Iran afviser planer om at skifte internettet ud med kæmpe intranet
De iranske myndigheder afviser nu beretninger i pressen om, at landet har planer om at kappe forbindelsen til internettet og erstatte det med et stort, nationalt intranet kun til iranerne, skriver nyhedsbureauet AFP.
Den historie skulle angiveligt være et levn fra en aprilsnar, hedder det i en udtalelse fra landets kommunikationsminister Reza Taghipour ifølge AFP.
»Det er på ingen måde bekræftet af ministeriet og er komplet grundløst,« siger han i udtalelsen og kalder beretningerne for »vestlig propaganda«.
Ifølge AFP bekræfter ministeren dog, at Iran har planer om at etablere et 'nationalt informationsnetværk', der kommer til at fungere som et komplet lukket system for iranerne.
Altså en slags nationalt intranet. Ifølge ministeren ventes det sat i fuld drift i marts 2013.
Iran har en lang tradition for at overvåge og spærre internetadgangen for landets befolkning på hjemmesider, der vurderes at være 'uislamiske'.
Læs også: SSL blokeret i Iran
Senest har myndighederne blandt andet lukket af for krypterede SSL-forbindelser og populære tjenester som Gmail og Hotmail.
Kommentarer (1)
Selvfølgelig lukker de ikke internettet samtidig med at de opretter deres egen konkurrent, det vil tage flere år før de kan gå så langt.
Den rette strategi er stille og roligt at sørge for at den nye tjeneste bliver den foretrukne, fx kan man jo skrue lidt på båndbredde og svartider til hhv. det ene og det andet netværk. Og mon ikke at den Iranske regering kan subsidiere sig til nogle hostingtilbud som udover censuren er rimeligt attraktive.
Om de rent faktisk i fremtiden vil gå så langt som til helt at lukke internettet er svært at svare på, men der kan vist ikke være tvivl om at målet er at flytte folk over på en platform som er lettere at kontrollere.

