Intel og Facebook vil atomisere serveren i racket

Facebook har nogle af verdens største datacentre til at håndtere de millioner af beskeder og billeder, som brugerne udveksler hver eneste dag, og datacentre i dén størrelse gør det interessant at forsøge at gå nye veje inden for serverdesign.
Derfor har Facebook indgået et samarbejde med Intel om et nyt design for servere, hvor de enkelte komponenter kan skilles ad fra hinanden og fordeles mere effektivt over et helt serverrack. Det oplyser Intel ifølge en pressemeddelelse.
Det nye design går ud på at forbinde de enkelte komponenter ved hjælp af Intels nye silicium-baserede fotonik, som gør det muligt at sende data som optiske signaler, men ved hjælp af silicium-komponenter, som ifølge Intel gør det billigere end konventionelle optiske forbindelser.
Fordelen vil være, at det vil være nemmere at lave forbindelser mellem grupper af komponenter med hurtige svartider og stor båndbredde.
En prototype på Intel og Facebooks system bygget af Quanta Computer benytter en central strømforsyning i racket, og en central del af designet er at skille selve processorerne fra hukommelsen. Det vil ifølge Intel gøre det lettere at opgradere enten processorerne eller hukommelsen.
Projektet er en del af Open Compute-projektet, som går ud på at skabe open source-designs for servere og storage, som skal gøre det lettere at vælge frit mellem komponenter fra forskellige leverandører.
Kommentarer (4)
Som i "opdele i atomer eller meget små dele."
http://sproget.dk/lookup?SearchableText=atomisere
Vh Morten, Version2.
Adskillelse af strømforsyning, processor og storage indenfor et rack giver bestemt nogle muligheder for at undgå alt for mange sammenbyggede kopier af ens dele. Og det svarer nogenlunde til hvordan store mainframe computere er bygget op.

