It-bommert afskærer 235 fra drømmestudiet - midlertidigt
235 ansøgere til videregående uddannelser er på grund af en it-fejl ikke i første omgang blevet optaget på deres drømmestudium. Det skriver Uddannelsesministeriet i en pressemeddelelse.
De 235 er på grund af fejlen ikke blevet tilbudt den studieplads, deres eksamensgennemsnit ellers berettigede dem til, og yderligere 108 ansøgere er på grund af fejlen ikke blevet tilbudt en standby-plads.
Fejlen er tilsyneladende sket for de ansøgere, der lige nøjagtig har det krævede snit til at komme ind på en given uddannelse. Hvis der er flere ansøgere end pladser, siger bekendtgørelsen nemlig, at der skal trækkes lod blandt dem, der lige præcis har det adgangsgivende karaktergennemsnit. Og det har it-systemet altså ikke kunnet gøre på fair vis.
Fejlen blev opdaget torsdag og er straks blevet rettet. De berørte ansøgere er blevet identificeret, og uddannelsesinstitutionerne er i gang med at informere dem om, at de alligevel godt kan komme ind på det studium, de havde søgt.
Opdateret 12.12: Justering i første afsnit, så det ikke længere fremstår som om de studerende ikke er blevet optaget.
Kommentarer (4)
Det var dog en misvisende og selvmodsigende artikel. De studerende er jo netop ikke blevet afskåret fra deres studier. I skriver først
235 ansøgere til videregående uddannelser er på grund af en it-fejl ikke kommet ind på deres drømmestudium.
Og derefter til sidst
De berørte ansøgere er blevet identificeret, og uddannelsesinstitutionerne er i gang med at informere dem om, at de alligevel godt kan komme ind på det studium, de havde søgt.
Fejlen består i at de ikke er blevet tilbudt en plads, ikke at de ikke kan komme ind.
Ja, det er bare endnu et eksempel i en perlerække løgn og misinformation med formål at trække klik. DR, TV2, aviserne og "fag"bladene forsøger hver dag at sætte nye rekorder i hvor plat og EB-agtigt de kan gøre det.
Hvis Version2 havde været et fagblag, havde vinklen på historien været hvori fejlen teknisk set består og med en sandfærdig gengivelse af konsekvenserne som baggrund. I stedet får vi en skandale (ulven kommer) overskrift og har desværre ingen reel mulighed for at "stemme med musen", da samtlige danske nyhedsmedier i dag er omtrent lige platte. Men de skal vel passe til en befolkning som hellere ser "Reality Shows" end prøve at udvikle den (smule) hjerne de er født med med viden, saglig debat og andet der bringer dem videre.
Version2 er skam i fuld gang med at følge op på artiklen. Overskriften og første afsnit er også modificeret, jf. ovenstående kommentarer.
Vh Morten, Version2.

