IKEA dropper dyre møbelfotos til fordel for 3D-grafik
Når IKEA-kataloget for 2014 dumper ind i postkassen til næste år, så vil en stor del af dagligstuerne, køkkenerne og soveværelserne på billederne i kataloget aldrig have udløst ét eneste bandeord på grund af genstridige skruer.
IKEA planlægger nemlig at øge andelen af computergenerede billeder til en fjerdedel i løbet af det næste år. Det skriver Wall Street Journal.
I dag bruger IKEA mange ressourcer på at få fremstillet møbler og opbygget hele værelser, som derefter skal fotograferes, for at producere kataloget.
De seneste år er IKEA imidlertid begyndt at bruge billeder, som udelukkende er skabt ved hjælp af 3D-software, hvor alle reflekser i skabslågerne og hver eneste nipsgenstand på hylderne er renderet på computeren.
»Det er en smart måde at spare penge på. Vi behøver ikke smide et helt køkken på lossepladsen, efter vi har fotograferet det,« siger chef for IKEA's fotoafdeling, Anneli Sjögren til Wall Street Journal.
IKEA er ikke ene om at bruge 3D-renderinger i stedet for ægte fotos. Også mange elektronikproducenter benytter 3D-renderinger frem for rigtige billeder af eksempelvis bærbare pc'er og mobiltelefoner.
Kommentarer (9)
"...aldrig have udløst ét eneste bandeord på grund af genstridige skruer."
Af de efterhånden mange ikea-møbler jeg har samlet i de sidste par år, har der aldrig været problemer med skruer eller huller der ikke passer sammen.
Det nævnte problem med skruer der ikke passer, kan jeg godt huske fra 80-ernes ikea-møbler.
Men efter min mening er det ikke et aktuelt problem, der bør plage ingeniører eller andre. Deres vejledninger er f.eks. alle med i pakkerne og letlæselige. Hvis man får den væk, eller familiens dejlige datter på 1½ år, leger med den, kan man altid finde en ny på hjemmesiden - og tilmed nemt.
Derudover er det da smart, at spare ressourcer på fysiske opstillinger.
Næste skridt bør nok være at spare kataloget væk, for at spare en halv skov.
I vores familie kigger vi kataloget igennem, og derefter ryger det i containeren (den til papir).
Jeg skulle måske have brugt skuffedæmpere som et eksempel, men det ville nok have været for specifikt. :)
Jeg har for nylig samlet et helt IKEA-køkken og en garderobe, og det er helt klart ikke IKEA 101, men ellers oplever jeg faktisk ikke de store problemer med selve IKEA-møblerne (mere med skæve vægge) og slet ikke i forhold til de møbler, man køber andre steder.
Der bliver i øvrigt ifølge IKEA trykt flere af deres kataloger hvert år end bibler, så en digital version kunne spare en del hektar svensk skov (eller hvor de nu får deres papir fra).
Kataloget kan allerede fåes bl.a. til Android og iPhone/iPad/iPod og det seneste er at man kan se bag lågerne - men det kræver et katalog, som enheden kan tage billede af og overlejre med augmented billeder!
Det er interessant at IKEA nu tager skridtet. Teknikken bruges mere og mere inden for en meget lang række områder - ikke mindst indenfor mærkevarer, der ofte skifter/ændre pakning til eksempelvis "33% ekstra" kampagner.
Se evt. eksempler på www.vizcatz.com
Man kommer til at tænke på Fight Club:
http://www.youtube.com/watch?v=dN8vyO8ILD8
Men det er måske nærmere omvendt?
»Det er en smart måde at spare penge på. Vi behøver ikke smide et helt køkken på lossepladsen, efter vi har fotograferet det,«
Nu behøver møblerne jo ikke ligefrem at blive smidt ud bare fordi man har taget billeder af dem!
Har de ikke hørt om salg af udstillingsmodeller til lavere pris?
Nyheden går vel mest på at et stort firma som Ikea gør det. De fleste danske køkkenkataloger indeholder næsten kun 3D-billeder ...
Jeg har svært ved at se, hvordan IKEA skal sikre kvaliteten af et produkt, de ikke engang gidder at samle. Minimum, hvis de ønsker at sælge kvalitet, er da at samle det, og teste at kvaliteten lever op til deres ønsker. Samtidigt, opdager de også, hvis der er problemer med at samle produktet - og netop det, at IKEA har samlet mange af deres produkter, er måske en af årsagen til, at der ikke har været problemer, i forhold til konkurenter, der ikke samler eller tester det de sælger.
Hvis IKEA planlægger, at sælge produkter, uden at have testet dem selv først, så vil jeg ikke planlægge et besøg i IKEA. Hellere, vælge daels bolighus, eller et andet sted, hvor produkterne måske er samlet, og står i butikken.
Jeg er måske hellerikke den store IKEA fan. Denne video, beskriver fint min oplevelse af IKEA:
http://www.youtube.com/watch?v=nsGc6-lNAHQ&feature=plcp
Nyheden går jo ikke på at de ikke længere tester deres produkter ... Men at bygge et helt køkken op i et studie, giver jo ingen mening.

