: 2015-10-28 Hvor: Østjylland Pris: kr. 6800.00

Administering Microsoft Dynamics CRM 2011

Hvornår: 2015-10-01 Hvor: Storkøbenhavn Pris: kr. 7800.00